Jeg får stress - indremission.dk
Jeg får stress
24.03.2017

Jeg får stress

Unge har brug for at høre, at de er elskede, uafhængigt af deres præstationer




Da jeg arbejdede som lærer på en efterskole, kunne man ind imellem høre noget i retningen af ”jeg får stress” når eleverne fik en aflevering for eller blev ekstra udfordret. De oplevede det helt sikkert også som en belastning. Men stress var det ikke.

Præstationskulturen

Center for ungdomsstudier har netop udgivet undersøgelsen ”Ung i en præstationskultur”. Undersøgelsen peger på, at eleverne i 7.-9. klasse faktuelt har fået mindre fritid og oplever sig mere presset. 14,3% af pigerne giver udtryk for, at de føler sig stresset næsten hver dag. Det er en stigning på 66% i forhold til en lignende undersøgelse i 2010. En lignende medicinsk undersøgelse blandt gymnasieelever hævder, at stressniveauet i deres kroppe ville være nok til, at de fleste voksne på arbejdsmarkedet ville blive sygemeldt.
Unge i 2017 er altså presset. De er pressede fra skolen, fra samfundet og fra hinanden, og så oplever de også hvad jeg vælger at kalde ”diffust pres”. Pres for at være på, se godt ud, have styr på alt osv. De oplever ikke længere kun presset fra vennerne omkring sig, men fra hele vores globaliserede verden.

Du er elsket

Her har evangeliet et budskab, som de har brug for at høre og mærke: Du er elsket uafhængigt af dine præstationer. Men kan de høre det? Eller er de blevet fanget i præstationsræsets dødsspiral? Jeg tror, evangeliet har kraft til at bryde igennem den spiral.

Undersøgelsen peger også på, at de unge har brug for voksne, der tør stille dem reflekterende spørgsmål. Spørgsmål som: Hvordan har du det? Hvorfor handler, tænker, reagerer, ”liker” du, som du gør? Nogle der vil vise dem, at de er elsket, også selvom de står af præstationsræset.

Så vær den voksne i nogle unge menneskers liv, stil de spørgsmål, de trænger til at få. Så de kan høre evangeliet, om at de er elsket, som dem de er.

Tonny Dall Sørensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 12.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter