To genbrugsbutikker lukker - indremission.dk
To genbrugsbutikker lukker
To genbrugsbutikker lukker

30.11.2022

To genbrugsbutikker lukker

Lukning af genbrugsbutikkerne i Søndervig og Vejle kan på sigt give nye muligheder for IM-genbrug.




IM-genbrugs butikker i Vejle og i Søndervig ved Ringkøbing lukker. Men det er der gode grunde til, forklarer Jonas Laugesen, der er leder af IM-genbrug.

»Når butikken i Søndervig lukker, så er det, fordi vi fik et tilbud på ejendommen, som vi ikke kunne sige nej til. Vi har fået 8.535.000 kroner for ejendommen, og det er betydeligt mere, end vi normalt ville kunne få for den. Med salget har vi sikret os, hvad der svarer til mange års drift af butikken. Jeg vurderer, at det ikke ville være rigtigt at sige nej til at sælge ejendommen til denne pris,« siger Jonas Laugesen.

Han forklarer, at pengene fra salget går til Indre Mission og derfor kan bruges til mission og eventuelt til køb af ejendomme til genbrugsbutikker andre steder i landet.

»Når vi har set os nødsaget til at lukke butikken i Vejle, så er det, fordi omkostningerne til husleje og varme er blevet så høje, at det ikke længere giver mening at drive butikken. Lokalerne bliver opvarmet med naturgas, som er steget meget i pris, og butikslokalerne er dårligt isolerede. Vi ville gerne have flyttet butikken til et andet sted i byen, og vi har gennem længere tid været på udkig efter andre lokaler, men der har indtil videre ikke vist sig en rentabel mulighed,« fortæller genbrugslederen, der gerne vil rette en tak til de frivillige medarbejdere, som har været en del af IM-genbrug i Vejle gennem alle eller nogle af de 33 år.

Nye muligheder

Jonas Laugesen understreger, at IM-genbrug meget gerne vil åbne nye butikker, både i Vejle og andre steder.

»Måske kan det, der er sket, åbne nye muligheder for os. Hvis nogen kender til egnede lokaler i Vejle, må man meget gerne henvende sig til mig. Og hvis man andre steder går med tanker om at åbne en genbrugsbutik, så ring til mig, så kommer jeg gerne og fortæller om mulighederne,« siger Jonas Laugesen.

Butikken i Søndervig er allerede lukket. I butikken på Ibæk Strandvej i Vejle er der ophørsudsalg, og butikken har sidste åbningsdag den 16. december.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter