Søndagsskolerne opsiger medarbejdere - indremission.dk
Søndagsskolerne opsiger medarbejdere
Søndagsskolerne opsiger medarbejdere

17.06.2021

Søndagsskolerne opsiger medarbejdere

Økonomien i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler er så presset, at man må tage afsked med to medarbejdere.




Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) står i en uholdbar økonomisk situation. Det betyder, at medarbejdere må opsiges. Den beslutning har landsudvalget i DFS måtte træffe på et møde den 11. juni.

"Efter over et år med Corona, er det tydeligt, at DFS står i en økonomisk uholdbar situation," forklarer formanden, Michael Thomsen.

"Hvis vi ikke griber ind nu, vil DFS om et par år stå med en negativ egenkapital. Derfor har landsudvalget besluttet, at en hård økonomisk opbremsning er nødvendig. Det betyder desværre opsigelse af nogle meget vellidte og trofaste medarbejdere samt en strukturel tilpasning af organisationen ud fra en samlet vurdering."

Det er besluttet at opsige konsulenterne Lissen Margård Bendix Jensen fra Hinnerup lidt uden for Aarhus og Jonna Kirstine Iversen fra Bækmarksbro ved Lemvig. De fratræder med udgangen af dette år.

"Der skal lyde en stor tak til dem for deres tjeneste i i DFS," understreger formanden.

"Landsudvalget og alle ansatte i DFS er personligt berørte af situationen, og det har på alle måder været en trist og svær beslutning."

Omkostninger til løn er den største udgift i DFS som organisation, men hvert område i økonomien er grundigt gennemgået for at finde besparelser. Det gælder både i forhold til landskontoret og landsarbejdet og for aktiviteterne ude i landet.

"Målet er, at vi hurtigst muligt får en økonomi i balance, så vi sikrer DFS’ arbejde med at give det største til de mindste. For at få økonomien i balance har DFS fortsat stort behov for gaver og meget gerne en fastgiveraftale for at sikre en stabil økonomisk fremtid," siger Michael Thomsen.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter