Fællesskabet er livsvigtigt - indremission.dk
Fællesskabet er livsvigtigt

14.05.2020

Fællesskabet er livsvigtigt

Vi vænner os overraskende hurtigt til at undvære det kristne fællesskab




Der er stort fokus på fællesskabets betydning i disse coronatider. Der tales meget om det. Som regel tales der om, at vi savner det. Vi savner at kunne besøge vores gamle uden at være bange for at blive årsag til smitte. Vi savner at kunne være frit sammen med vores familie, børn og venner, uden hele tiden at passe på ikke at blive for mange og være påpasselige med afstand og ekstra håndhygiejne.

En del taler også om, at de længes efter at kunne være sammen i kirke og missionshus igen. Online-møder og gudstjenester på nettet er godt, men det er kun det næstbedste. En midlertidig erstatning for det bedste.

En lille uro

Når vi taler om at længes efter at være sammen igen, drømmer jeg om, at vi kommer til at se større trofasthed ved gudstjenester og møder i missionshuset, når vi er på den anden side. Coronatiden har åbnet vores øjne for, at det er noget værdifuldt at være sammen om at høre Guds ord, lovsynge, bede, dele vidnesbyrd og modtage nadveren. Jeg håber, at det er det, vi kommer til at se.

Men samtidig nager en lille uro. Jeg mærker en anden tendens hos mig selv og hos andre. Vi vænner os overraskende hurtigt til at undvære det kristne fællesskab i praksis. Det tror jeg, at mange kristne kan genkende. Det er vel også grunden til, at mange gennem tiden er gledet ud af fællesskabet uden egentlig at have besluttet det. Det gik så hurtigt med at vænne sig til en dagligdag og ugerytme uden gudstjeneste og møde.

Lemmer på et legeme

Det giver mig anledning til at minde om, at det har stor åndelig betydning for os at være en fast del af et kristent fællesskab, hvor jeg kan tage åndelig føde til mig. Vi er lemmer på et legeme. Vi har brug for at støtte og opmuntre hinanden i troen med vidnesbyrd, samvær og samtale. Det er afgørende for, at troen på Jesus som frelser kan styrkes og bevares.

Lad os allerede nu beslutte, at når der forhåbentlig snart åbnes for, at vi igen kan samles fysisk, så vil vi blive en fast og trofast del af det kristne fællesskab, og med glæde tage imod den velsignelse, Gud vil give os gennem hinanden.



Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter