Upcycling for evangeliets skyld - indremission.dk
Upcycling for evangeliets skyld
20.05.2016

Upcycling for evangeliets skyld

Vi skal være kreative for evangeliets skyld uden at gå på kompromis med dets indhold




Ude på min terrasse står en ny bænk, jeg har lavet ud af gamle paller. Egentlig skulle de bare have været smidt ud, men jeg fik lyst til at bruge dem til noget helt andet. Ja faktisk skulle de have været brændt, men nu tjener de et helt andet formål.

    Da jeg arbejdede med bænken, blev det for mig et helt lille billede på evangeliet – en lignelse om man vil. Lidt som den lignelse, Jesus fortalte om købmanden, der fandt en særlig kostbar perle og gav alt for at få den. Sådan fandt jeg også disse paller og har nu forvandlet dem til noget helt andet og for mig mere kostbart.

Gammelt får nyt liv

Det med at forvandle noget gammelt til noget nyt og andet er meget moderne og kaldes upcycling. Det er ikke bare recycling, altså genbrug. Men noget gammelt, der får nyt liv og bliver til noget helt andet, noget nyt. Som paller der bliver til en bænk, syltetøjsglas der bliver til en lampeskærm, gamle døre der bliver til et bord osv. Upcycling er ikke kun godt for miljøet, det værner om noget af det gamle, og ikke mindst fremmer det kreativiteten.

Nye udtryksformer

Som kristne tror jeg ofte, vi bliver lidt ideforladte og alt for gode til at genbruge, når det handler om mission. Vi tager det, der virkede engang, som f.eks. missionsuger, og så prøver vi igen, ofte med et ringe udbytte.

    Jeg siger ikke, at jeg ikke tror på, det kan virke. Men jeg er overbevist om, at vi hele tiden har brug for at upcycle vores måder at møde mennesker med evangeliet. Vi skal lytte til vores samfund og samtid, så vi taler et sprog, der kan forstås, og bruger billeder, mennesker kan relatere til.

    Vi skal være kreative for evangeliets skyld uden at gå på kompromis med dets indhold. Vi skal give det gamle budskab nye udtryksformer, og måske endda nye mødeformer.

    Slip kreativiteten løs – for evangeliets skyld!

Tonny Dall Sørensen
Landsleder i Indre Missions Ungdom

Indlægget har været bragt som leder i Indre Missions Tidende nr. 20.

Se tidligere blogindlæg på indremission.dk/blog



Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter