Bjergbestigere har ansvar for hinanden - indremission.dk
Indre Missions Tidende

03.08.2014

Bjergbestigere har ansvar for hinanden

Formaning er noget positivt og livsbekræftende




Hvilke associationer får du, når du hører ordet "formaning"? Hvis du har det som folk flest, har ordet en negativ klang for dig. Vi vil helst ikke selv blive formanet af nogen, og trangen til at formane andre kan – for de flestes vedkommende – også ligge på et lille sted.

    Det kan der være mange årsager til. Måske har du haft decideret ubehagelige erfaringer med det at blive formanet. Det oplevedes mest af alt som utidig indblanding, løftede moralske pegefingre eller fordømmelse.

Noget positivt

I Det Nye Testamente er formaning imidlertid altid omtalt og praktiseret som noget positivt og livsbekræftende. Det Nye Testamente bruger fire forskellige græske ord, som hver for sig udtrykker forskellige nuancer ved det at formane. Det ord, som for det meste bruges, har betydningen: opmuntre, trøste, opfordre eller minde om. De andre tre ord har i højere grad betydningen: advare, pålægge, byde eller forbyde.

    For eksempel kan Paulus formane og sige: "Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus" (2 Tim 2,1) – eller "Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde" (2 Tim 2,8). Og han kan ligeledes sige: "Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet" (Gal 5,13). Alle tre udsagn er formaninger.

    Jesus siger: "I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden" (Joh 16,33), ligesom han kan formane ved at sige: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer" (Matt 5,44).

    Sådan kan formaninger lyde fra Paulus' og Jesu mund – selv om det måske ikke først og fremmest er det, vi forbinder med det at formane. Formaningens primære sigte er ikke at revse og afsløre synden – selv om det også er et væsentligt aspekt ved det at formane – men det er at opmuntre og lokke det nye liv – troens liv – frem i os.

    Uanset om der er tale om den opmuntrende formaning eller den bydende formaning, har formaningen i Det Nye Testamente altid det samme formål – nemlig at bevare os i den kristne frihed og at værne om troens glæde.

Bjergbestigere

Den kristne menighed er blevet sammenlignet med en flok bjergvandrere eller bjergbestigere. For blandt bjergbestigere, som ved, hvad de har med at gøre, gælder det, at man hjælper hinanden. Man er sig bevidst at have ansvar for hinanden. Derfor går man også med en line imellem sig, hvis man færdes på specielt farlige steder.

    Tanken er, at linen, som forbinder den enkelte med alle de andre, kan være en støtte, som forhindrer, at man snubler. Og hvis det alligevel sker, at én skrider ud eller direkte falder, så er de andre der og sørger for, at vedkommende ikke styrter ned, men kommer på benene igen. Det at være bjergbestiger er nemlig forbundet med en risiko, som er ganske konkret.

    Jeg synes, billedet er godt. Som medlem af Guds menighed, "Kristi legeme", har du ansvar for din kristne bror og søster. I er forbundet til hinanden med hjælpende kærlighedsbånd. Det er i den kontekst, formaningen har sin rette plads.

    Hele ideen med at formane hinanden er, at vi hjælper hinanden med at leve som kristne. Formaning er, når en synder hjælper en anden synder med at leve livet, så det fører til velsignelse, og så troens frihed bevares.

    I en forstand er du som kristen i et modsætningsforhold til den verden, du er en del af. Den ånd, der råder i verden, er en anden, end den du bærer i dit hjerte. Du har Guds hellige ånd i dit hjerte, og din lyst er derfor at leve dit liv i overensstemmelse med Guds ord. Men samtidig vil der i et kristent menneskes hjerte altid være en modvilje mod at følge Guds gode bud. Kampen mellem det nye, som Guds ånd har skabt, og det gamle syndige hjerte, vil altid være virkeligheden for et kristent menneske.

    Derfor har vi alle brug for at blive formanet. Vi har brug for den formaning, der lyder i enhver forkyndelse af Guds ord, og til tider også for den formaning, som et andet menneske giver os under fire øjne.

    At gå rundt i bjergene alene er ikke nogen god idé. Når uheldet er ude, er man alt for sårbar. Det er heller ikke nogen god idé at forsøge at leve som kristne alene. Hvis vi forsøger det, er vi alt for sårbare i forhold til verdens mange fristelser og i forhold til synden i os. Vi føres meget lettere vild, hvis vi ikke har gode mennesker omkring os, som ser det liv, vi lever, og som har omsorg for os.

Brug for hinanden

Som kristne har vi brug for hinanden. Lad os derfor fremme kristne fællesskaber, hvor vi kan tale frit, og hvor vi i kærlighed og omsorg kan formane hinanden til at leve som de kristne mennesker, Jesus har løskøbt os til at være. For vi har alle sammen brug for opmuntringer, trøst og vejledning fra mennesker omkring os, som vil os det godt.

    Den formaning, som minder en kristen bror eller søster om Jesus, og som opfordrer til at leve i nåden, er den lette formaning – både at give og at tage imod. Den svære formaning er den, som advarer, pålægger og forbyder. Den er en vanskelig disciplin at praktisere for syndige mennesker, og desuden går den tæt på et andet menneske og påtaler synden. Men det må ikke få os til at vige udenom at formane hinanden.

    Lad os være med til at fremme kristne fællesskaber, hvor vi frimodigt løfter hinanden op, og hvor vi – som syndere, der har fået tilgivelse – i kærlighed hjælper hinanden med at leve som kristne i en falden verden.

Flemming Harpøth Møller er sognepræst i Videbæk, Finderup, Sædding, Bølling og Hanning.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter