Værdi er mere end øjet ser

Der er brug for at sætte hastigheden ned, hvis man skal lære

Når du afspiller videoen tillader du cookies fra YouTube
Accepter & AfspilAccepter for alle videoer & Afspil
×

Der er en stigende tendens til, at værdi måles ud fra effektivitet, hvor hurtigst og mest er lig med rigest og bedst. Den tendens har godt af at blive modsagt. Vi har brug for at nuancere billedet.

For nylig kom Reformkommissionen med en anbefaling i forhold til efterskolerne og 10. klasse. Anbefalingen lægger blandt andet op til, at man skal øge det offentlige tilskud med 20.000 kr. til elever, der ønsker at gå på efterskole i 8. og 9. klasse. Målet er, at flere unge dermed vælger at tage på efterskole på disse klassetrin. Det offentlige tilskud til 10. klasse på efterskole skal derimod sænkes med 30.000 kr.

Jeg kan være bekymret for, hvad det får af konsekvenser for efterskolerne og fremtidens unge. Det er for mig at se udtryk for et ensidigt og usundt ønske om at effektivisere og presse unge igennem systemet.

Mere end blot uddannelse

Skole er mere end karakterræs, præstationer og faglig kunnen. Det er tankevækkende, at det græske ord scholé egentlig betyder fritid, og det beslægtede scholaios kan oversættes med rolig eller langsom. Der er brug for at sætte hastigheden ned, hvis man skal lære. Skole handler om mere end blot uddannelse. Det er mindst lige så vigtigt, at man bliver dannet som menneske.

Hvis en plante skal blive sund og stærk, kræver det pleje, næring, vand, lys… og tid! Det er ikke anderledes med mennesker. Tiden er en vigtig faktor. Skal unge undgå mistrivsel, kræver det, at de får tid og plads til at blive hele og sunde mennesker.

Rig på andet end penge

Ind i alt dette har kristendommen et vigtigt budskab at komme med: Mennesker har værdi, fordi de er skabt i Guds billede. Faktisk er værdien så stor, at Gud gav sin eneste søn for at løskøbe os. Værdien er dermed ikke fastsat i kraft af, hvad man betaler i skat, eller hvor hurtigt man kommer gennem uddannelsen.

Der er simpelthen ting, der er mere værd end det, og de ting kan ikke måles eller vejes. Lad os stoppe op og reflektere over, hvad der egentlig betyder noget her i livet. Jeg begynder listen, og så kan du jo selv fortsætte den: tid, kærlighed, relationer, stilhed…

Seneste blogindlæg
Husk hvor du er
Jeg snyder både mig selv og dem, jeg er sat sammen med, hvis jeg kun er sammen med dem, der ligner mig
Vi tolererer ikke chikane, mobning og overgreb
Det er et fælles ansvar, at alle vores fællesskaber er trygge og sunde for alle
Vi har brug for flere mandefællesskaber
Der er potentiale for lokale fællesskaber, der er bygget op om en konkret aktivitet, som interesserer mænd