Kunstner Helle Viftrup brænder for at inspirere kristne til at udforske nye mødesteder med Gud. For ligesom mennesker er vidt forskellige, findes der også vidt forskellige yndlingsmødesteder, hvor man på en særlig måde oplever Guds nærvær.
»Jeg tror, man kan mødes med Gud alle steder. Gud har skabt os forskelligt. Han har skabt os med forskellige passioner, interesser og ting, der ligger naturligt for os,« fortæller Helle.
»Hvis jeg som forælder ønsker et tæt møde med mit barn, arrangerer jeg det et sted, hvor jeg ved, at mit barn kan lide at være, og ikke et sted, hun hader. Jeg ville tænke i, hvad hendes interesser er, og hvad hun kan lide, for jeg tror, at et sådant sted giver en åbenhed for samtale og nærvær. Sådan tror jeg også, vores far, Gud, tænker om mødesteder. Han tænker: Hvor kan jeg møde mit barn, så det føler sig godt tilpas og er tryg og dermed vil åbne sig for mig og mit nærvær?« siger Helle.
Gud har lagt passionen i os
Helle understreger, at der er en uendelighed af mødesteder, og hvis man har lyst til at udforske, hvilke yndlingsmødesteder man selv har, er der nogle overvejelser, man kan gøre sig.
»Prøv at overveje, hvad du holder rigtig meget af at lave. Har du et talent, en interesse eller en passion? Nogle bliver lidt forskrækkede, når jeg siger passion, men med passion tænker jeg de steder, hvor vi virkelig bliver opslugt af noget og er enormt meget til stede,« siger Helle og opfordrer til, at man netop inviterer Gud med ind i det, man er allermest interesseret i.
Jeg har selv brugt meget tid på at føle mig åndeligt forkert, fordi jeg ikke passede ind i den måde, man arrangerede møder på
Hun har nemlig oplevet, både hos sig selv og andre, hvordan for eksempel musik, kunst, poesi, natur, stilhed, fællesskab eller diakoni kan være med til at give et guddommeligt, opløftende eller opmuntrende møde.
»Måske har man ikke selv overvejet, at en bestemt interesse kunne være et mødested med Gud, men man har måske alligevel en oplevelse af, at det styrker én åndeligt at beskæftige sig med det. Der vil jeg opfordre til, at man i højere grad inddrager det åndelige perspektiv i interessen og dermed inviterer Gud med ind i det her mødested. Så vil man erfare, at Gud netop er i det. For jeg tror, at Gud har givet os vores passioner, fordi de netop er en side af ham. Vi er skabt, så vi ligner ham. Vores interesser er alle sammen små glimt af Gud. Så selvfølgelig vil Gud også være nærværende i vores passioner, for det er jo også hans passioner,« slår Helle fast.
Vi mangler diversitet
Helle indrømmer, at hun altid har haft det svært med at skulle sidde stille og lytte til en tale, og det med at holde andagt hver dag er også noget, hun har kæmpet med at få til at fungere. Faktisk kom coronanedlukningen på nogle punkter lidt som en lettelse for hende, for nu behøvede hun ikke have dårlig samvittighed over ikke at komme til møde i missionshuset eller til gudstjeneste. Til gengæld fik hun ro og tid til at overveje, hvordan hun ellers kunne møde Gud.
»Nogle mennesker får rigtig meget ud at lytte, og det er jo dejligt. Men hvis man synes, det er svært at sidde stille og lytte, uden at man selv kan komme til at sige noget, så kan det nemt blive en kamp at finde sig til rette i de samværsformer, vi har gjort til normen i de kristne fællesskaber. Vi har fået lavet en relativt ensartet mødekultur i både kirke og missionshus. Vi mangler noget diversitet, for hvor skal mennesker, der møder og erfarer verden igennem kroppen, være henne?«
Jeg tror, vi skal lære at anerkende og acceptere, at de forskellige mødesteder er lige værdifulde, for jeg føler, at vi ofte har en værdiladning af, hvilke mødesteder der er bedst
Helle bemærker, hvordan ord har meget stor vægt i vores kristne fællesskaber, og selvom ord er meget vigtige, skal de bredes mere ud.
»Jeg synes, at vi en gang imellem får taget det konkrete væk i Indre Mission. Blandt andet fordi vi ikke har nogen stærk diakonal tradition. Altså vi er ikke sammen for at gøre noget. Vi er sammen for at lytte og, hvis jeg skal være lidt grov, for at bevare os selv,« siger Helle.
»For mig er det et spørgsmål om, hvordan vi skaber plads til flere i vores fællesskaber. Glemmer vi nogen, ved at deres yndlingsmødested ikke bliver værdsat eller set? Vi er helt uhyggeligt ens i missionshusene. Store dele af befolkningen kan slet ikke se sig selv derinde. Hvad nu, hvis vi spredte mødestederne eller mødeformerne helt anderledes ud?«
Helle forklarer, at det kan føre til en åndelig kamp for dem, der ikke føler, at de passer ind i den mødeform, der er standarden i de kristne fællesskaber.
»Jeg har selv brugt meget tid på at føle mig åndeligt forkert, fordi jeg ikke passede ind i den måde, man arrangerede møder på. Og det er jo helt latterligt, at der skal være mennesker, der synes, det er svært, fordi vi arrangerer det på så ensartet en måde. Man kommer nemt til at føle, at for at være en god kristen skal man være på en bestemt måde. Derfor er det enormt vigtigt, at vi begynder at arbejde med flere forskellige mødesteder. Og tænk, hvor meget liv og energi vi kunne få med ind i fællesskabet, hvis vi alle tog vores passioner med.«
Bibelens mødesteder
Helle har brugt lang tid på at undersøge, hvilke mødesteder Bibelen nævner, og hun opdagede, at Gud faktisk bruger en mangfoldighed af steder til at møde mennesker.
»I Bibelen gør folk alt muligt for at møde Gud. De laver symbolske handlinger, de faster, synger, danser, løfter armene; de er helt alene ude i ørkenen, eller de er sammen med rigtig mange mennesker. Og Gud møder folk og viser sig selv på mange forskellige måder. Det er så varieret. Betydelig mere varieret end de mødeprogrammer, jeg har set i mit liv,« siger Helle med et grin.
»Jesus sætter sig meget sjældent ind i et rum med vinduer, der sidder så højt, at man ikke kan kigge ud, og fortæller om livet. Han er næsten altid udenfor. Og dér fortæller han om det, man kan se. Han bruger hyrderne på marken, bonden, der sår korn, og dyrene omkring dem til at forklare, hvordan Gud er. Det er hele tiden helt tæt på livet. Men vi har i dag hevet det væk fra vores almindelige hverdagsliv, og i stedet går vi ind i et rum, der er specielt bygget til det, hvor vi skal sidde ned og lytte, synge lidt, rejse os op og sætte os ned. Og måske drikke kaffe. Men kaffen er altid lidt kort, så man føler næsten aldrig, at man kan gå ordentlig ind i en samtale, for så er det slut, og så skal vi hjem,« siger Helle og understreger, at den traditionelle tale ikke skal afskaffes. Den skal blot krydres med andre mødesteder.
Et nødvendigt grundlag
For Helle er det vigtigt at understrege, at kendskab til Bibelen er et nødvendigt grundlag. Man kan ikke udelukkende erfare Gud i for eksempel naturen eller kunsten, men med de bibelske historier og en grundlæggende viden om, hvem Gud er, kan nye mødesteder bidrage til en større forståelse af, hvem Gud er.
Man kan teste, om det giver én noget ekstra at læse i Bibelen ude i naturen. Eller man kan prøve at give de tanker, man får, når man beder, lidt mere opmærksomhed i stedet for kun at se dem som forstyrrelser. Helle fortæller, at hun selv har god erfaring med at tegne bibelvers, hvor hun bare lader hænderne køre. Nogle gange er der kommet noget frem på papiret, som efterfølgende har sagt hende noget, og hvor hun har følt, at Gud åbenbarede små hemmeligheder, som hun ellers ikke ville se.
Vi er helt uhyggeligt ens i missionshusene. Store dele af befolkningen kan slet ikke se sig selv derinde
»Jeg er glad for, at nogen giver sig tid til at sætte sig virkelig grundigt ind i Bibelen og virkelig nørder det, så de kan formidle det essentielle videre til andre i en light-udgave, for alle kan ikke nørde på den måde. Nogle kan i stedet gå ud og sprede budskabet på en måde, som nørderne ikke kan, eller leve det på en måde, som gør det mere tilgængeligt og synligt for verden. Og begge dele er vigtigt,« understreger hun.
»Jeg tror, vi skal lære at anerkende og acceptere, at de forskellige mødesteder er lige værdifulde, for jeg føler, at vi ofte har en værdiladning af, hvilke mødesteder der er bedst.«
Sundt at udfordre sig selv
Det er et stort ønske for Helle, at man i højere grad giver plads til hinandens mødesteder i de kristne fællesskaber – også i mødeprogrammerne. Man kunne for eksempel planlægge en mødeaften, hvor alle ikke nødvendigvis skal lave det samme. Helle foreslår, at man samlet kan starte ud med en bibeltekst for derefter at sprede sig ud og arbejde med bibelteksten på mange forskellige måder. I det hele taget gælder det om at være nysgerrig på, hvilke mødesteder man selv og andre har, fortæller Helle.
»Hvis man sammen i fællesskabet afprøver nye mødesteder, vil man nok ikke ramme alles yndlingsmødested den pågældende aften. Og det er helt i orden. Det giver nemlig forståelse at udfordre sig selv på mødesteder, der ikke nødvendigvis er ens egne. Nogle gange vil man blive overrasket over, hvor meget man alligevel fik ud af det. Det kan også være, at man fik noget andet ud af det, end man troede. Eller måske får man lov at se, hvor meget det giver andre i fællesskabet.«
