Kritik af AdamogEva.dk og kristne friskoler

Adamogeva.dk afviser diskrimination af homoseksuelle.

Hjemmesiden AdamogEva.dk, som drives af Indre Mission, er blevet kritiseret for at diskriminere homoseksuelle og andre LGBT-grupper. I en artikel i nyhedsmediet Skolemonitor beskyldes AdamogEva.dk for at sidestille homoseksualitet med vold og incest. Det er en udlægning, som AdamogEva.dk tager skarpt afstand fra og mener bygger på en meget spekulativ fejllæsning af enkelte formuleringer. Det står på hjemmesidens forside.

Kritikken er fremført i forbindelse med en debat om skolernes sexualundervisning og rammer især flere kristne friskoler, som i deres undervisningsplaner blandt andet henviser til artikler på AdamogEva.dk. Det har efterfølgende fået undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til i stærke vendinger at true med stramninger i forhold til regelsættet for friskolerne.

Ønsker ikke at såre

I Kristeligt Dagblad den 7. oktober svarer AdamogEva.dk på kritikken: ”Når nogle føler sig såret og krænket af AdamogEva.dk’s vejledning, gør det ondt, for det er stik imod vores hensigt,” skriver Vibeke Sode Hjorth, der er redaktør for siden og Gitte Rasmussen, landsleder for IM’s familiearbejde.

De forklarer videre: ”Vi tager afstand fra alle former for diskriminering og udskamning af mennesker, som er udfordret af de traditionelle kønsnormer. Derfor lytter vi også til og handler på den kritik, der er blevet rettet imod formuleringer på AdamogEva.dk, som kan misforstås i retning af diskrimination og fordømmelse. Vi har derfor midlertidigt fjernet de artikler og rådgivningssvar, som omhandler homoseksualitet og lgbt+-emner og er i gang med at gennemgå dem for at rette mulige misforståelser.”

Kritik handler om værdier

Meget af kritikken handler dog om andet og mere end enkeltstående formuleringer. Kommentarer på de sociale medier viser, at det er AdamogEva.dk’s grundlæggende syn på køn og seksualitet, som kritikken oftest retter sig imod. For eksempel at AdamogEva.dk rådgiver unge til at afholde sig fra homoseksuelle forhold. Det er i manges øjne diskrimination af en bestemt seksuel orientering.

Den kritik afviser Vibeke Sode Hjorth: ”Vi vil på ingen måde diskriminere nogen på grund af seksuel orientering. Dog kan vi desværre ikke sikre os imod, at nogle vil opleve vores holdninger som diskrimination.”

AdamogEva,dk's fulde svar på kritikken er bragt i Kristeligt Dagblad den 7. oktober 2020.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Jesus kom til Emrah i en drøm
Emrah er flygtet fra Tyrkiet, fordi han er blevet kristen. Nu er han frivillig i den tyrkiske menighed i København og bruger tid på at evangelisere…
Alt er tilladt men ikke alt er morsomt
Standupkomikeren Jakob Svendsen har ikke mange hellige køer, men tror på en hellig Gud.
500 konfirmander gik i Jesus' fodspor
Otto var én af konfirmanderne, der deltog i påskevandringen ud fra missionshuset Bethesda. Efterfølgende er han blevet endnu mere bevidst om, at det…

Annoncer