IM’s medarbejdere lærte om stress - indremission.dk
IM’s medarbejdere lærte om stress
IM’s medarbejdere lærte om stress

Medarbejderne i Indre Mission sad parat ved skærmen med kaffe og guf, da årets medarbejderkonference gik i luften den 8. marts.

09.03.2021

IM’s medarbejdere lærte om stress

De seneste to dage har Indre Missions medarbejdere været sammen på medarbejderkonference online.




»I får to minutter til at skrive alle de ord ned, som I forbinder med ordet æble.« Sådan lød den meget enkle opgave, som Indre Missions 150 medarbejdere fik under det første foredrag på årets medarbejderkonference den 8. marts. Bagefter mødtes kursusdeltagerne i små grupper, hvor de skulle finde ud af, hvor mange ord om æblet de havde tilfælles.

Det viste sig, at de fleste grupper kun havde få ord tilfælles. Stresscoach Helle Gottenborg fra Bording brugte den lille æbleopgave til at illustrere, hvor forskelligt vi mennesker løser den samme opgave. Denne forskellighed førte hun over på, hvordan mennesker håndterer den nuværende coronasituation.

Coronaen var også afgørende for, hvordan medarbejderkonferencen blev afviklet i år. Oprindeligt var planen, at den skulle have foregået over flere dage på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming, men på grund af restriktionerne blev konferencen afholdt over nettet.

Foredrag og gruppedrøftelser

Generalsekretær Jens Medom Madsen var den første, som tonede frem på skærmen.

»Dette er ikke en typisk medarbejderkonference, for jeg ville rigtig gerne have budt jer velkommen med et håndtryk i døren, som jeg plejer. Det er første og forhåbentlig sidste gang, at vi må holde konferencen på denne måde,« indledte han og slog fast: »Uanset restriktioner så har vi en fælles sag at stå sammen om.«

Mandag og tirsdag var der hver formiddag tre timers program med foredrag og oplæg, hvor der var indlagt små gruppedrøftelser.

Selv om man mødtes på afstand, var der en meget livlig samtale. Det var tydeligt, at der var et behov for at mødes, selv om man måtte nøjes med at se hinanden på en skærm. 


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter