Sådan får du fradrag for dine gaver til Indre Mission
Indre Mission er en godkendt indsamlingsorganisation. Det betyder, at de gaver, du giver til Indre Missions arbejde, kan trækkes fra i SKAT.
Hvilke oplysninger har vi brug for?
Vi har brug for dit cpr-nummer for at kunne indberette din gave til SKAT. Første gang du giver en gave og oplyser dit cpr-nummer, får du et givernummer. Vi sender dig et brev med et lille kort, hvor dit givernummer står på. Du kan fremover nøjes med at oplyse dit givernummer, når du giver en gave. Hvis du mister kortet og bliver i tvivl om, hvad dit givernummer er, kan du altid kontakte Økonomiafdelingen på Indre Missions Hus (se kontaktoplysninger her).
Hvordan bliver min gave indberettet til SKAT?
Hvis vi har dit cpr-nummer, sørger vi for at give SKAT besked om, hvor meget du har givet i gave. Beløbet vil fremgå af din årsopgørelse. Er du uenig i beløbet, eller kan du ikke se, der er registreret noget på din årsopgørelse skal du endelig kontakte Økonomiafdelingen på Indre Missions Hus (se kontaktoplysninger her).
Hvor meget kan jeg trække fra i SKAT?
Dit fradrag afhænger af, hvilke typer gaver du giver.
Enkeltbeløb og månedsgaver
Du kan få fradrag for gaver op til 17.700 kr. pr. år (tal for 2023)
Beløbene behøver ikke være givet samtidigt
Du kan få fradrag for både store og små beløb
Du kan sagtens give gaver for mere end det nævnte beløb til forskellige godkendte indsamlingsorganisationer. Dit fradrag vil dog maks kunne udgøre det nævnte beløb.
Hvis du giver enkelt beløb eller gaver via månedsgave ved siden af dit gavebrev, kan du få gavn af fradragsreglerne for begge typer af gaver.
Hvordan giver jeg Indre Mission adgang til min årsopgørelse?
Når du har tegnet et gavebrev, hvor du giver gaver for en fast procentdel af din løn, er det nødvendigt, at vi får adgang til din årsopgørelse. Du kan sende den til os med posten eller i en krypteret mail. Du kan også give os adgang til at hente oplysningerne selv direkte hos SKAT. Se vejledningen her.