Jeg skulle have et vink med en vognstang

Birthe blev udfordret til at søge en stilling i Indre Mission

Birthe Mikkelsen fra Hobro er ny familiekonsulent i IM fra 1. september

Et telefonopkald i maj har vendt op og ned på Birthe Mikkelsens liv. I en alder af 54 år skifter hun et pædagogjob i en børnehave ud med en tjeneste som familiekonsulent og missionær i Region Nord.

»Jeg har arbejdet i en børnehave i 24 år og har i nogle år bedt Gud om, at han ville vise, hvis jeg skulle noget andet. Men tiden gik, og jeg tænkte, at det nok ikke blev til noget. Men så ringede telefonen, og en leder i Indre Mission spurgte mig, om en stilling som familiekonsulent og missionær ville være noget for mig.

Bagefter måtte jeg lige sætte mig ned og trække vejret. Jeg var helt målløs og kunne ikke helt forholde mig til det,« fortæller Birthe Mikkelsen. Hun siger lidt efter: »Dér tog Gud fusen på mig. Jeg skulle åbenbart have et vink med en vognstang.«

Birthe, der bor i Valsgaard lidt uden for Hobro, gik i tænkeboks og snakkede med familien om det. Den tæller hendes mand, Jens Erik, og deres fire voksne piger. Hun sendte en ansøgning og fik stillingen.

»Under det hele har der kørt rigtig mange følelser rundt i hovedet. Jeg er spændt på, hvad det indebærer. Lige nu er jeg lidt overvældet over, hvordan tingene er faldet i hak, og at Gud har sat mig på denne opgave,« fortæller hun.

Mødtes på et høloft

Den nye medarbejder kom faktisk til verden i et missionshus som datter af portnerparret i Åsted i Nordsalling. Siden var hun et smut på Børkop Højskole, og efter uddannelsesårene i Ikast slog Birthe og Jens Erik sig ned på hans hjemegn i Himmerland.

Dengang som nu er der langt mellem IM-fællesskaberne i området, og det er mindre fællesskaber. Birthe var i årrække formand for Indre Mission i Valsgaard, som holdt deres møder på et istandsat høloft.

»Inden vi kom til, var der nogle IM-familier, der lavede dette samlingssted, for de ville have et lokalt sted at mødes,« fortæller Birthe. Familien har også deltaget i »Fredagstræf«, der er et månedligt familiearrangement, der i mange år har samlet familierne i Himmerland.

»Det havde stor værdi, at vi kunne være sammen med ligesindede, for der var ikke så mange unge IM-familier,« forklarer Birthe.

Vi skal køre efter fællesskab

Hun har i mange år været involveret i søndagsskolearbejdet som børneklubleder og som lejrchef på sommerlejre på Dolleruplejren.

»Det kristne fællesskab spiller en vigtig rolle, for det er noget, vi her skal køre efter. Derfor var jeg sammen med andre familier med i opstarten af lokale børneklubber, for vores børn skulle høre om Jesus,« siger Birthe, der i dag kommer i Indre Mission i Arden.

»Jeg har et godt kendskab til familiers situation i dag, og jeg er optaget af, at hele familien trives,« forklarer Birthe, der som konsulent skal prøve at skabe kontakt med familierne i regionen og lave aktiviteter for dem sammen med de lokale IM-fællesskaber.

En spændende udfordring

Birthe er især spændt på forkyndelsesdelen i sit nye job.

»Jeg har holdt andagter og har haft mindre forkyndelsesopgaver på fritidsbasis. Men det her er noget andet og mere omfattende,« fortæller Birthe, der har det godt med at arbejde selvstændigt. Samtidig ser hun frem til fællesskabet med de andre medarbejdere i teamet.

Hun har det godt med at komme rundt og møde mange mennesker.

»Jeg glæder mig til at dele liv og tro med dem,« siger Birthe, der ser frem mod det nye livskapitel.

»Lige nu er jeg fyldt af glæde og forventning.«

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny musikkonsulent er passioneret lovsangsmusiker
Mads Simonsen er ny medarbejder i Østdanmark og skal inspirere til lovsang i regionen. 
Stor opbakning til nyt familietiltag i missionshuset
I Café Morgenstund Delight mødes forældre og børn til brunch og uformel hygge lørdag formiddag .
Ægtepar vil høre om hverdagslivet
I mange år har ægteskabskurset Godt Begyndt styrket samtalen i parforholdet.

Annoncer