Hovedbestyrelsen tager hul på proces om Indre Missions fremtid

Temaer fra landsledere og arbejdsgrenes årsrapporter fyldte på dagsordenen for hovedbestyrelsens januarmøde, hvor der også blev taget hul på en proces, der skal afklare hvor Indre Mission er om 5 år.

IM’s hovedbestyrelse samlet i Hotel Hebrons gårdhave januar 2023.

I dagene fra torsdag den 26. januar til lørdag den 28. januar var en fuldtallig bestyrelse samlet på Hotel Hebron i København. Foruden selve bestyrelsesmødet var der også tid til socialt samvær, god mad og festligt fællesskab, hvor også ægtefæller og hjemmeboende børn var med. Dette fællesskab gør januarmødet til en særlig god oplevelse for de frivillige bestyrelsesmedlemmer, som hvert år bruger en-to ugers fritid på bestyrelsesarbejdet. I år var ingen undtagelse.

En del af mødet handlede om de mange årsrapporter fra IM’s regioner og arbejdsgrene. Her var udvalgt en række temaer, som fyldte i flere rapporter:

  • Inkluderende mødeformer og kultur i lokale IM-fællesskaber 
  • Det lokale IM er mere end det ugentlige møde 
  • Brobygning mellem generationerne 
  • Samarbejde med præster 
  • Behovet for flere forskellige former for fritidsansættelser
  • IM-genbrug som missionsstationer
  • Bøn om vækkelse og for nye medarbejdere

Bestyrelsen havde denne gang særligt fokus på familiearbejdet og det tværkulturelle arbejde og havde således besøg af de to landsledere, Brian Kallestrup Nielsen og Krista Rosenlund Bellows, som begge fortalte om deres oplevelser, udfordringer og ønsker for fremtiden.

Hvor er IM på vej hen?

En stor del af mødet var afsat til en længere proces omkring IM’s fremtid. Gennem gruppearbejde, gåture og plenumsamlinger satte bestyrelsen fokus på, hvor bevægelsen er på vej hen, og hvad der skal kendetegne IM om fem år. Det blev en konstruktiv og visionær proces, der både handlede om IM’s identitet og profil, foreningsstrukturen, uddannelse af medarbejdere, fremtidens årsmøder og forholdet til folkekirken. Bestyrelsen vedtog at igangsætte en række analyser og initiativer, som skal afdække nye veje for IM.

Har IM et bibelsyn? Der er ikke formuleret andet bibelsyn i IM’s vedtægter end det, der ligger til grund for den evangelisk-lutherske bekendelse. Om det skal præciseres yderligere, bliver drøftet videre ved et senere møde.

Penge og visioner i København

Traditionen tro mødtes bestyrelsen også med repræsentanter for Københavns Indre Mission (KIM), som glædede sig over, at Bethesda nu har betalt det sidste afdrag på gælden fra den seneste store renovering. Dermed er KIM gældfri, og det frigiver midler til tiltrængte forbedringer og har givet en ny optimisme og mod på nye visioner for aktiviteterne ud fra Bethesda, kunne de fortælle.

Bestyrelsen godkendte en klimapolitik for bevægelsen, som kan findes på indremission.dk/dok.

Økonomien på vej mod balance

Bestyrelsen blev orienteret om den økonomiske situation og det forventede resultat for 2022. Meget er gået anderledes end forventet i 2022. Ønsket om en ekstra million til mere mission blev desværre ikke opfyldt, virksomhedernes omkostninger steg uventet meget, og IM’s værdipapirer led et større kurstab. Omvendt fik IM ekstra hjælp fra salget af IM-genbrugs bygning i Søndervig, og det betyder, at resultatet forventes at lande på et underskud tæt på 3 millioner kr. Bestyrelsen kunne også glæde sig over, at Felix Rejser er inde i en god udvikling og kommer ud af 2022 med overskud. Forventningen for 2023 er et regnskab i balance.

Mødet blev det sidste for Søren Isak Nolsøe, som efter 10 år i bestyrelsen stopper med udgangen af januar. Og samtidig måtte bestyrelsen tage til efterretning, at Lene Offersgaard udtræder med udgangen af april måned. Bestyrelsen samles næste gang den 24. april og igen den 9. juni i forbindelse med årsmødet i Vejen. Den 18. september er mødet henlagt til Esbjerg, hvor der også holdes Åbent bestyrelsesmøde om aftenen.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Missionen går nye veje i Thy
En række kirkelige initiativer ruller ind over Thy og Mors med det formål at gøre kirken mere relevant for lokalsamfundet. Dette sker gennem nye…
Konstruktiv dialog mellem Indre Mission og tilknyttede valg- og frimenigheder
Repræsentanter fra Indre Missions ledelse mødtes med udvalgte personer fra tilknyttede valg- og frimenigheder for at styrke relationen. …
Unge viser stor interesse for det nye teologispor
Interessen for teologi har vist sig at være større end forventet. Det kan ses på opbakningen til det nye tiltag på Børkop Højskole. …

Annoncer