At være kristen er en større ære end at være tysk eller dansk - indremission.dk
Indre Missions Tidende

09.07.2020

At være kristen er en større ære end at være tysk eller dansk

Peter Krüger lægger ikke vægt på, om han er dansk eller tysk, men på, at han er kristen




Asta vidste, at hendes forlovede Peter havde rødder i det tyske mindretal i Sønderjylland, men ikke hvad det betød for ham, før de skulle giftes.

»Peter kom med en bemærkning, om det nu også var nødvendigt, at flaget skulle op på vores bryllupsdag. Så sagde jeg til ham, at man kunne da ikke holde bryllupsfest i Ølgod uden at flage. Så flaget kom op,« fortæller Asta og kigger hen på sin mand, som bryder ud i latter.

»Det der havde jeg helt glemt,« siger Peter Krüger hen over kaffen i parrets have i Haderslev.

Men det var ikke det eneste, der skete under brylluppet i 1988.

»Mine søskende vidste om Peters rødder. Alligevel havde de ikke tænkt nærmere over det, da de lavede en festsang på melodien ‘Fra Tyskland uddrog en flok spillemænd’. De havde trykt sangen på danske flag, og under omkvædet skulle gæsterne kippe med flaget.

Peter fortalte bagefter, at han havde lagt mærke til, at hans familie havde lidt svært ved at få flagene op,« fortæller Asta.

Forholdet til det danske flag

Ét af kendetegnene på, om man er dansksindet eller tysksindet i Sønderjylland, er forholdet til det danske flag. »Hvis man er tysksindet, sætter man ikke danske flag på bordet. Man har ikke flagstang og hejser ikke det danske flag.

Hvis en tysksindet gjorde det førhen, var det en ret markant markering af, at man havde taget afstand fra det tyske. Det danske er endnu mere udpræget her i landsdelen end andre steder i landet. Her betyder det noget at være dansk. Der er langt flere danskere her, der har flagstænger og stolt hejser flaget,« fortæller Peter.

Selv om hans farfar og far havde danske ægtefæller, så brugte de ikke flag.

»I vores familie har vi flag på bordet til festlige begivenheder, men vi har endnu ikke flagstang i haven. Jeg er nok der, hvor vi lige så godt kunne have det,« siger Peter, der heller ikke er vokset op med den danske nationalsang, »Det er et yndigt land«, eller nogle af de andre danske fædrelandssange fra højskolesangbogen.

Min tyske farfar blev omvendt

»Da min farbror skulle ind som tysk soldat i Anden Verdenskrig, skulle han medbringe dokumenter, der påviste, at der ikke var jøder i fire slægtsled i familien. Af dem kan vi se, at min farfar stammede fra et område, der ligger 160 kilometer fra Berlin i det nuværende Polen. Min farfar var møller og kom på et tidspunkt til Sønderjylland, hvor han blev møller på godset Solvig, ikke så langt fra Tønder. Her mødte han en dansk pige, og de blev gift.

Året efter – i 1889 – fik de besøg af en missionær på møllen, og de blev omvendt. Det var i den periode, hvor der var en stor vækkelse ved Løgumkloster. De begyndte at komme i det kristne fællesskab, og da deres andet barn skulle døbes, var der hverken dans eller alkohol til festen,« fortæller Peter.

Hans forældre var landmænd og boede i Øster Højst. Her kom de med deres børn i det lokale missionshus.

»Vi har altid haft det godt i det kristne fællesskab. Vi er ikke blevet behandlet anderledes, fordi vi var af tysk familie,« forklarer Peter, der kommer i Indre Mission i Haderslev, hvor han er kasserer.

»Jeg tror ikke, der er så mange, som kender mine rødder, men det er ikke, fordi jeg ikke vil fortælle om det.«

Peters forældre gik til gudstjeneste både i den danske og tyske kirke.

»Der var ikke så mange af de andre tysksindede, der gjorde det,« fortæller Peter, der blev døbt og konfirmeret i den tyske kirke. I Peters hjem talte de dansk, og de bad sammen på dansk.

»Min far talte tysk med de andre tyskere, han mødte i byen, og når vi var sammen med vores familie syd for grænsen. Så jeg er vokset op med tysk og dansk som modersmål. Det har vores børn nydt stor gavn af.«

Min far prøvede at glatte ud

Peter mener, at bedsteforældrenes kristne tilgang til livet har præget familien i generationerne efter, og at det er den primære årsag til, at det er lykkedes dem at blive integreret i Danmark på en god måde.

»Jeg har set mine forældre og bedsteforældre praktisere en tro på, at Gud elsker alle mennesker, og at han ikke sætter skel mellem nationaliteter. Min farfar var af den stille slags. Han lagde altid noget til side på møllen, så han kunne hjælpe dem, der ikke havde så meget. Det var uanset, om de var danskere eller tyskere.

Vi har altid haft det godt i det kristne fællesskab. Vi er ikke blevet behandlet anderledes, fordi vi var af tysk familie

Min far havde ikke kun lyst til at arbejde sammen med de tysksindede landmænd i området, som nogle af de andre havde. Han prøvede tværtimod at glatte ud, og det kom blandt andet til udtryk ved, at han delte nogle markredskaber med både en tysksindet og en dansksindet landmand. Mine forældre var heller ikke medlem af nogle af de tyske foreninger som landbrugsforening eller sportsforening. De omgikkes alle på ligefod, for min far satte ikke en ære i at være tysk. Der var noget, der var en større ære for ham, og det var at være kristen.

Jeg har det på samme måde. Livet er for kort til at gå op i, om man er tysk eller dansk,« siger Peter, der ikke er aktiv i nogle af de tyske foreninger, som er i Haderslev.

Gik i tysk skole

Inden Peter kom i skole, legede han med alle på vejen, men da han begyndte i tysk skole, var det de børn, han legede med. Sådan var det på vejen. Man legede mest med dem, man gik i skole med.

»Det lå i luften, at jeg skulle gå i tysk skole. Mine forældre har aldrig fortalt hvorfor, men jeg tror, det var, fordi min far følte sig mest tysk, selv om det aldrig var noget, han snakkede om. Jeg tror også, at min farfar og familien satte kryds ved, at landsdelen skulle blive ved med at høre under Tyskland ved afstemningen i 1920,« forklarer Peter.

Han kommer med et par glimt fra skoletiden.

»Jeg interesserede mig for historie, så jeg savnede at høre mere om dansk historie. Til gengæld hørte vi rigtig meget om Anden Verdenskrig, studerede kildemateriale og hørte de overlevendes skildringer fra koncentrationslejre. Vi blev indprentet, at vi ikke skulle lave de samme dumheder, som der skete under Anden Verdenskrig. Det var virkelig tyskernes skræk,« understreger Peter, der nød godt af, at hans tyske skole fik støtte fra Tyskland.

»Vi kom på langt flere lejrskoler og rejser, end danskerne gjorde.«

Han fulgtes videre med kammeraterne i tysk realskole og til det tyske gymnasium i Aabenraa, som er det eneste af slagsen i Sønderjylland.

Senere blev det til en ingeniøruddannelse i Odense og 25 år i Esbjerg, inden han og Asta flyttede til Haderslev for syv år siden på grund af arbejde.

Jeg er sønderjyde

Hverken Peter eller nogen af hans søskende har sendt deres børn i tysk skole.

»Jeg tror, at det tyske lige så stille glider ud,« fortæller han.

Peter føler sig hverken som helt tysk eller helt dansk.

»Jeg ser mig selv som sønderjyde,« siger Peter, der er stolt af sin families rødder.

»Det er ikke, fordi de var tyskere, men på grund af de personer, de var, og den betydning de har haft for mig.«



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter