Sprint Aagaard Korsholm

Undervisningskonsulent

Korskærvej 25
7000  Fredericia
23 96 06 58
sprint.k@indremission.dk


Fokusområder

Undervisning

­Lidt om mig selv

Jeg er undervisningskonsulent i Indre Mission på landsplan og har kontor på Indre Missions Hus i Fredericia. Privat bor jeg i Børkop sammen med min kone, Hanne. Vi er glade for (nu i over 30 år) at komme i Børkop IM. Jeg er også glad for at være ulønnet hjælpepræst i IM-frimenigheden Broen, der holder gudstjenester i Vejle missionshus.

Jeg er teolog med videreuddannelse inden for sjælesorg, trosforsvar, etik og nådegaver. I fritiden er mine hovedafslapningsområder foto, naturen og film/tegneserier ... og vore børnebørn :-).

Region Syd har lavet en lille præsentationsvideoen med Sprint: Se her


Jeg kan tilbyde

Alle mine undervisningsmøder:
Der bruges powerpoint og uddeles kopiark. Endvidere vil tilhørerne blive inddraget på en eller anden måde. Alt sammen i aftale med mødelederen.
Afregning: efter mødet sendes en faktura på kørsel samt honorar til IM. Honorarets størrelse og andre praktiske forhold aftales med det enkelte sted.

  • Guds folk bliver formet. Dette sker bl.a. gennem Moses og Aron. En gennemgang af den del af Guds frelses-plan, der tog form, da han kaldte Moses og Aron. Vi kommer omkring pagten, åbenbaringsteltet og ørkenvandringen - og hvad alt dette betyder for os i dag. 
  • Gud er frygtelig. Undertitel: "gudsfrygt", "Ærefrygt" "Frygt" - disse ord bruges i Bibelen om vores trosforhold til Gud. Vi skal se nærmere på dette område. Hvis to aftener: 1: Gud er frygtelig stor og stærk og herlig. 2: Gud er frygtelig kærlig og opofrende.
  • Rygraden i kristendommen. En kort gennemgang af den røde tråd i Romerbrevet, hvor evangeliet udfoldes i hele sin længde: Frelsen ved det nye liv sammen med Jesus, og de praktiske konsekvenser af det i den åndelige kamp og den praktiske hverdag - alt sammen på vej mod det evige liv.
  • Hovedlinjer i Johannes' Åbenbaring. En gennemgang af de store træk i denne vigtige og spændende bog, der afslutter Bibelen. Gennemgangen vil forhåbentlig give et overblik over og en tolkningsnøgle til denne lidt svære bog. Samtidig vil den give bogens klare budskab om sejr og frelse ved det slagtede lam!
  • Nådegaverne. En kort gennemgang af NTs beskrivelse af nådegaverne og deres afgørende nødvendighed. Fokus kan lægges forskellige steder, alt efter hvad vi aftaler. Fx kan fokus lægges på ”Hvordan finder jeg ud af, hvilke nådegaver jeg selv har?” eller: ”Hvordan får vi nådegaverne til at blomstre i vores menighed?” – eller det kan være nogle konkrete nådegaver, man gerne vil have gennemgået. Da emnet er omfattende, kan det med fordel spredes over flere aftener eller en lørdag – og bibelkredsene kan eventuelt på forhånd have arbejdet en eller to gange med emnet ud fra et materiale, jeg har lavet.
  • Etiske spørgsmål omkring livets begyndelse. En gennemgang af de etiske spørgsmål, der er i forbindelse med livets begyndelse. Dels bliver det bibelske materiale om emnet gennemgået, og dels bliver den moderne udvikling inddraget. Emner som prænatal diagnostik, abort, prævention, genmanipulation, reagensglasbørn kan belyses.
  • Etiske spørgsmål omkring livets afslutning. En gennemgang af de etiske spørgsmål, der er i forbindelse med livets afslutning. Dels bliver det bibelske materiale om emnet gennemgået og dels bliver den moderne udvikling inddraget. Emner som aktiv dødshjælp, assisteret selvmord, selvmord, organdonation kan belyses.
  • Helligånden og de onde ånder . En gennemgang af hvad Bibelen siger om den kamp, der foregår i den åndelige dimension af vores tilværelse. Emner som dæmoner, renselse af huse, dæmonuddrivelse, spøgelser kan belyses. Hvordan kan vi som kristne være med til at formidle Helligåndens kraftfulde hjælp til mennesker, der plages af de onde åndsmagter?
  • Engle hele året. 60 ud af Bibelens 66 bøger beskriver englene. Vi skal se på noget af alt dette og se, at engle er aktuelle hele året – ikke bare ved juletid. Vi skal også se på den moderne danskers opfattelse af engle, og hvordan vi eventuelt kan bruge den som tilknytningspunkt for at fortælle om de virkelige engle.
  • Jesus som lam og løve. Jesu enestående væsen beskrives på mange måder i Bibelen. Noget af det mest paradoksale er nok, at Jesus både beskrives som løve og som lam. Hvordan kan billedet af det sejrende muskelstærke vilddyr og det forsvarsløse selvopofrende lam forenes? Ifølge Bibelen er vi her helt inde i nerven i Guds frelsesplan og får megen grund til at lovsynge og tilbede.
  • Apostlenes Gerninger i dag. Den første kirke oplevede fantastiske ting og bredte sig som en steppebrand. Alt dette finder vi beskrevet i Apostlenes Gerninger, der nok rettere burde hedde Helligåndens Gerninger. Hvordan oplever vi situationen i dag? Hvad kan vi lære ved at læse om den første kirke? For Helligånden er stadig den samme levende Guddommelige ild og vind …
  • Temaundervisning. Jeg kan undervise i alle temaerne fra Temaundervisning, så hvis I ikke har haft dem i jeres område, er det også en række muligheder.
  • Tal til dig selv! Der kan være mange ”stemmer” i mit sind. Jeg skal lytte til dem – men nogle gange skal jeg også sige noget til dem – måske bede dem om at holde mund. En kort og praktisk guide til at bruge en kombination af Luthers sjælesorg og ACT-terapi (3. generations kognitiv terapi) til at få styr på tanker og følelser og tro.
  • Kristusbøn, Kristuskrans, bøn i bevægelse ... Kirken har op gennem tiden udviklet nogle hjælpemidler, man kan bruge i sit bønsliv. Nogle former er gode for nogle personer, andre for andre - her præsenteres tre former, som mange har glæde af.
  • Klima og forvalteransvar. Gud gav os menneske denne verden og satte os som forvaltere over den. Hvordan gør vi det bedst muligt, til gavn for vore medmennesker, naturen og os selv? Hvad skal vi som enkeltpersoner og som menighed prioritere i en verden, hvor der  er uendeligt mange behov?
  • Mindfulness, Yoga, Christfulness, CrossYoga. I det danske samfund møder vi rigtig mange steder ting, der kaldes mindfulness eller yoga. Hvordan skal vi som kristne forholde os til dette - i en tid, hvor de samme betegnelser bruges om vidt forskellige ting. Og hvad skal vi sige til de kristne udgaver: Christfulness og CrossYoga?

Materialer

 

Her lægger jeg det materiale, der kan bruges til undervisning på den ene eller anden måde, men som ikke passer ind i de større skabeloner som konceptkurser, TEMAundervisning og undervisningsvideoer.

Kostcirklen

En lille visuel måde at overskue indholdet af forkyndelsen på. Se forkyndelsesblomsten.dk, der er en nyere og udvidet udgave af samme ide til programlæggere og mødeledere mm.

Engle

Jeg har lavet et lille hæfte om engle, der frit kan bruges som inspiration ved undervisning om engle. Hæftet kan hentes her.

Nådegaver

Her vil jeg bare henvise til nådegaver.dk, hvor der er meget materiale om nådegaver.

Dokument om enkel livsstil

Lausannebevægelsen udgav et meget vigtigt dokument om vores forhold til økonomi og forbrug. Jeg har oversat det her.

Om kvindelige præster

Her er samlet noget stof omkring dette emne: