Mød op, stil op og stem - indremission.dk
Mød op, stil op og stem

03.09.2020

Mød op, stil op og stem

Jeg håber, at den nye valgform til menighedsrådene kalder en ny ansvarsfølelse og et nyt engagement frem til gavn for kirkens liv og vækst




Som noget nyt skal valg til menighedsråd i år ske ved såkaldte valgforsamlinger. Det kommer til at foregå tirsdag aften d. 15. september.

Kort fortalt indebærer det, at man den aften møder op og drøfter sognekirkens og menighedsrådets arbejde, hvorefter de interesserede kan stille op som kandidater til det nye menighedsråd. Derefter stemmes der skriftligt på de opstillede. Det er altså planen, at valgforsamlingen sammensætter det nye menighedsråd den aften, ligesom man vælger en bestyrelse ved en generalforsamling. Forskellen er, at her er alle i menighedsrådet på valg på én gang.

God fornyelse

Personligt tror jeg, at det er en god fornyelse. Jeg tror, det kan være gavnligt, at menighedsråd fremover ikke sammensættes af lister eller partier. Og jeg håber, at den nye valgform kalder en ny ansvarsfølelse og et nyt engagement frem til gavn for kirkens liv og vækst. Men samtidig er jeg ærlig talt også lidt spændt på, hvordan den nye valgform vil falde ud. Hvis ingen eller kun få møder forberedte frem til denne aften, kan resultatet måske blive lidt tilfældigt eller vilkårligt.

I Indre Mission har vi et brændende ønske om, at kirkens budskab, evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser, må nå ud til så mange som muligt. Og vi ønsker også at holde vores folkekirke fast på den mission. Derfor håber jeg, at Indre Missions venner i alle sogne vil prioritere det højt at deltage i valgforsamlingen.

Mange steder vil det være naturligt, at man i det lokale IM-fællesskab drøfter, hvem der vil lade sig opstille som kandidater og gerne opmuntrer egnede kandidater. På den måde kan vi være med til at skabe gode rammer for evangeliet og tage et konkret medansvar for den lokale menighed.

To valgforløb

Vær opmærksom på, at der er to valgforløb denne aften. Først stiller kandidater til menighedsrådet op, og der stemmes. Dernæst kan man stille op som stedfortræder, og der stemmes på ny.

Da al erfaring siger, at det er sandsynligt, at flere af stedfortræderne kommer ind i rådet i løbet af den fireårige valgperiode, er dette sidste valg også væsentligt at være forberedt på.

Mød op d. 15. september og tag medansvar for din lokale kirke.


Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter