Ved Indre Missions årsmøde i juni 2015 præsenterede hovedbestyrelsen seks kendetegn for forkyndelsen i Indre Mission. Hans-Ole Bækgaard underviser her om det første kendetegn: Vi vil forkynde Jesus Kristus.
"Hvorfor er du en kristen?" Når jeg møder det spørgsmål, er mit svar ganske enkelt: "Fordi jeg har brug for Jesus!" Det er hos ham, det hele begynder og ender. Livet finder først sin sande mening, når Jesus er centrum. Bibelen siger, at alt er skabt i ham og ved ham og til ham, at han er forud for alt, og alt består ved ham (Kol 1,15-20). Det er jeg helt overbevist om.
Men hvorfor tror så ikke alle på Jesus? Gid, der fandtes et let svar. Alligevel kan vi pejle os ind på noget vigtigt ved at stille spørgsmålet: Hvorfor indser flere ikke, at de har brug for Jesus?
Måske har de ikke hørt om ham eller kender Bibelens Gud. Måske har de fået en præsentation af Jesus, der er anderledes end i de bibelske tekster. Måske vil man ikke tro eller kan ikke tro på Jesus af forskellige grunde.
Gud tvinger ingen til at tro på ham; det strider mod kærlighedens væsen.
Hvis et menneske skal indse, at det har brug for Jesus, må det erkende sin virkelige situation. Få ærlig besked om den – også som den er uden ham.
Når vi forkynder Jesus, skal vores hensigt være helt klar. Det handler ikke om, at andre kommer til at have samme følelser om troen eller lever den – lige så moralsk – ud som mig. Nej, det må ske af en dyb kærlighed til næsten. Andre må kende samme barmhjertighed og nåde hos Gud som jeg selv.
Som Guds skabninger står vi i samme fortabte situation uden Jesus. Min længsel må være, at vi følges ad mod vores himmelske hjem hos Gud; ellers venter der for det menneske dom og evig fortabelse borte fra Gud.
I vores tid må et menneske ofte først høre og forstå, at det er skabt og har værdi, og at der er en mening med livet. For sådan har Gud, himmelens og jordens Skaber, sagt det. Han lader os ikke sejle vores egen sø i en verden, hvor synd, ondskab, had og død tilkæmper sig magt. Han elsker os og vil befri os til et levende fællesskab med sig. Han ønsker i sin store kærlighed, at vi lever som hans kære børn i vished om at høre ham til nu og i al evighed.
For Gud "vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden" (1 Tim 2,4).
Skal vi indse, at vi har brug for Jesus, må vi erkende, hvor meget vi har mistet. Vi blev skabt i Guds billede til at ligne ham – uden fejl og uden synd. Menneskets oprør mod Gud skabte et fjendskab og en kløft i relationen, som intet menneske kan genoprette selv. Syndefaldet forvrængede livet, også vores opfattelse af vort eget liv. Går det ikke op for os, har vi dybest set ikke brug for Jesus.
Også vores natur vil ondskab, selvom vi oplever at kunne handle menneskeligt godt. Men det bliver bare aldrig godt nok. Vi kan heller ikke forhindre, at livet er forgængeligt, sådan som vi erfarer det med sygdom og død. Vi har mistet vores rette identitet, virkelighed og bestemmelse.
Når jeg indser det – og giver fortabt – begynder jeg at ane, at jeg har brug for Jesus! For hvad kan jeg stille op over for Guds hellighed og krav om at gøre det godt nok? Ingenting! Jeg slår ikke til, men har kun fortjent straf.
Her lyder det radikale under, som er verdens bedste nyhed: Gud blev selv menneske for at frelse dig og mig! Han elskede os med en evig kærlighed, så vi kunne blive forligt og være venner (Rom 5,8-10; 1 Thess 5,9; Joh 3,16f). Ja, blive et nyt menneske og få en natur, hvor gudsbilledet i os er genoprettet (2 Kor 5,17; Rom 8,29). Dette må til, for at vi kan leve hos Gud og kalde os Guds børn.
Derfor er der også i vores tid brug for en stærk Jesus-forkyndelse (Gal 3,1): At han er død for min synd og skyld og opstået til liv og håb for mig (Rom 4,24f). At han ikke fordømmer mig, men er blevet fordømt i mit sted og har båret straffen og Guds vrede for mig, så jeg kan ånde evigt frit.
Vi kan synes, vi får talt meget om Jesus. Måske er vores udfordring, at vi taler meget "om" ham frem for at forkynde Jesus, så andre møder ham i hans eget ord. Sådan som Jesus selv mødte mennesker i sit jordiske liv (f.eks. Joh kap. 3-5).
Så længe verden består, vil der være mange bud på, hvad der kan frelse, og hvordan vi kan klare livet bedst. Bibelen er helt tydelig om, at livet uden Gud fører til fortabelse. Redningen findes i det eneste navn, som kan frelse. Der er ikke alle mulige veje til Gud, men kun én sand vej – navnet Jesus Kristus (ApG 4,12; Matt 1,21; Tit 2,11-14).
Det er det største, som kan ske for et menneske, når det ser, hvem Jesus er, og får del i hans frelse. Det er fantastisk at opleve glædestårer hos en person, når dette herlige budskab bliver til tro og liv. At det nu er sket igen, at "Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte" (Luk 19,10).
I Indre Mission vil vi "lede til Jesus – leve i Ham". Det formål kan vi ikke udføre selv. Midt i vores egen skrøbelighed sætter vi vores lid til forkyndelsen. Derfor må den ske i kærlighed og pege tydeligt på Jesus, så vi møder ham dér. Og så vi indser hele livet igennem: Vi har brug for Jesus!
"Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv" (1 Joh 5,12f).
Læs om de seks kendetegn på indremission.dk/6kendetegn
Artiklen har været bragt i: IMT 2015 nr. 48
