Jeg har forsøgt at gøre julen god for andre

Socialdemokraten Karen Klint begyndte at gå i kirke, da hun blev kirkeordfører. I dag er Christiansborg fortid, men kirken bruger hun stadig

Efter 21 år på Christiansborg valgte Karen Klint ikke at genopstille ved sommerens folketingsvalg. Dermed har socialdemokraten også sagt farvel til 21 år i Folketingets kirkeudvalg, som hun ganske uforvarende blev en del af. Til gengæld siger hun ikke farvel til kirken, som de mange år med kirkepolitik har lært hende at holde af.

    Derfor vil den 72-årige vejlenser også i år stå dørvagt uden for Bredballe Kirke den 24. december, og når hun og hendes mand har nydt juleanden, vil de traske tilbage til kirken og tænde levende lys til midnatsgudstjenesten.

    »Jeg har ikke selv børn, så jeg har mest forsøgt at gøre julen god for andre. Da jeg arbejdede på et døgntilbud for udviklingshæmmede, tog jeg som regel vagten juleaften og havde nogle skønne juleaftener med beboerne der. Senere var jeg med til at arrangere jul for tidligere beboere syv år i træk. Så jeg har ikke så mange private juletraditioner,» fortæller hun.

    »Men jeg er glad for at være en del af holdet bag julegudstjenesterne i Bredballe Kirke, hvor jeg også er med i menighedsrådet. Kirken er ikke ret stor, så vi har syv julegudstjenester på stribe og en ottende til midnat for at klare det store rykind. Sidste jul var over 2000 i kirke. Jeg plejer selv at være dørmand, så jeg har stået der i regn og sne og blæst og solskin og lyttet til julesalmerne. Det er altså ganske specielt i mørkningen.«

Opdraget til demokrati

Kirke og tro fyldte ikke meget på Nordfyn, hvor forældrene drev et husmandssted. Som den yngste af seks søskende lærte Karen Klint tidligt at hjælpe til både ude og inde.

    »Jeg har det politiske gen fra min far, som var formand for stort set alle foreninger i lokalområdet. Vi lærte tidligt at argumentere for vores synspunkter, og at man måtte tage hænderne op af lommerne, hvis man ville have noget lavet om. Det gjaldt om at bidrage, hvor man kunne.«

    Måske var det derfor, Karen Klint sagde ja, da socialdemokraterne i Børkop Kommune ville have hende på stemmesedlen til kommunalvalget i 1978. Hun var ikke medlem af partiet, men det kunne hun jo blive. Og de mente bestemt, at hun lød som en socialdemokrat. Det opfattede hun som en kompliment.

    »Det er vel ikke den værste måde at komme ind i et parti på, at andre synes, at man passer ind,« smiler Karen Klint, som takkede for tilliden, sprængte listen og blev valgt.

Tilbud fra Langballe

Senere fik hun også 12 år i Vejle Byråd, inden hun i 1998 blev valgt til Folketinget efter et tæt opgør med én af partiets næstformænd. Da udvalgsposter og ordførerskaber skulle fordeles, fik hun de fleste ønsker opfyldt, men der fulgte en uventet post med.

    »Jeg fik en plads i kirkeudvalget, som jeg slet ikke vidste noget om. Jeg vidste, at folkekirken stod nævnt i Grundloven, men ikke hvad Folketingets rolle er i forhold til folkekirken.«

    Det spørgsmål blev hun ikke klogere på, da formanden for kirkeudvalget, Birthe Rønn Hornbech (V), kaldte de nye medlemmer sammen og sagde, at det bedste for folkekirken ville være, hvis udvalget slet ikke holdt nogen møder.

    »Det motiverede mig til at sætte mig ind i tingene og finde ud af, hvad det var for en opgave. Man kan jo ikke have en holdning til noget, man ikke kender til,« siger Karen Klint, som har måttet lægge øre til en del drillerier fra mere bibelkyndige kolleger.

    »Folk som Tove Fergo, Søren Krarup og Birthe Rønn Hornbech kunne jo drysse om sig med bibelcitater fra talerstolen. En enkelt gang prøvede jeg at give igen af samme skuffe, men jeg må have brugt citatet forkert, for Jesper Langballe, der også var præst, rejste sig op og bemærkede smilende, at ordføreren tydeligvis ikke var så fortrolig med Bibelen, men at han da gerne ville adoptere mig og lære mig op. Tre måneder måtte kunne gøre det, mente han.«

Indre Mission skal ikke drives ud

Karen Klint stod også for skud i sit eget parti, da spidser i folketingsgruppen ville ændre Grundlovens paragraf 4, som handler om folkekirken. Men Klint truede med at stoppe som kirkeordfører, hvis hun blev sat til at skrive kirken ud af Grundloven.

    »Grundloven er en fin ramme, fordi den sikrer trosfrihed, tankefrihed og ytringsfrihed, men samtidig forhindrer, at nogen kan undertrykke andre med deres tro. Den forklaring købte de, og siden har det været socialdemokratisk politik, at vi vil prøve at modernisere kirken inden for Grundlovens rammer,« siger hun stolt.

    I 2012 spillede hun også en aktiv rolle ved ændringen af »Lov om ægteskab«, som skulle give to personer af samme køn mulighed for at gifte sig.

    »Jeg går ind for, at homoseksuelle skal kunne vies i kirken, men jeg går også ind for, at vi skal bevare folkekirkens bredde, og derfor skal Indre Mission ikke drives ud. Derfor ville jeg, at det skulle hedde ‘Lov om vielser’, fordi ‘vielse’ handler om den juridiske og sekulære handling ligesom vielsesattest og vielsesmyndighed. Jeg tror, det havde været mindre sårende for folk i Indre Mission,« siger hun.

Folkekirken har et problem

Da Karen Klint i 2001 blev kirkeordfører, besluttede hun sig for at begynde at gå i kirke.

    »Det havde jeg ikke gjort meget før, men jeg tog afsted søndag formiddag og satte mig på bageste bænk. Det var ikke nogen god oplevelse. Ingen bød velkommen, og jeg følte, at folk sad og tænkte: ‘Hvad vil hun her?’ Det kom bag på mig, at fællesskabet var så lukket,« fortæller hun.

    Senere blev det meget bedre, men det undrer hende, at folkekirken ikke gør mere for at få et godt image.

    »Vi skal finde folkekirkens prale-værdi, for hvis ingen vil prale af den, er der heller ingen, som vil bruge den,« siger hun.

    Hun ser også gerne, at kirken inviterer politikerne på besøg i stedet for at brokke sig over deres manglende viden.

    »For et par år siden opfordrede jeg frikirkerne til at invitere politikere på en kop kaffe, og i løbet af kort tid havde over 50 folketingsmedlemmer været på besøg i en frikirke et sted i landet, hvor de havde mødt glade og engagerede borgere. Og bagefter kunne jeg se mine kolleger lægge billeder og begejstrede tekster ud på de sociale medier om, hvor god en oplevelse det havde været. Jeg er overbevist om, at både frikirkerne og politikerne har fået rigtig meget ud af de møder. Folkekirkens biskopper fik i øvrigt den samme opfordring, men der skete ikke noget,« siger Karen Klint.

Fascineret af Jesus

At hun selv er blevet aktiv kirkegænger, tilskriver hun de mange år i kirkepolitik.

    »Jeg er ikke bogstavtro i forhold til Bibelen, men jo mere jeg har sat mig ind i den, jo mere fascineret er jeg blevet af Jesus’ lignelser og af hans liv og levned. Det er på en gang håndgribeligt og overnaturligt, og det er noget, jeg kan omsætte til leveregler. Jeg er også overbevist om, at der findes noget, som er større end os, for det har jeg selv oplevet,« siger hun.

    »For mange år siden blev min bror dræbt i en trafikulykke, og på en uforklarlig måde kunne jeg fornemme, at noget var galt, selv om jeg befandt mig i den anden ende af landet. Jeg fik på en eller anden måde besked, uden at jeg kan forklare hvordan. Det behøver jeg heller ikke. Man kan godt have en overbevisning om noget, der er uforklarligt, og bagefter slås for noget, hvor vi virkelig skal have evidens for, hvordan tingene hænger sammen,« forklarer hun.

Jul som det plejer

Også da Karen Klint havde sin gang på Christiansborg var det hende, som kom med julestemningen i form af pynt og godter på kontorer og gange, og da hun stoppede, gik julepynt og lyskæder i arv til en anden. Én juletradition vil hun dog komme til at savne i fremtiden.

    »Hvert år i december bliver der holdt en stor juletræsfest på Christiansborg for politikere og ansatte med familier. Man begynder med juleklip og slutter med at danse om et stort juletræ i Fællessalen. Heldigvis er jeg blevet spurgt om at komme med som hjælper i år, så på det punkt bliver det jul, som det plejer.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…
Det gavner fællesskabet at man ikke altid går i takt
Vi skal ikke se uenighed som en trussel mod sammenholdet, men som en mulighed for at udvikle et endnu stærkere fællesskab, siger brobygger og debattør…
Vi skal huske på at vi kan tage fejl
For Filip Bangura Fyhn, der er landsleder for IMU, er det vigtigt, at der er plads til forskelligheder og nuancer i de kristne fællesskaber, uden at…

Annoncer