Jeg hedder Jeppe Bech Holmgaard. Jeg er gift med Sara, og vi bor i Aalborg, hvor vi har vores daglige gang på Aalborg Universitet. Til dagligt studerer jeg Human-Computer Interaction og produktdesign, og Sara læser til kemiteknologiingeniør. Vi kommer aktivt i Aalborg IMU og er en del af SnakTro-teamet i Aalborg. Derudover engagerer vi os i Stjernestunder, hvor vi arrangerer og afholder aktiviteter med børn fra misbrugsfamilier. Jeg har gennem en årrække arbejdet med lovsang, blandt andet i bandet Hjemfart, og derfor er gunstige vilkår i lovsangsbranchen en hjertesag.
Det brænder jeg for
IMU er en ressource. Vi har fællesskaber fyldt med mennesker fra forskellige baggrunde med forskellige drømme, forskellige evner og forskellige tanker. Vores fællesskaber skal skinne af rummelighed og kærlighed - også over for dem, som ikke ligner os selv. Jesus viste ingen bort. Han frygtede ikke fremmede sprog. Fremmede baggrunde. Fremmede tanker. Han gik dem i møde med ydmyghed.
Jeg drømmer om, at vi tør være stolte af vores fællesskaber, anerkende vores ressourcer og være klar, når der bankes på døren.