Vi vil give Vålse det allerbedste - indremission.dk
Vi vil give Vålse det allerbedste
Vi vil give Vålse det allerbedste

I mere end 45 år har Anne-Lene og Peter sammen stået i en missionstjeneste. De gjorde det som præstepar på Færøerne, som missionærer i Tanzania og nu på Falster.

06.04.2022

Vi vil give Vålse det allerbedste

Peter har skrevet en bog om landsbyen Vålse på Falster og har været rundt med bogen til alle i landsbyen. Det har givet samtaler om tiden og evigheden




På en lille rundtur i Vålse på Falster fortæller Peter O.K. Olofson små historier om de mennesker, der bor i husene. I de sidste seks år har han og ægtefællen Anne-Lene boet i landsbyen, hvor de kender stort set alle og snakker med dem.

Når der flytter nye til byen, så kigger han forbi med et program for den lokale beboerforening, hvor han er kasserer. Med i velkomstpakken er der også en bog, han har skrevet om landsbyens historie tilsat et Guds ord eller to.

»Sammenhæng og fællesskab betyder meget i en lille by som Vålse. Derfor har jeg skrevet om byens historie, for det er med til at give en fælles identitet,« fortæller Peter.

Han har været rundt med bogen til alle i byen, og hvor han blev inviteret ind på kaffe, har det givet gode samtaler om både tiden og evigheden.

»På det medmenneskelige plan har vi et langt bedre liv, når vi kender hinanden og hjælper hinanden. Det er også en forudsætning for en åbenhed til evangeliet,« siger Peter, der er et nysgerrigt menneske, som hurtigt bliver fanget af en god historie.

»Lige meget hvor jeg er, så er det en del af mig straks at banke på hos naboen og grave i historien, der omgiver mig.«

Lige siden ungdomsårene i Nakskov har han brændt for mission. Et kald, som han deler med Anne-Lene. De var optaget af det i studieårene i København, som præstepar på Færøerne, som missionærer i Tanzania og nu på Falster.

Gademission i Nakskov

»Mit hjerte brænder for Lolland og Falster. Da jeg var ung, var der mange missionshuse. De er næsten alle væk. Nu er der brug for nogle, som vil leve her med et kristent vidnesbyrd,« understreger Peter, der kort dykker ned i sin troshistorie, og hvordan han blev tændt for at fortælle mennesker om Jesus.

Han er født i København, men flyttede med familien til Lolland, hvor hans far fik præsteembede.

»Jeg er opvokset i en kristen familie, men i teenageårene vendte jeg det hele ryggen. Jeg ville ikke have noget med Jesus at gøre. Jo mere jeg bandede, jo mere vidste jeg, at jeg generede min familie, så det gjorde jeg. Men Gud standsede mig meget konkret med et budskab om, at jeg gik en forkert vej. Så blev jeg omvendt og dukkede en aften op til ungdomsmøde i KFUM&K,« fortæller Peter.

Lige meget hvor jeg er, så er det en del af mig straks at banke på hos naboen og grave i historien, der omgiver mig

De unge i KFUM&K kom også i missionshuset i Nakskov eller andre missionshuse på Vest-Lolland. De startede også en KFS-gruppe (Kristeligt Forbund for Studerende) på gymnasiet, hvor de holdt andagter og for eksempel sang kristne sange til skolekoncerterne. Peter tog realeksamen og HF på gymnasiet og var efter sin omvendelse iklædt en anorak, hvor der var påsyet »Jesus lever« på ryggen.

»Vi brændte for mission. Om sommeren var vi hver fredag på gademission på gågaden med sang og vidnesbyrd. Om vinteren havde vi en bibelbod på torvet, og vi tog rundt og besøgte folk,« siger han.

Tilliden til Guds ord var afgørende

Som teenager hakkede Peter sukkerroer for lommepengenes skyld, og en kort tid havde han en drøm om at blive landmand. Men teologien vandt.

»Jeg havde et kald til at læse teologi, for jeg ville gerne, at mennesker skulle lære Jesus at kende,« fortæller Peter, der også var inspireret af faderens præstegerning og glæden ved bøger.

Han flyttede til København i 1975, hvor han mødte Anne-Lene, som læste dansk og religion på universitetet. På deres seks måneders bryllupsrejse tomlede de rundt i verden. Han begyndte at læse teologi på universitetet, men fik hurtigt sin gang på Dansk Bibel-Institut, som Anne-Lene havde været med til at starte. 

»Jeg havde brug for et miljø, hvor der blev arbejdet ud fra tillid til Guds ord, for vi blev bombarderet med en helt anden tilgang til Bibelen på universitetet,« siger Peter, der beskriver Kingos Kirke på Nørrebro som deres andet hjem.

Bøger om nyreligiøsitet

Her var de aktive i mission på forskellige områder.

»Allerede da jeg var på gademission på Lolland, blev jeg optaget af trosforsvar. Det kom til at fylde mere på studiet, og i vores hverdag mødte vi mange mennesker fra forskellige religiøse bevægelser. Der kom efterhånden så mange mennesker i vores hjem, som havde brug for vores hjælp, at vi ikke længere kunne have det derhjemme. Sammen med nogle andre tog vi initiativ til oprettelsen af Dialogcentret i København,« fortæller han.

»Det er utroligt vigtigt, at vi står fast på Bibelen som Guds ord, og hvad den siger, når vi møder mennesker med en anden tro. Og så er det afgørende, at vi møder dem med Guds kærlighed.«

I de efterfølgende år underviste parret på mange lejre og i missionshuse om nyreligiøsitet. Peter skrev mange artikler og flere bøger om emnet. Han finder hurtigt nogle af dem blandt de utrolig mange bøger, han har på kontoret på førstesalen af parrets hus. Hele kælderen er også fyldt med bøger, han har samlet.

Peter stod fast

Peter søgte embede som præst i Danmark og på Færøerne. Han blev hurtigt træt af at få de samme spørgsmål om sin holdning til kvindelige præster og vielse af fraskilte.

»Det var utænkeligt for mig at sige ja til noget, som jeg var overbevist om, at Bibelen sagde nej til. Hvis jeg gik på kompromis med det for at få et embede, ville det være det samme som at sige nej til Jesus. Det var totalt utænkeligt, for han var det bedste, der var hændt i mit liv,« forklarer Peter, der fik embede på Færøerne i 1989. Her boede familien de næste 15 år, hvor Anne-Lene arbejdede som gymnasielærer.

På det medmenneskelige plan har vi et langt bedre liv, når vi kender hinanden og hjælper hinanden. Det er også en forudsætning for en åbenhed til evangeliet

Efter 11 år opsagde han sin stilling som præst efter en længere strid med biskoppen. Den handlede blandt andet om, at Peter sagde nej til, at en prædikensamling, der var anbefalet af biskoppen, blev anvendt til degnegudstjenester, fordi den efter Peters vurdering havde en liberalteologisk tilgang.

»I den tid var det menneskeligt tungt, især for min kone,« siger Peter, der var glad for den store opbakning, som de fik fra mange. Nogle af dem gik sammen om at ansætte Peter som præst i en deltidsstilling, hvor han forkyndte og holdt tilkaldegudstjenester. Ved siden af arbejdede han som fisker. På et tidspunkt var han på et tre måneders togt, hvor han holdt gudstjeneste ombord på båden. Det kom der siden en bog ud af.

Missionsbøger på swahili

Efter deres sølvbryllup skiftede parret Færøerne ud med Tanzania, hvor de i tolv år var udsendt af Luthersk Mission i samarbejde med det færøske »Kirkjuligt Missionsfelag« til at være med i opbygningen af et nyt universitet. Her underviste de lokale præster og deres ægtefæller.

»Missionærerne i Afrika hører til i forsyningstropperne, der skal udruste og inspirere de lokale til at fortælle om Jesus,« siger Peter.

Han husker, hvor befriende det var, da han kunne undervise mere frit fra leveren på swahili.

De skrev også flere bøger på swahili, blandt andet med inspiration til mission og børneopdragelse. Ligesom i København og på Færøerne kom der mange i parrets hjem, hvor der blev holdt strikkeklub og kvindeklub, og hvor der var en bogbutik.

»Det var herligt, at der kom så mange for at snakke,« siger Peter, der hjalp sin kone med at gøre noget for de mange gadebørn, der var i området.

Når kirken svigter mennesker

Siden 2016 har parret boet på Falster. Peter er blevet 65 år og arbejder på et bosted. Anne-Lene er pensionist og ramt af slidgigt, så det er Peter, som gør rent. Der er kaffe på kanden, og det benytter naboerne sig af. Ligesom de kigger ind om sommeren, hvor bålet og grillen ofte er tændt i haven.

»Alle, der spiser med, er vant til, at her begynder vi med bordbøn,« fortæller han.

Peter er så småt gået i gang med at planlægge sommermødet i haven, hvor alle i Vålse bliver inviteret.

Det var utænkeligt for mig at sige ja til noget, som jeg var overbevist om, at Bibelen sagde nej til

»De, som bor i byen, er vores medmennesker. Vi holder af dem, som de er, og møder dem der, hvor de er i deres liv. De ved, at vi er kristne, og vi får mange samtaler, hvor vi forsøger at give dem det allerbedste, « fortæller han.

Anne-Lene og Peter kommer i Luthersk Mission i Nykøbing Falster og af og til i Lindeskovkirken.

»Det er af teologiske grunde, at vi ikke kommer i den lokale kirke, og det er et utroligt tab for os,« understreger Peter.

»Jeg bliver trist, når præster i folkekirken siger noget andet end det, der siges i Guds ord. Det er at svigte mennesker. Vi skal klart og tydeligt formidle alt det gode, Gud har givet. Mennesker har brug for at høre Bibelens tale om Guds kærlighed og nåde, frelse og fortabelse, rigtigt og forkert.«

Vi er blevet båret

I mere end 45 år har Anne-Lene og Peter sammen stået i en missionstjeneste, og der har været skønne og svære tider.

»Vi har oplevet, at vi er blevet båret i alt, også når det har været tungt og ubærligt,« forklarer Peter, der står ved en gravsten på kirkegården i Vålse, hvor et forældrepar skrev salmelinjen »Gud skal alting mage«, efter at de havde mistet deres to piger på grund af en spritbilist.

»Det var ubærligt, hvad de forældre oplevede, men de kendte én, der bar dem i det ubærlige«.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter