Gud har ikke sat mig på pause fra min tjeneste - indremission.dk
Gud har ikke sat mig på pause fra min tjeneste
Gud har ikke sat mig på pause fra min tjeneste

Inde bag smilet har missionskonsulent Maria Legarth kun sparsomme ressourcer. Det har hun valgt at tale åbent om.

23.02.2022

Gud har ikke sat mig på pause fra min tjeneste

Maria Legarth er langsomt ved at vende tilbage til arbejdet som missionskonsulent. To måneders alvorlig sygdom har givet Maria et nyt syn på livet




Maria Legarth har netop sat sig til rette i sofaen med en kop kaffe, da det ringer på døren. Det er posten, der er kommet med en pakke.

»Jeg har købt et digitalt ur, som er lydløst. Mit nuværende armbåndsur tikker, og det generer mig. Lige nu er jeg meget sensitiv overfor lyde,« fortæller Maria, der er missionskonsulent i Indre Mission Region Øst og bor i Hillerød. Hun er langsomt ved at vende tilbage til arbejdet efter et alvorligt sygdomsforløb.

Selv om det er først på formiddagen, indrømmer Maria, at hun er lidt træt, men hun vil gerne give et indblik i sin oplevelse af, som hun kalder det, at blive slået hjem i Ludo og skulle starte forfra igen.

Det hele begyndte dagen efter Maria og Brians sølvbryllup i august 2021. Hun blev indlagt akut med feber og blodforgiftning, og det tog alle hendes kræfter. Hun kom på penicillin, men måtte på sygehuset igen i september. Efter nogle dage blev hun udskrevet.

»Fysisk skulle jeg starte forfra med små skridt ad gangen, og jeg var afhængig af andres hjælp. For eksempel kunne jeg næsten ikke skænke min egen mad op,« siger Maria, der i mange år har været flittig i fitnesscentret.

»I begyndelsen kunne jeg kun træne i ti minutter, så havde jeg ikke flere kræfter. Men jeg er mega stædig, så jeg fortsatte og er i dag fysisk ret rask.«

Hjernetrætheden er det værste

Det er på det mentale område, at Maria har det svært. Hendes læge mener, at hun lider af hjernetræthed. Maria beskriver det sådan, at hun ikke kan overskue ting, hun har svært ved at samle tankerne, og hun bliver hurtig meget træt, så selv små opgaver føles uoverkommelige og udmattende.

»Da jeg var mest syg, havde jeg det, som om min hjerne var slukket. Så snart jeg kunne, begyndte jeg at gøre det, der er typisk for mig. Jeg vender tingene på hovedet og prøver at se de muligheder, der er i de situationer, jeg befinder mig i. Derfor glædede jeg mig over, da jeg igen havde energi til at rejse mig op og spise,« siger Maria.

Det er en sorg, at jeg ikke kan arbejde, som jeg gerne vil, men det har ikke noget med mit kald at gøre

Mentalt får hun det langsomt bedre. I begyndelsen kunne hun ikke se fjernsyn, og hun kunne heller ikke læse bøger, som ellers er en yndet beskæftigelse. I oktober prøvede hun at cykle for første gang, og i december begyndte hun at lave mad.

»Lige nu kan jeg ikke holde til at se OL i fjernsynet, samtidig med at jeg tjekker min telefon,« fortæller Maria.

I gang med det mere indviklede

Hun gør brug af sine erfaringer med at have en struktureret hverdag og tage én ting ad gangen.

»Det er nødvendigt for mig at have en hverdag med struktur og forudsigelighed, så jeg ved, hvornår jeg er på, og hvornår jeg kan tage en pause. Og så at sige pyt, når der er ting, jeg må lave om, fordi jeg ikke har kræfter til det.«

Maria genoptog arbejdet for et par måneder siden og er nu oppe på 16 timer om ugen.

»I begyndelsen kunne jeg kun arbejde ved computeren i tre kvarter. Først for nylig tog jeg fat på det mere indviklede. For eksempel at skrive en artikel til impuls, lave videoer eller at lede et møde. Indtil nu har jeg aflyst alle fysiske aftaler, men nu prøver jeg, hvor meget jeg kan holde til,« forklarer Maria, der er glad for den ugentlige sparring, hun har med sin regionsleder.

På kanten af livet

Da hun var syg, vidste hun, at der var mange, som bad for hende.

»I situationen tænkte jeg, at det mærkede jeg ikke noget til. Det er først senere, at det er gået op for mig, at forbønnen har skånet mig for at blive psykisk ramt af det, jeg har været igennem,« siger Maria.

Jeg glædede mig over, da jeg igen havde energi til at rejse mig op og spise

»I lang tid var min fitnesstræning min terapi. I begyndelsen kiggede jeg meget på folk, mens de trænede. Det motiverede mig til at komme i form igen. Det var også der, jeg følelsesmæssigt reagerede på det, jeg havde været igennem. Jeg græd meget ved tanken om, hvor syg jeg havde været. De havde levet et helt almindeligt liv i to måneder, mens jeg havde været skubbet helt ud på kanten af livet.

Da jeg havde det dårligst, var jeg ligeglad med at dø. Mødet med kanten har gjort mig mere sårbar, og jeg kan mærke, at jeg ikke længere gider at irritere mig over små ting i livet. Jeg spejder efter de væsentlige ting. Denne nye udgave af mig selv, som jeg er ved at få øje på, kan jeg godt lide. Jeg håber, at jeg kan bruge det i fremtiden i mit møde med mennesker.«

Træt af at være træt

I den seneste tid er Maria begyndt at føle, at hun er proppet ind i en kasse, hvor hendes ben og arme stikker ud.

»Jeg er frustreret over ikke at være rask og at være puttet ned i en kasse, der er alt for lille til mig, og som begrænser mig. Jeg er træt af at være træt hele tiden, men jeg er nødt til at være disciplineret og tage det hele i små skridt, hvor jeg prøver at undgå for mange stimuli og mennesker. Mit mål er, at min hjerne skal blive rask,« understreger hun.

Det er ikke til at se, at Maria inde bag smilet kun har sparsomme ressourcer.

»Nogle gange kan jeg godt føle det som en hæmsko, når jeg har lyst til at være sammen med mennesker, men ikke kan holde til det og må droppe sociale ting. I stedet for at holde mund med det, har jeg besluttet mig for at være åben om det. Det er nemmere for mig selv, og det gør det lettere for andre. For eksempel har jeg lige været til et sølvbryllup, hvor jeg fortalte dem, jeg sad sammen med, at jeg forlod bordet, når jeg havde brug for en pause,« forklarer Maria.

»Når jeg tager med til en fest, så er det noget, jeg prioriterer at gøre. Så ser jeg frisk ud, men der er ingen, som ved, at jeg bagefter ligger i to dage for at komme til kræfter igen.«

Gud har ikke sat mig på pause

Marias sygdomsforløb har ikke påvirket hendes forhold til Gud.

»Det er en sorg, at jeg ikke kan arbejde, som jeg gerne vil, men det har ikke noget med mit kald at gøre. Derfor oplever jeg ikke, at Gud har sat mig på pause fra min tjeneste. Jeg har ikke min identitet i, hvad jeg gør. Gud er med mig, uanset om jeg er syg eller ej. Jeg kan også godt blive brugt af ham, når jeg er syg, uden at jeg ved det,« understreger hun.

»Gud har haft omsorg for mig hele tiden. Den afhænger ikke af mine evner, eller hvad jeg formår. Han var der på sygehuset, selv om jeg ikke oplevede det sådan. Han var der, da jeg var så svag, at jeg ikke kunne læse i Bibelen.«

Når jeg tager med til en fest, så er det noget, som jeg prioriterer. Så ser jeg frisk ud, men der er ingen, som ved, at jeg bagefter ligger i to dage for at komme til kræfter igen

Det stritter i hende, når mennesker siger, at Gud har en mening med det, der sker.

»Vi mistede nogle nære venner ved tsunamien i 2004 i Asien. Dengang mistede jeg troen på at kunne se en mening i ting her på jorden. Det gav overhovedet ikke mening, hvorfor de ikke skulle leve. Hvorfor Guds rige skulle miste dem her på jorden. Der er noget, som er for smerteligt til, at det giver mening for mig,« fastslår Maria.

Jeg føler mig omsluttet

Hun er glad for at tro på en almægtig Gud.

»Jeg behøver ikke at vide det hele, for alt er i min himmelske fars hænder,« siger hun.

Maria har stadig svært ved at læse i Bibelen, for det kræver meget koncentration. Men hun har i et stykke tid ofte været forbi Salme 23.

»Jeg føler mig omsluttet og båret, når jeg læser ordene. Der er et løfte i dem. Det er rart at vide, at jeg kan sidde ved kilden og ligge i de grønne enge. At jeg ikke skal lide nogen nød. Jeg får alt, hvad jeg har brug for,« forklarer Maria.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter