IM-fællesskaber lukker ned i sympati - indremission.dk
IM-fællesskaber lukker ned i sympati
IM-fællesskaber lukker ned i sympati

11.11.2020

IM-fællesskaber lukker ned i sympati

De fleste IM-fællesskaber i Nordjylland lukker aktiviteterne ned den kommende tid. IMs medarbejder i Region Nord er i kontakt med fællesskaberne.




Da meldingen kom, at regeringen ville lukke syv kommuner ned i Nordjylland på grund af et coronaudbrud, trak regionsleder Ruth Nielsen vejret dybt ind.

"Jeg følte mig lidt træt og tænkte, at det er der ikke lige brug for nu. IM-fællesskaberne har været gode til at følge restriktionerne, så de kan mødes, og det har de brug for. Medarbejderne har været gode til at håndtere arbejdsvilkårene under coronaen. Nu bliver de låst og kan ikke køre på kryds og tværs, som de plejer," forklarer regionslederen, der bor i Hjørring og selv er ramt af det.

Hun oplyser, at det kun er Mors, Aalborg og Østhimmerland i regionen, som ikke er berørt af nedlukningen.

Efter udmeldingen kaldte Ruth Nielsen medarbejderne sammen til et skypemøde, hvor de drøftede situationen, og hvordan de skulle takle det, og så bad de sammen.

"Vi blev enige om at kontakte alle fællesskaber og høre til deres situation og tilbyde vores hjælp. Vi vil prøve at få telefon-husbesøg på benene, hvor vi ringer rundt og hører, hvordan de har det," siger regionslederen, der holder en tæt kontakt til medarbejderne.

Vi står sammen

IM-fællesskaberne i de ramte kommuner er ligesom folkekirken undtaget fra forsamlingsforbudet og kan derfor mødes, men langt de fleste vælger at lukke aktiviteterne ned de næste fire uger.

"Mange synes, at det er et svært at mødes i missionshuset, når kirkerne lukker deres sogneaftener. Vi vil gerne sende et positivt signal til de andre om, at vi står sammen om det her. Sådan er vi nordjyder. Når krisen kradser, så står vi sammen og hjælper hinanden," understreger Ruth Nielsen.

Indre Mission i Hjallerup har valgt at mødes. I stedet for at tage imod en taler, ser de en video med et af de forkyndende møder, som Indre Mission tilbyder fra imedia.dk. Og hver især medbringer selv deres kaffe og kage.


.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter