Daniel Præstholm

Tidligere landsleder i IMU


Fokusområder

Indre Missions Ungdom

Fokusområder

Forkyndelse, familie og gudstjenesten

Lidt om mig selv

Jeg er gift med Anja, og vi har 5 børn spredt over 15 år. Vi bor i Grindsted. Jeg er født og opvokset i Bække nær Vejen, hvor jeg også har gået på gymnasiet efter at have været på Sommersted Ungdomsskole i to år. Som ansat i Region Syd er det altså lidt som at komme hjem.

Jeg er uddannet teolog fra Aarhus Universitet, og i februar 2019 blev jeg ordineret som præst i folkekirken og IMU i Haderslev Domkirke. Fra 2013-2023 var jeg ansat i IMU som henholdsvis ungdoms- og undervisningskonsulent og til slut som landsleder, og i de ti år blev jeg især opmærksom på, hvor vigtigt det relationelle er i forhold til den kristne tro. Det er blandt andet en af grundene bag, at jeg nu har særligt fokus på fællesskaber og familier.

I min fritid nyder jeg at være sammen med familie og venner, se film, spille spil, læse bøger, spille musik, bygge med LEGO og være kreativ på forskellige måder.

Jeg kan tilbyde

  • Gudstjenester
    Jeg holder meget gerne gudstjenester på lejre, stævner, til en familiedag, eller hvor det ellers giver mening. Det er min klare overbevisning, at gudstjenesten kan samle os på tværs af alder, og at gudstjeneste er noget vi "fejrer", dvs. der er tale om en fest, hvor alle må være med og kan deltage aktivt. Kontakt mig gerne, hvis I går med tanker om at holde en gudstjeneste. Måske kan I bruge mig?
  • Forkyndelse og undervisning

Jeg vil gerne tale hos jer, og I må meget gerne spørge mig til at komme til fællesmøder, familieaftener eller andet. Mit fokus vil ofte i udgangspunktet være fællesskabsrelateret eller have gudstjenesten i fokus, men I må også altid spørge mig til et specifik emne. Se evt. emnekataloget nedenfor.

  • Inspiration og sparring

Mit fokus på fællesskabet og hele familien gør, at jeg har en særlig brand for, hvordan vi skaber fællesskaber, hvor der er plads til alle aldre, og det vil jeg rigtig gerne komme og sparre med jer ledere om. Har I brug for en second opinion i bestyrelsen, så ring eller inviter mig med til et møde.

  • Sjælesorg og teologisk vejledning

Har du brug for en samtale med en fortrolig, så ring eller skriv til mig. Det gælder i alle forhold, men især, hvis der er noget ved den kristne tro, som du har svært ved at forstå, eller som anfægter dig. Jeg vil ikke love, at jeg kan give dig et fyldestgørende svar, men jeg vil love, at jeg vil lytte, så godt jeg kan. Som præst er jeg selvfølgelig underlagt den skærpede tavshedspligt.

Emnekatalog

Herunder er 10 forskellige eksempler på emner, som jeg har talt om:

  • Hvad tror vi på?
  • Gud bruger mennesker (Elias)
  • Min plads i fællesskabet
  • Brobygning i fællesskaberne
  • Byg et alter for Herren
  • Paulus, thessalonikerne og det levende håb
  • Taknemmelighed som drivkraft
  • Nøglen til fællesskab med Jesus
  • Jesus på korset. Hvordan blev det en sejr?
  • Byg og voks – kristent arbejdsfællesskab

 

Jeg vil også gerne holde bibeltimer, hvor vi sammen læser og gennemgår tekster i Bibelen. Jeg er særligt på hjemmebane i Paulus' skrifter, men vil også være frisk på at dykke ned i andre tekster i Bibelen.