Vi står på sidelinjen og ser Gud arbejder

Den 1. februar har Egild Kildeholm Jensen været ansat i Indre Mission i 40 år

Egild Kildeholm Jensen har i mange år været optaget af, hvordan man kan formidle evangeliet til mennesker.

Missionær Egild Kildeholm Jensen var knap nok begyndt som missionær i Indre Mission, før han oplevede, at evangeliet skabte vækkelse blandt en gruppe unge på en ungdomslejr.

    »De bad om forbøn, og vi måtte lægge bedemøder ind i dagsprogrammet. Mange begyndte at tro på Jesus,« fortæller Egild Kildeholm Jensen, der begyndte sin tjeneste i Gram. Senere deltog han og andre medarbejdere fra Indre Mission i en konference, der handlede om at lave kirke for kirkefremmede med inspiration fra Willow Creek-menigheden i USA.

    »Jeg blev fornyet i troen og kaldet,« siger missionæren, som derefter var med til at arrangere »Mattæusaftener« i Kolding i 2001. Det var nogle åbne møder, hvor man kunne invitere venner og naboer med. Møderne blev siden beskrevet i en bog som en model for andre fællesskaber.

    I forlængelse af det kom Egild Kildeholm Jensen til at arbejde med kristendomskurser, som han lige nu er godt i gang med i Grenaa på Djursland.

    »Vi står på sidelinjen og ser, hvordan Gud arbejder. Det er stort,« forklarer Egild, der oplever, at forkyndelsen har udgjort en vigtig søjle i tjenesten.

    Missionæren sætter stor pris på bibelcampingarbejdet og husker med glæde tilbage på årene 1980-1994, hvor han var teltmedarbejder.

    Egild Kildeholm Jensens 40-års-jubilæum blev markeret ved en fest i Rønde Missionshus den 31. januar.
 

Egild Kildeholm Jensen er 65 år. Han er gift med Grethe, og de har fire sønner og syv børnebørn. Han stammer fra Vinderslev i Midtjylland. Han var fodermester, inden han blev missionær i 1979. Han har virket som missionær i Gram, Skjern, Kolding, Jyderup og i Rønde i Region Midt.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny musikkonsulent er passioneret lovsangsmusiker
Mads Simonsen er ny medarbejder i Østdanmark og skal inspirere til lovsang i regionen. 
Stor opbakning til nyt familietiltag i missionshuset
I Café Morgenstund Delight mødes forældre og børn til brunch og uformel hygge lørdag formiddag .
Ægtepar vil høre om hverdagslivet
I mange år har ægteskabskurset Godt Begyndt styrket samtalen i parforholdet.

Annoncer