Brøl blandt brødre - indremission.dk
Indre Missions Tidende

23.09.2016

Brøl blandt brødre

Årets mandekonference var en dag med aktiviteter, som satte et fornyet fokus på rollen som far, mand og dreng




Mens fodboldholdet fra Vejle Boldklub forlod den østjyske by i deres holdbus for at spille på udebane, indtog et anderledes klientel Vejle Stadion. Et stort banner viste vej til mandekonferencen, der arrangeres af IM, LM, Agape og Kristent Pædagogisk Institut. Her dannede oplæg, foredrag, talere og aktiviteter rammen om en lørdag i mandens tegn.

    Kaffen blev fortæret få meter fra stadionets græstæppe, mens de 170 deltageres indtryk blev drøftet af unge, voksne og ældre. Alle havde de det til fælles, at de havde både et X og et Y-kromosom og var børn, fædre eller kristne brødre, der ville bruge en lørdag i september på at tænke over deres rolle som mand i både familie og menighed.

Mandens rolle er underspillet

Efter at morgenkaffen havde skyllet rundstykkerne ned, tog lektor Henrik Jensen mikrofonen og lagde grunden til dagens tema med en historisk gennemgang af faderrollens forandring over de sidste 100 år. Han fortalte medlevende, hvordan familien og samfundet havde overflødiggjort faderrollen i stigende grad i de senere år.

    "Jeg føler, vi har underspillet mandens rolle i familien, sådan at manden nu bare flyder rundt i samfundet. Nobelprisen til den, der finder ud af, hvad mandens rolle er i familien. For den er ikke klart defineret. Mænd er blevet som tegneseriefiguren, der bliver ved med at løbe ud over klippekanten uden at falde. Men pludselig opdager de, at der ikke er noget under dem, at deres rolle er væk, og dét fald er vi i nu," fortalte han i oplægget, der gav stof til eftertanke og flere spørgsmål.

Gud som far

Henrik Jensen havde ikke et gudsperspektiv ind over sit foredrag, men den vinkel kunne pressechefen hos ISS Manuel Vigilius give. Han holdt tre oplæg om Fars dreng, hvor han udlagde Bibelens perspektiv på forholdet til både vores jordiske og himmelske far, frisk suppleret med ærlige vidnesbyrd fra sit eget liv og erfaringer som både far og barn.

    Han opfordrede deltagerne til at pleje deres relation til Gud og til at tage deres rolle som far og hoved i familien alvorligt i sammenspillet med deres hustru.

    "Det er godt, at vi kan udnytte vores fælles ressourcer og evner i ægteskabet, men det er dit ansvar som mand at opdrage dit barn til lydighed. Ofte er kvinder hurtigere til at se, hvad der sker i en familie eller i en menighed og reagere på det, men vi mænd kan ikke tillade os at abdicere og overlade alt til kvinden," forklarede han, inden der blev givet et nærliggende eksempel.

    "Vi er på et fodboldstadion, og vi mænd kan analysere og se, hvad der sker i en fodboldkamp. Vi danner os en holdning til det og overvejer, hvordan vi vil reagere i en situation. Så kan du også, i et vist omfang, se, hvad der sker i stuen eller i din menighed. Se, analyser, dan dig en holdning og reager. Det er vores ansvar som mænd."

Aktiviteter gav ny energi

Det hele skulle dog ikke gå op i taler og lytteøvelser, så efter de første to oplæg blev maverne fyldt, før mændene tog fat på aktiviteter i de nærliggende omgivelser. På fjorden var der mulighed for en tur i RIB-båd, hvor fart og frisk havluft var attraktionen, eller en mere afdæmpet tur i havkajakken. I den nærliggende skov var der mulighed for træklatring, mountainbike eller en form for elastiksving i træerne á la Tarzan. De mange aktiviteter gav røde kinder, jubelbrøl og store smil hos deltagerne.

    "Det er sjovt at prøve noget anderledes," fortæller Claus Clausen, da han og kammeraterne har stillet deres mountainbike fra sig. Samtalen skifter karakter og fokus bliver pludselig rettet mod den unge mand, der netop er blevet trukket op i trætoppene i elastikken og er klar til at blive sendt afsted på en flyvetur. Denne gang med hovedet nedad. Et hold af mænd trækker ham op, og giver så slip. Swush lyder det, da han flyver afsted med et brøl.

    "Han kom godt nok tæt på jorden. Måske skulle han have lånt en cykelhjelm først," lyder det godmodigt fra herrerne ved bordet. De er kommet på opfordringer fra venner og familie og har alle sammen nydt en dag uden kvindeligt islæt.

    "Der kommer ingen kvinder og forstyrrer os her. Vi kan få lov til at være mænd og skal ikke pakke vores humor væk," griner Bjarne Jakobsen.

    "Det er ikke bare ren mandehørm. Vi får virkelig nogle gode input, der giver gode snakke med hinanden. Det er godt og intenst, og det giver basis for nogle gode snakke, når vi kommer hjem," fortæller de fire mænd, inden turen går tilbage til tre forskellige seminarer, en overdådig grillbuffet, sidste del af undervisningen og den afsluttende lovsang, hvor den ene forsanger blev det første feminine væsen, mændene havde set, siden konen blev efterladt derhjemme.

Læs også

Mandekonferencen hjalp Flemming videre
Vi må ikke glemme at være mænd

Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter