De fleste danskere i dag regner vist med, at denne verden er uden begyndelse og uden ende. Meget kan forandres, men selve verden vil bestå. Som kristne tror vi noget ganske andet. Vi tror, at denne verden har en forkant: Den er blevet til på et tidspunkt og før det tidspunkt fandtes verden ikke. Vi tror også, at den har en bagkant: der kommer en dag, hvor denne verden ophører med at eksisterer. Hvilken betydning har denne tro for vores liv her og nu? – det er temaet for de to undervisningsaftener.
Tryghed og taknemmelighed
Tryghed. Der er en højere magt (og det er en god magt) der har styr på det hele, selv om det kan se meget usandsynligt ud. Al lidelse og al uretfærdighed får en ende. Retfærdigheden vinder til sidst. Vi kan naturligvis også frygte de voldsomme ting, der truer vores verden i den form, vi nu kender den (klima, forurening, atomkrig, nedslag af en gigantisk meteor osv…) – men vi ved, at vores verden ikke er det endelige. Vi ved, at det hele ender godt til sidst! Ved et guddommeligt indgreb! Derfor behøver vi ikke satse alt på at ”frelse” verden gennem teknologiske mirakler eller politiske nyskabelser.
Taknemmelighed. Samtidig siger det kristne verdensbillede også, at da denne verden er en given ting (ikke noget upersonligt, der bare altid har været og vil være) – så har vi en Giver, vi kan give vores taknemmelighed og glæde til! Vi må se denne verden som en gave fra én, der elsker os!
Travlhed og tålmodighed
Travlhed. At verden en dag går under og erstattes af en langt bedre verden, betyder ikke, at vi så bare skal lade den sejle sin egen sø. Vi mennesker er helt afhængige af den udgave af verden, vi lever i. Næstekærlighed betyder også en kærlighed, der har travlt med at gøre denne verden så god som mulig at leve i for de mennesker, vi hver især har ansvar for. Og som kristne er vi også travlt optaget af at give så mange mennesker som muligt Guds tilbud om at få del i den kommende verdens glæder!
Tålmodighed. Samtidig kan vi tillade os at have tålmodighed i forhold til både medmennesker og de vilkår, verden byder os personligt. Når vi tror, at vi har en fuldkommen evighed foran os, har vi også ”råd” til at være tålmodige og overbærende og tilgivende. Vi behøver ikke personligt opnå så meget godt, som det overhovedet er muligt at skrabe sammen i denne verden. Vi ved, at vi får så rigeligt af det alt sammen senere. Den kærlighed og mildhed og sagtmodighed, Jesus taler om, er netop forventet hos dem, der ”skal arve jorden”: skal få en helt ny og bedre verden.
