1400 fik en forrygende årsmødefestival - indremission.dk
Indre Missions Tidende

29.06.2014

1400 fik en forrygende årsmødefestival

Årsmødefestivalen blev en fantastisk weekend med stærk forkyndelse, tæt fællesskab og masser af tilbud




Dagen er kommet for den første årsmødefestival arrangeret af Indre Mission og Søndagsskolerne. Mens solen skinner, og vinden rykker i det store mødetelt på Mørkholt Strand Camping, er der en forventningsfuld atmosfære blandt de mange til åbningsmødet fredag den 20. juni. De følger spændt dramaet på scenen, hvor en lille pige skal klippe den røde snor, så festivalen kan begynde.

    Pigen får ikke de bedste betingelser, for generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen forhindrer det i første omgang med lidt trylleri. Latteren runger i teltet, da han bliver skældt ud af Bent Molbech Pedersen, som er landsleder i Søndagsskolerne. Men den røde snor bliver klippet, og festivalen erklæres for åben. Henved 1400 kigger forbi i løbet af weekenden.

Festival med mange tilbud

Det bliver starten på en weekend, hvor der er noget for enhver smag. Festivaldeltagerne kan vælge mellem rigtig mange programpunkter fordelt på fire fællesmøder i det store mødetelt og over 40 forskellige tilbud i de fem miljøer: "Fokus", "Refleksion", "Paletten", "Wildlife" og "Slaraffenland", som ligger rundt omkring på campingpladsen.

    "Hjemmefra har vi krydset af, hvad vi vil høre," fortæller et ægtepar fra Mors, der er med om lørdagen.

    En anden synes, at det er svært at vælge mellem alle de spændende tilbud.

    "Jeg skal selvfølgelig være med til formandsberetningen og økonomiberetningen, og så skal jeg høre alle de bibelforedrag, jeg kan komme til, fordi jeg skal have fyldt på til livet derhjemme."

Kommer bredere ud i bevægelsen

Det er umuligt at tælle de mange skridt, der bliver gået, men rundt omkring lyder det igen og igen: Hvor er I på vej hen? Hvad skal I høre? Kaffefolkene i cafételtet har weekenden igennem nok at se til med at brygge kaffe til de mange hungrende festivaldeltagere, der lige skal have tanket op igen, inden de går videre til et nyt tilbud eller skal forbi markedspladsen med de mange udstillinger.

    På vej op fra stranden kommer nogle par gående med hinanden i hånden.

    "Årsmødefestivalen er et spændende initiativ. Ved at lave mange forskellige tilbud i forbindelse med årsmødet når man bredere ud i bevægelsen," siger et yngre par. To seniorer kan ikke få hænderne ned af glæde over at være med.

    "Denne form for årsmøde er mere samlende og skaber et tættere fællesskab. Det bliver ikke ringere af, at vejret også har været godt."

I Guds telt er jeg tryg trods alt

Ud over liv og fællesskab på kryds og tværs præges festivalen af en stærk forkyndelse. Det kommer for eksempel til udtryk ved åbningsmødet fredag aften og familiefesten lørdag aften, hvor det store mødetelt bliver en meget sigende ramme.

    Temaet for åbningsmødet er "I Guds telt", og sognepræst Erik Holmgaard fra Haderslev får god hjælp af børn og en sød cirkusklovn til at forklare, hvad det betyder.

    "Jesus er Guds telt," understreger Erik Holmgaard. "Da Gud sendte sin søn, slog han sit telt op for at være hos os på en særlig måde. Med sin fødsel, liv, lidelse og død og opstandelse, slog Gud ved Jesus sit telt op, hvor vi kan søge tilflugt.

    Samtidig er det sådan, at selv om vi er døbt og tror og hører til i Guds telt, kan vi blive ramt. Men teltet er stærkt og evigt, og selv om vi bliver ramt, er det trods alt sikkert og trygt at bo der."

    Dette budskab illustrerer cirkusklovnen og Erik Holmgaard med nogle fagter for tegn og kors, som de lærer forsamlingen, samtidig med at alle siger: "I Guds telt er jeg tryg trods alt".

Jesus skaber plads i arken

Ved familiefesten lørdag aften handler det om Noas ark, og sjovt nok regner det lige inden, mødet går i gang. Folk skynder sig ind i mødeteltet, der nærmest bliver som en ark. Helt nærværende bliver billedet, da konsulent Hanne Pedersen i sin bibelfortælling om Noas ark får alle i teltet til at sige forskellige dyrelyde i munden på hinanden.

    Bibelskolelærer Peder Kølle knytter billedet af arken sammen med dåben og kommer med et budskab til det menneske, der spørger: "Er der plads til mig?"

    "Den er et frelsessted og et fristed, hvor Jesus er i fuld gang med at skabe plads til os. Derfor er der ingen pladsproblemer," siger Peder Kølle.

    I mødeteltet er der også oceaner af rum til at slippe lovsangen løs, som det sker under ledelse af Anders Grinderslev med band. Lovsange fra Sange og Salmer får det hele til at svinge, og på vej ud af teltet høres det blandt de mange mennesker: "Det var en fantastisk lovsang."



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter