Ny skolerøst i Indre Missions Hovedbestyrelse - indremission.dk
Ny skolerøst i Indre Missions Hovedbestyrelse
Ny skolerøst i Indre Missions Hovedbestyrelse

Tonny Dall Sørensen er forstander på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming.

05.06.2021

Ny skolerøst i Indre Missions Hovedbestyrelse

Forstander Tonny Dall Sørensen er nyt medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse fra 1. august 2021.




Tonny Dall Sørensen, der er forstander på Sydvestjyllands Efterskole, bliver nyt medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse i stedet for Erik Back Pedersen.

»Jeg vil gerne være en del af ledelsen og være med til at præge Indre Mission,« siger Tonny Dall Sørensen, der er 45 år og tidligere landsleder i IMU.

Han har været i efterskoleverdenen i syv år. Først var han på Sommersted Efterskole, der nu er lukket. De sidste to år har han været forstander på Sydvestjyllands Efterskole.

»Det er vigtigt, at skolerne, som knytter til ved Indre Mission, har en røst i hovedbestyrelsen. Det signalerer, at vi er en del af bevægelsen og arbejder med på det samme mål,« forklarer efterskoleforstanderen. Efterskoler bygger bro Han peger blandt andet på efterskolernes vigtige rolle.

»På efterskolerne bygger vi bro mellem det lokale teenarbejde og IMU. Vi bidrager til, at troen får liv for teenagerne. På efterskolen får de trosoplæring, de får styrket indsigten i deres eget liv og i Bibelen. Det bærer de med ud i IMU-fællesskaber, hvor mange efterfølgende bliver ledere,« siger Tonny Dall Sørensen.

»Efterskolerne kan også være med til at invitere teenagere med ind i det kristne fællesskab og på sigt IMU. Vi er et sted, hvor meningerne brydes, og hvor der snakkes tro.«

Efterskoleforstanderen fremhæver værdien af at være tilknyttet Indre Mission.

»Jeg ser det som en kæmpegevinst for efterskolerne, at der er arrangementer som Event, Å-festival og Mørkholt Teen Camp, MTC. Vi kan få besøg af SnakTroteamet på efterskolerne, og vores volontører kan komme på kursus i Indre Mission,« fortæller Tonny Dall Sørensen, der er gift med Heidi og har tre børn.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter