Livet er ikke så firkantet - indremission.dk
Livet er ikke så firkantet
Livet er ikke så firkantet

Jens Backer Mogensen har i 26 år været præst i Middelfart Kirke.

30.06.2022

Livet er ikke så firkantet

Gud er min far, der er kommet mig i møde i Jesus Kristus, men Gud er også verdens skaber, den hellige, magtfulde og fuldstændig uudgrundelige




Mange kristne vil sige, at de har styr på det andet bud, for det handler jo om, at hvis man bander, så misbruger man Guds navn. Men indholdet af buddet stikker langt dybere, og det har sognepræst Jens Backer Mogensen haft tæt inde på livet. Det har gjort, at han i mange år ikke har kunnet identificere sig med at komme i en missionsbevægelse, men har valgt folkekirken som tilhørssted.

Det kommer frem i en samtale i præstegården i Middelfart, hvor han indledningsvist kort udfolder betydningen af det andet bud.

»Det andet og det ottende bud i de ti bud handler om at tale sandt. Det andet bud har fokus på, at man ikke må sværge falsk. Da mange bandeord er besværgelser, er buddet ofte blevet forstået om det at bande. Vi bruger bandeord til at forstærke noget af det, vi siger, og derved kommer vi, når vi bruger Guds navn på den måde, til at misbruge det. Vi må ikke bruge Guds navn til at sværge letsindigt, for så tager vi den autoritet ind på et forkert grundlag. Hvis vi siger en løgn eller ikke den fulde sandhed, så er det i sidste ende Gud, der vanæres. Gud gøres til en autoritet, som vi står på skuldrene af, når vi forstærker vores udsagn. Derfor ligger det dybt i mig, at man ikke må bruge Guds navn til løgn,« forklarer Jens.

Hvis vi siger en løgn eller ikke den fulde sandhed, så er det i sidste ende Gud, der vanæres. Gud gøres til en autoritet, som vi står på skuldrene af, når vi forstærker vores udsagn.

»Personligt har jeg det svært ved at sværge, også hvis jeg blev tvunget til det. Jeg ville være angst for, at jeg krænkede Gud, hvis jeg ikke vidste alt i en sag og tog Gud ind som en indtægt for noget. I sidste ende handler det om, at jeg ikke tror på en lommegud, men på en hellig Gud. Gud er på den ene side min far, der er kommet mig i møde i Jesus Kristus, men Gud er også verdens skaber, den hellige, magtfulde og fuldstændig uudgrundelige.«

Jeg kunne ikke læse det i Bibelen

Jens tænker det andet bud ind i fællesskabet blandt kristne. Her sker det nogle gange, at det, man siger eller gør, bliver gjort til en norm eller et bud fra Gud, som man skal leve op til.

»Jeg er opvokset med en forståelse af kristendommen, hvor der var klare grænser for, hvad der var rigtigt og forkert i livet. Bag det lå der nogle positive tanker, for mine forældre ønskede, at jeg og mine søskende blev kristne mennesker og fik den kristne tro som et grundlag for vores liv. Men der var også nogle ret firkantede grænser for, hvad kristne gjorde og ikke gjorde.

Det var ting, som blev gjort autoritative, som jeg ikke kunne få til at hænge sammen med mit eget liv, for jeg kunne ikke læse det i Bibelen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg måtte noget i en kontekst, men ikke kunne gøre det i en anden. Hjemme måtte vi ikke gå i biografen, men jeg måtte godt hos min mormor i København. Vi måtte ikke spille kort med kortspil, men vi måtte gerne gøre det med æselkort, og sådan var det med mange ting,« fortæller Jens.

Det er en alvorlig anfægtelse for mig, at flere af mine venner og andre i min generation ikke bare mistede det at komme i en missionsbevægelse, men de mistede troen på Gud, fordi han blev bundet op på en kultur.

»Der var gode grunde til, at man skulle holde sig fra kortspil og alkohol, for man kunne spille og drikke sig fra hus og hjem. Men så gjorde man det til en norm i fællesskabet, og så handlede det pludselig også om et menneskes gudsforhold,« fortsætter han.

»Når jeg ser tilbage, skulle man i samtaler og forkyndelse have sagt tingene med ærlighed og gennemsigtighed og turde formulere tvivl om tingene. Det kunne have været lægende for mange.

Det handler jo mere om, hvad man ser af film, end om man må gå i biografen. Det drejer sig ikke om at have et kortspil, men om at vi skal beskytte dem, der spiller pengene op. Det handler ikke om at drikke en øl, men om at tage hånd om dem, der bliver alkoholiseret.«

Diskussionen om den rytmiske musik

Jens voksede op i 1970’erne i et hjem med tilknytning til Luthersk Mission, hvor disse ting fyldte. Det var også i de år, hvor man diskuterede, om det var godt at lytte til rytmisk musik, som var en del af ungdomskulturen.

»På trods af gode intentioner fik nogle sagt det på en ret firkantet måde, at vi unge ikke måtte høre den slags musik, for den kunne lede os væk fra Gud. Den rytmiske musik blev gjort til noget farligt, som vi skulle holde os fra. Det var med til, at jeg følte mig forkert, når jeg hørte musikken. Når jeg ser tilbage, synes jeg, at det er en kæmpe samvittighedskonflikt at lægge ned over et ungt menneske, for man gør noget til synd, som er relativt uskyldigt,« forklarer Jens.

»Musikdiskussionen er et udtryk for, at man kom til at gøre noget autoritativt, som ikke var det. Ubevidst kommer man på den måde til at gøre Guds navn til løgn, for man tager Gud til indtægt for den kultur, man har i fællesskabet.«

Venner mistede troen på Gud

Jens siger flere gange, at det var svært at passe ind i nogle rammer, han ikke forstod. Musikdiskussionen var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

»Som ung besluttede jeg, at jeg ikke kunne se mig selv komme i et kristent fællesskab i Luthersk Mission,« fortæller Jens.

For flere af hans venner fik det endnu mere drastiske konsekvenser.

»Det er en alvorlig anfægtelse for mig, at flere af mine venner og andre i min generation ikke bare mistede det at komme i en missionsbevægelse, men de mistede troen på Gud, fordi han blev bundet op på en kultur. Når man brød med kulturen, så brød man også med troen på Gud.

Heldigvis var Gud som den kærlige og nåderige far så dybt indlejret i mig, at jeg blev bevaret i troen. I dag betragter jeg folkekirken som mit hjem og et livsrum at være i. Her finder jeg en frihed, som jeg har brug for som en reaktion på nogle af de ting, jeg oplevede dengang,« understreger Jens.

Møde andre kristne med åbenhed

Han bliver bekymret, når han hører kristne formulere sig meget firkantet om det kristne liv, for der vil altid være nuancer i tingene.

»Vi har alle brug for at have nogle rammer om vores liv, men mine kasser er ikke nødvendigvis dine kasser, så vi skal ikke bare overføre dem på hinanden. I det øjeblik vi gør kultur til regler, eller ‘sådan gør vi det her hos os’, så kommer man til at nærme sig sekteri, hvor man lukker sig om sin egen kultur og holder op med at lytte til andre kristne, som kan se tingene fra et andet perspektiv,« forklarer Jens.

Jeg vil gerne leve mit liv sandt. Derfor er jeg til en kristendom, hvor man tør formulere sin usikkerhed og sige, at det her emne er noget, jeg arbejder med.

»På baggrund af mine erfaringer med firkantede holdninger er jeg varsom med, hvad jeg står og siger som præst. Det er vigtigt for mig at være lyttende over for andre kristne og møde dem med respekt. Nogle gange har de erkendelser om Gud, jeg ikke har, og som jeg kan blive klogere af.«

Nye perspektiver på kristendommen

Jens har to pejlemærker i livet, som betyder meget for ham, og det er at være sandfærdig og troværdig.

»Jeg vil gerne leve mit liv sandt. Derfor er jeg til en kristendom, hvor man tør formulere sin usikkerhed og sige, at det her emne er noget, jeg arbejder med. Jeg er hele tiden i en samtale med mig selv, andre kristne og de bibelske skrifter om, hvor vejen går. Jeg prøver at spørge undersøgende, om der er sider af kristendommen, som jeg ikke har forstået, som kan give mig et nyt perspektiv på tingene,« siger han.

»Jeg er ét af de mennesker, som gerne vil lade mig bevæge, hvis jeg kan få en ny erkendelse. Jeg har ladet mig inspirere af grundtvigske kristne, af kristne fra den ortodokse kirke, fra den katolske kirke eller fra frikirkemiljøet. Jeg har også læst litteratur om de bibelske skrifter, som åbner dem på en ny måde. Jeg er hele tiden optaget af ikke at lukke døre for det, jeg har gjort til en sandhed. Så vil det lukke sig som et rum omkring mig, og jeg mister nogle aspekter af, hvem Gud er.«

Jeg har ikke den fulde sandhed

»For mig handler det om ikke at tro, at jeg har den fulde sandhed om Gud. Det at være et kristent menneske er at søge efter sandheden og forsøge at blive klogere i min erkendelse af Gud, for det giver mig et rigere og større billede af ham. Det er en måde at ære Guds navn,« forklarer Jens og fremhæver vigtigheden af at være troværdig.

»Jesus taler meget om sandhed og løgn, så det er en væsentlig problemstilling for kristne, at vi er til at stole på. Det falder tilbage på Gud, hvis vi ikke er det. Vi bliver et dårligt vidnesbyrd om det, vi tror på, hvis vi er uærlige eller upålidelige. Derfor vil jeg gerne være et ærligt og troværdigt menneske.«

DET ANDET BUD

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
2 Mos 20,7

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn Hvad vil det sige? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke forbander, besværger, øver troldom, lyver og bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, priser og takker.
Fra Luthers Lille Katekismus


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter