Afmagt er en forudsætning - indremission.dk
Indre Missions Tidende

16.09.2016

Afmagt er en forudsætning

Jeg lever højt på at være magtesløs, fortæller Mathias, der hver dag må erkende,at han ikke kan alt det, han gerne vil




"Du giver styrken minut for minut, ikke på forskud, men dog uafbrudt". 32-årige Mathias Secher Rom synger en af sine egne sange. Dybden giver gåsehud. For Mathias lider af en sjælden sygdom, som gør, at han har smerter, som ikke kan smertedækkes. Han må hvile flere timer hver dag og sætte sin lid til, at Gud giver styrke hen ad vejen.

    For to et halvt år siden blev Mathias præst i Bramming Frimenighed, der er tilknyttet Indre Mission. Han har læst teologi på deltid på grund af sygdom. Alene bacheloren tog Mathias seks år at læse. Derefter rejste han og hans kone Ida til Jerusalem for at lede det lokale arbejde for organisationen Ordet & Israel. Da de kom hjem igen, færdiggjorde Mathias sin uddannelse. Undervejs har de fået børnene Noomi og Samuel på fem og fire år.

Kaldet til Bramming

Der er pause i samtalen. Mathias tænker over, hvilken præst han egentlig er. Det er ikke fordi, han mangler svar. Han er tænksom og velfunderet, og der er en dybde bag hvert eneste ord, som når man læser en velskrevet topklasseroman.

    "Life is ministry," svarer han så. "Livet er tjenesten. Min tjeneste er at være præst. Jeg får løn for et vist timeantal, men jeg er også præst, når jeg ikke arbejder," fortæller Mathias og forklarer, at han jo også er præst i sin relation til andre mennesker og i sine tanker og bønner. Man kan ikke skille præsten og Mathias ad.

    Bramming Frimenighed havde eksisteret i to et halvt år, da de søgte en præst. Mathias så godt stillingsopslaget, men han reagerede først, da det blev genopslået.

    "Da fik jeg en kaldsfornemmelse. Det ramte mig som en forhammer. Jeg fik en fornemmelse af, at det her slipper jeg ikke udenom," fortæller Mathias med det største smil. Forud for ansøgningen havde Ida og Mathias talt om, at de gerne ville flytte til et sted, hvor kirken stod mindre stærkt. Det skulle altså blive Bramming.

    "Der er kirkeligt arbejde her, men man har sukket efter en missionspræst", fortæller Mathias. Og det er netop hvad, han er. Efter halvandet år er det gået op for Mathias og Ida, at Bramming også er en gave til dem.

    "Nogle gange tror man, at man skal til Bramming, fordi de har brug for en, men så finder man ud af, det er for ens egen skyld", ler Mathias. "Det er godt både for kirken og for mig. Jeg får lov at gøre det, jeg allerhelst vil – at fortælle om Jesus."

    Mathias og Ida oplever det som et fælles kald at være præstepar. Omvendt hjælper menighed og naboer i Bramming familien med mange fysiske ting, som de ikke selv kan klare, fordi Mathias er syg. "Vi kan bidrage med det, som vi ser et klart behov for, og de behov, vi har, står folk klar til at hjælpe os med. Vi oplever meget konkret, at vi ikke får lov til at have et behov, som ikke bliver dækket," forklarer Mathias med taknemmelighed i stemmen.

    "Det har stor betydning for vores trivsel, at vi også har noget at give, for vi bliver nødt til at spørge om hjælp hele tiden." På den måde komplementerer præstefamilien og samfundet omkring familien hinanden.

    Mathias lider af to sygdomme, som desværre ikke supplerer hinanden godt. Den ene sygdom gør, at nogle af Mathias’ muskler og knogler underudvikles. Den anden gør, at hjernen sender fejlsignaler ud i kroppen. Mathias har derfor kroniske smerter. Selvom han får medicin, kan han ikke smertedækkes helt, og han bliver nødt til at hvile en stor del af sin dag.

    "Som regel har jeg nogle gode timer først på dagen. Sidst på formiddagen begynder jeg at blive mere træt," fortæller Mathias, der hviler mellem to og fem timer om dagen og som må regne med en ugentlig dag i sengen ud over den løbende hvile.

    Inden for det sidste år har han mistet 20 procent af sin arbejdsevne, som allerede var nede på 50 procent. Nu arbejder han kun 14,5 timer om ugen. Sygdommen udvikler sig, men ikke i samme tempo hele tiden. Derfor ved Mathias ikke, hvad dagen i morgen vil bringe. Det er bl.a. svært for ham at arbejde længe ved computeren. Det ærgrer ham, for han elsker at læse og skrive. Alligevel er han fyldt med taknemmelighed over for det, han får givet.

Bredt kirkefællesskab

Familiens situation gør en forskel for hele menigheden. "Når vi bruger hinandens forskelligheder, når vi længere i fællesskabet," uddyber Mathias. "Vi får lov at samle," fortæller Mathias på vegne af menigheden. "Det er en skat, vi skal være taknemmelige for!" Og Bramming Frimenighed er noget særlig.

    "Det er en menighed, hvor man knytter sig til hinanden," fortæller Mathias, der tror på åbenhed og tydelighed både i hjemmet, i kirken og i andre relationer.

    "Når vi i praksis åbner os for hinandens forskelligheder og ser hinanden, og når vi teologisk er tydelige om, hvad vi mener er sund og sand kristendom, så kan vi reelt samle en menighed," fortæller Mathias om Bramming Frimenighed, der har en stor bredde i de kristne aspekter, "og de er allesammen knyttet sammen i fællesskab."

Vis mig, at du vil mig

Den serverede kaffe bliver brygget på espressokanden på komfuret, mens Mathias varmer mælk til sin egen espresso i en gryde. Nødder, tørrede æbler og en lækker ingefærshot minder om, at hjemmet vælger de gode ting og værner om kvalitet – og ikke mindst deres gæster.

    "Jeg tror på, at Gud skaber relationer. Der hvor vi bliver sat, skal vi skabe relationer og være i dem. For at skabe relationer, kræver det, at vi er villige til at arbejde på at få relationer," fortæller Mathias.

    Da Mathias og Ida boede i Israel lærte de, at hvis det skulle lykkes dem at skabe relationer til de mennesker, der var i menigheden, var det vigtigt, at de tydeligt viste, at de gerne ville skabe relationer.

    Den lektion har de taget med sig til Bramming. "Vi prøver at være tydelige, f.eks. over for vores naboer. Da vi flyttede ind her og mødte en nabo, så smed vi de planer, vi ellers havde, fra os, stoppede op og signalerede med krop og sprog, at vi gerne ville tale med dem."

    "Efter halvanden måned inviterede vi naboer og menighed sammen til en stor housewarming." "Det var en anden måde at skabe relationer på, at vi blandede folk fra forskellige steder." Efterfølgende har nogle af naboerne været med til gudstjeneste.

    Når det så er sagt, handler det samtidig om, at have omsorg for sig selv og sin familie og at sætte tydelige grænser, fortæller Mathias om sit syn på relationer.  

Afmagt i livet

"Når vi i kirken bliver frustrerede, er det blandt andet fordi, vi har booket os selv for hårdt på tid, relationer og penge. Men som kirke har vi jo et modsvar til kulturen. Et vi-trækker-os-tilbage-samfund," fortæller Mathias, der mener, at vi må være synlige med den kultur.

    "Som kirke har vi det gode svar. Hvis vi er tro i tjeneste og samtidig accepter den præmis, at vi er afmægtige, og at alle vore bestræbelser er fuldstændig afhængige af, om vi får Guds velsignelse, så skal det nok gå," forklarer Mathias.

    "Desværre er der mange, der laver den kortslutning: "Tro i tjeneste er lig med succes", fortæller han. Men det er ikke nok. "Så tror vi jo, at hvis bare vi gør det rigtige, så bliver det automatisk en succes, og det gør det jo ikke altid," uddyber Mathias.

    "Er vi tro, kommer vi indimellem til kort, hvor vores eneste mulighed er at sætte vores lid til Gud. Når vi kan hvile i det, giver det frihed i os selv og i kirken," konkluderer Mathias, der skrev speciale om magtesløs konflikthåndtering og Paulus, der i 2. Korintherbrev kap. 13 taler om, at vi er stærke i vores magtesløshed.

    "Jeg lever højt på at være i den magtesløshed", fortæller Mathias. Selvom han gang på gang bliver kastet til jorden.

    "Når sygdommen skifter, og jeg får det værre, eller når jeg må gå til lægen og få en sygeattest, så er jeg sårbar. Der har jeg brug for tillid til Gud og alt det, jeg har lært i min barndom: at Gud er god, men ikke nødvendigvis nem at forstå. "

    "Konklusionen er, at magtesløshed er en præmis for vores tjeneste og en forudsætning for, at Gud virker i os," forklarer Mathias.

    "Vi vil så gerne måle i kvantitet, men jeg har fundet glæde i, at Gud er langsom. Der er så mange i Bibelen, der bruger 40 år. Jesus bruger 30 år på at være tømmer og tre år på at være synlig og arbejde for Guds rige. Det opmuntrer mig," fortæller Mathias, der hver dag må forholde sig til ikke at kunne overkomme alt det, han gerne vil. Han kan ikke tumle vildt med sine børn som andre fædre, og hver dag må han være tydelig omkring sine begrænsninger. Med ydmyghed erkender han alligevel sygdommens alvorlige fordele.

    "Børnene har en far, der er nærværende. De ved, hvor de har mig," fortæller Mathias. På bordet står en stor LEGO-borg og vidner om, at Mathias finder andre måder at være far på end gennem tumlelege og fodboldkampe.   

Fakta

Bramming Frimenighed blev stiftet den 23. april 2012. Mathias Secher Rom blev indsat i tjenesten som præst søndag d. 5. januar 2014.

Bramming Frimenighed rummer mennesker med mange forskellige kirkebaggrunde. Der er IM'ere, LM'ere, hollandske tilflyttere med baggrund i den reformerte kirke i Holland, folk fra den klassiske folkekirke, Nyt Liv og Dansk Oase samt folk med huskirkebaggrund. Menigheden har omkring 35 medlemmer og et gennemsnit på 56 nadvergæster.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter