Vi svigter hvis vi ikke taler om det - indremission.dk
Vi svigter hvis vi ikke taler om det
Vi svigter hvis vi ikke taler om det

Læge Anne Marie Rask frygter for konsekvenserne af WHO’s udmelding om abort og konsekvenserne for sundhedspersonalet

18.05.2022

Vi svigter hvis vi ikke taler om det

WHO anbefaler nu, at tidsfrister for abort skal afskaffes, og at sundhedspersonalets ret til at nægte at medvirke til abort skal begrænses




»Jeg er bange for konsekvenserne af WHO’s udmelding, som endnu en gang skubber til grænserne. Jeg bliver virkelig tung om hjertet over alle de liv, der ikke bliver til noget og for hele situationen omkring det. Ikke mindst kvinden, der står i en så svær situation, at hun ikke magter at få barnet og derfor bliver sat ud i et valg, som er større, end et menneske burde stå i,« forklarer Anne Marie Rask, der er praktiserende læge i Herning.

Anne Marie tog beslutningen om at sige nej til abort på medicinstudiet i Aarhus.

»Jeg tog den norske præst Børre Knudsens argumenter til mig. Vi bærer Guds billede. I dit medmenneske ser du Gud. At dræbe et ufødt menneske er det samme som at forkynde, at Gud ikke eksisterer. Du afskaffer Gud og fosteret i samme operation,« forklarer lægen.

»Ethvert barn burde være velkomment, og hvis det ikke er velkomment i en familie, så burde det være velkomment i vores samfund. I forhold til andre steder i verden har vi masser af ressourcer til at tage os af børnene. De handicappede børn burde også være velkomne. Hvis der ikke er en familie, som kan tage sig af dem, så er der et samfund, som kan. Jeg kender mange pædagoger, der gerne vil arbejde med handicappede.«

Hun bliver ikke stillet ind til mig

Efter medicinstudiet var Anne Marie igennem speciallægeuddannelsen på forskellige sygehuse, inden hun kunne kalde sig almenpraktiserende læge. Hun havde forskellige ansættelser, indtil hun for 11 år siden købte sig ind i en praksis i Herning.

De fleste praktiserende læger møder regelmæssigt abortspørgsmålet, når gravide kvinder henvender sig og siger, at de ønsker en abort, eller at de overvejer at få en. Men ikke Anne Marie.

»Jeg vil gerne have god samvittighed, når jeg kører hjem fra arbejde. Derfor vil jeg ikke medvirke til, at kvinden får en abort, og mine kolleger respekterer min beslutning. Det fylder ret lidt i hverdagen, så det er ikke den store arbejdsbyrde, jeg skubber over på dem. Min beslutning betyder, at når en kvinde ringer og vil have en abort, så bliver hun ikke stillet ind til mig, fordi jeg alligevel ikke vil henvise hende,« fortæller Anne Marie.

Hos andre læger varer konsultationen typisk et kvarter, så der er ikke meget tid til en samtale, inden kvinden bliver henvist til et sygehus.

»Lægen forklarer, hvad en abort er, og jeg tror også, at der er nogle læger, som snakker lidt med kvinden om hendes bevæggrunde for abort. På sygehuset er der heller ikke meget snak, inden hun får foretaget indgrebet. Lægen vil ikke gøre kvinden ked af det eller røre ved hendes beslutning,« forklarer Anne Marie.

En mindre forjaget beslutning

»Jeg kunne ønske, at vi havde et program, som bestod af mindst to konsultationer. Der skulle være tid til, at kvinden fortalte om sin livssituation, og at hun tog sin kæreste med, så de sammen fik tænkt beslutningen godt igennem uden at forhaste sig. Kvinder, der gerne vil have en abort, vil helst have det overstået hurtigst muligt,« forklarer Anne Marie.

»Det er ikke godt, hvis kvinden tager beslutningen uden sin kæreste. Hans retssikkerhed er ikke god.«

Anne Marie inddrager i den sammenhæng verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger om, at der ikke skal være nogen tidsfrist for abort.

»Jeg tænker faktisk, at WHO’s udmelding kan gøre beslutningen om en abort lidt mindre forjaget. Hvis en kvinde eller parret vakler i beslutningen i 12. uge, kan man måske nå at redde nogle børn. Kvinder kan måske bedre overskue at skulle være mor med det overskud, der oftest kommer, når de første 12 uger af graviditeten er overstået, og kvalmen forsvinder.«

Ethvert barn burde være velkommen, og hvis det ikke er velkomment i en familie, så burde det være velkomment i vores samfund

Hun husker et par, som hun mødte, da hun var under uddannelse. Inden de kom til sygehuset, havde de besluttet sig for at få en abort. Men i venteværelset ombestemte de sig.

»Under vores samtale sagde jeg til dem, at det kom de ikke til at fortryde. Ni måneder senere ringede deres jordemoder efter mig, at jeg skulle komme over på fødegangen for at se deres lille barn. Det var en oplevelse, jeg kunne leve højt på længe. Man kan godt rykke på folks beslutning ved at opmuntre dem,« understreger Anne Marie.

»Men de samtaler går jeg glip af nu, fordi jeg har valgt at stå på sidelinjen og ikke tage imod kvinder, der vil have en abort.«

En fortvivlet situation

Anne Marie har en stor medfølelse med de fleste kvinder, der vælger at få en abort.

»Det er synd for dem, der står i nogle fortvivlede livssituationer, og som derfor ikke kan magte at få et barn. Én af de hyppigste grunde til at kvinder over 25 år vælger at få abort, er, at hun allerede har et barn under et år. Hendes familiesituation er allerede udfordrende, så der skal ikke så meget til, for at hun ikke kan overskue et barn mere,« fortæller lægen.

Kvinden kommer næsten altid alene. Det er meget sjældent, at partneren er med. Hvis der er en person med, er det som regel hendes mor.

»Ofte siger kvindens omgivelser, at hun selv må vælge, om hun vil have barnet. Det er godt nok et stort valg at skulle træffe og så helt alene! Jeg synes virkelig, det er barsk at være hende, der skal finde styrke i at beslutte, hvad der er bedst, for det er en stor ting at få et barn. Samfundet giver hende ikke andet end nøgtern information og et valg. Kvinden har frit valg, men der gives ikke opmuntring og vises ikke respekt for det at skulle være mor,« siger Anne Marie.

Frihedsargumentet er absurd

Hun har ikke meget til overs for holdningen, at kvinden skal have frihed til at bestemme over sin egen krop.

»Jeg kan forstå frihedsargumentet, hvis der er tale om voldtægt eller uønskede parforhold, men ellers synes jeg, at det er helt absurd. Når en kvinde er gravid, er hun et hotel for et andet lille menneske. Barnet har sit eget dna, sin egen blodtype og blodforsyning,« fortæller Anne Marie.

Hun fik en påtale af en sygeplejerske, da hun var under turnus.

»Kvinden sagde, at hun var i ottende uge, men det viste sig, at hun var meget tæt på de 12 uger, som var grænsen for abort. Jeg vendte skærmen, så hun kunne se, hvor stort fostret var, og at der var et lille hjerte, der slog. Sygeplejersken sagde bagefter, at det var unfair , at jeg på den måde pålagde kvinden skyld.

Det er helt normalt, at man sørger for, at kvinden, der vil have abort, ikke ser skærmen med billedet af barnet, og man snakker ikke om, at hjertet banker. Det undgår man. Det er pinagtigt; man lader, som om der er et frit valg, men det er ikke et valg mellem to lige goder,« siger lægen.

Man taler ikke om det

Hvis forældre mister et barn under graviditeten, så bliver der snakket om det for at bearbejde sorgen. Men hvis en kvinde har fået en provokeret abort, bliver der ikke talt om det bagefter.

»Det må virkelig være hårdt for kvinden at gå igennem. På alle andre områder, hvor vi har sorg og svære valg inde på livet, bliver der snakket om det. Det er den bedste måde at bearbejde det traumatiske. Men det sker ikke, når der er tale om en provokeret abort. Her tier man stille, for det er så ømtåleligt, og man vil ikke gøre folk kede af det. Når jeg i konsultationen snakker med kvinder i forbindelse med forskellige undersøgelser, er der ingen, som nævner, hvis de har fået en abort. Selv om jeg kan læse i hendes papirer, at hun har fået det,« fortæller Anne Marie.

Ofte siger kvindens omgivelser, at hun selv må vælge, om hun vil have barnet. Det er godt nok et stort valg at skulle træffe og så helt alene

»Jeg tror også, at der sidder kvinder i kirken, som har fået en abort, og som ikke snakker om det. De vil gerne skjule det, for hvis andre opdager det, så vil de sikkert spørge ind til det. Som kristent fællesskab skal vi være opmærksomme på, at vi ikke svigter kvinder, der bliver gravide, og som siger, at de ikke kan magte deres barn. Vi må snakke med dem og drage omsorg for dem. Kampen for sandheden og den diakonale hånd kan sagtens gå hånd i hånd. Hvis kirken holder sin mund, fordi det er synd for kvinden at tale om abort, blåstempler man det at få en abort. Kirken bidrager på den måde til, at kvinder ikke er beskyttet.«

Hjælpe kvinden i en grum verden

Anne Marie har snakket med en del læger om abortspørgsmålet.

»Der er ingen af dem, der synes, at det er det fedeste job. Deres argument for at medvirke til abort er, at verden er grum, og at vi må hjælpe kvinderne. Det er der også læger med et kristent ståsted, der siger. De oplever, at de har et ansvar overfor kvinder, som står i en umulig situation. De mener, at når lovgivningen er, som den er, må de få det bedste ud af det. Jeg kan på en måde godt følge dem, men jeg synes, at de giver køb på for meget. Jeg kunne godt tænke mig at have flere kolleger med min holdning,« siger Anne Marie.

Hun undrer sig over, hvorfor WHO blander sig i abortspørgsmålet, og at de anbefaler, at der ikke skal være nogen tidsfrist overhovedet.

»Etisk set gør det ikke den store forskel for mig, for resultatet er det samme. Men det bliver mere kvalmende tydeligt, hvad det er, man gør, jo større fosteret er. Det bliver en dødfødsel. Så er vi helt ovre i barbari, langt forbi det humane,« siger lægen.

Hun er bekymret for, om sundhedspersonalet også i fremtiden vil have mulighed for at sige nej til at medvirke ved abort af etiske årsager.

»Det er skræmmende, hvis jeg ikke kan sige nej. Så må jeg skifte speciale, hvis jeg vil blive i det offentlige sundhedssystem,« siger Anne Marie.«

 

FAKTA OM ABORT

1. oktober 1973 trådte loven om fri abort i kraft. Abortgrænsen er 12. graviditetsuge, men det er muligt at søge om tilladelse til sen-abort i Abortankenævnet. Faktisk er der ikke nogen øvre grænse for, hvor sent en abort kan foretages i Danmark, men i praksis udføres der ikke aborter efter uge 24.

I 2018 blev der foretaget 14.200 aborter, og antallet er svagt faldende over de seneste 10 år. Særligt blandt de helt unge er antallet faldet markant fra 2008-2018. Kun blandt de 25-30-årige er der sket en stigning i antallet af aborter.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter