Christina skal sikre god kommunikation i IMU

IMUs nye kommunikationskoordinator skal hjælpe med, at IMUs budskaber når ud til en bred målgruppe.

Christina er uddannet cand.mag. og får arbejdsplads både i Aarhus og Fredericia.

35-årige Christina Kjær Flyvholm fra Aarhus er fra 1. april ansat i en nyoprettet stilling som kommunikationskoordinator i IMU. Her får hun det overordnede ansvar for den strategiske kommunikation både internt og eksternt, og samtidig skal hun producere indhold til IMU's hjemmeside og til de sociale medier. Stillingen er tilknyttet IMU i Region Aarhus, hvor Christina Kjær Flyvholm får kontor i Missionshuset Stjernen. Desuden skal hun en til to dage om ugen arbejde fra Indre Missions Hus i Fredericia.

IMU's landsleder Daniel Præstholm ser frem til at få en kommunikationskoordinator med på holdet.

"IMU har verdens bedste budskab og en masse gode arrangementer og materialer, men det nytter ikke meget, hvis ikke det når ud til dem, der skal bruge det. På det punkt kan vi blive meget bedre i IMU, og det har jeg store forventninger til, at Christina kan hjælpe os med i den nye stilling," siger han.

IMU's målgruppe strækker sig fra de 13-14-årige i teenklubberne og op til unge på 25 år, hvoraf nogle både har uddannelse, er gift og har børn. Det er en usædvanlig bred og udfordrende gruppe at skulle kommunikere til og med, erkender Christina Kjær Flyvholm.

"Det er den periode af livet, hvor man udvikler sig allermest på kortest tid, både menneskeligt og trosmæssigt. Derfor skal vi være meget bevidste om, hvordan vi når de enkelte personer og grupper i de forskellige aldersgrupper. Det er en stor og spændende udfordring, som jeg glæder mig meget til," siger hun.

Den nye kommunikationskoordinator er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur. Hun har tidligere undervist i dansk som fremmedsprog for Dansk Flygtningehjælp, arbejdet som journalist på impuls og ungdomsmagasinet GEIST og som markedsførings- og sekretariatskoordinator i missionsselskabet Promissio.

"Jeg håber at kunne bruge mange af de erfaringer og det store netværk, jeg har fået gennem mine tidligere ansættelser," forklarer hun.

Christina Kjær Flyvholm er gift med Peter og bor i Aarhus.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny musikkonsulent er passioneret lovsangsmusiker
Mads Simonsen er ny medarbejder i Østdanmark og skal inspirere til lovsang i regionen. 
Stor opbakning til nyt familietiltag i missionshuset
I Café Morgenstund Delight mødes forældre og børn til brunch og uformel hygge lørdag formiddag .
Ægtepar vil høre om hverdagslivet
I mange år har ægteskabskurset Godt Begyndt styrket samtalen i parforholdet.

Annoncer