Budskabet om håb og liv skal ud over hele jorden - indremission.dk
Indre Missions Tidende

16.09.2016

Budskabet om håb og liv skal ud over hele jorden

Guds redningsaktion skal omfatte såvel Israels folk som folkeslagene ud over jorden




Esajas' Bog viser os et dobbelt spor. Der udgår en linje fra Jerusalem med et budskab, som er for hele verden. Men pilen peger også tilbage mod byen i form af et spor af mennesker, der vender hjem til Gud.

Guds mission for alle

Det er dybest set en linje af mission, der udgår fra Jerusalem mod hele verden. Jeg synes, det er meget spændende at se, hvordan Esajas' Bog igen og igen gør os opmærksom på, at ikke-jøder hører med i Guds plan om at frelse igennem Messias. Det er en tanke, der forekommer sjældent i Det Gamle Testamente, og vi ser i Det Nye Testamente, hvordan Jesu disciple og de religiøse jøder i øvrigt automatisk fraregner hedningerne blandt de mennesker, Gud kan have fællesskab med.

    Men det er på ingen måde en fremmed tanke for Gud. Han har skabt ethvert menneske og bærer alle, der lever. Og straks, da Gud udvalgte Israels stamfader, Abraham, tænkte han også alle folkeslagene med i planen, idet han siger til Abraham: "I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1 Mos 12,3).

Budskabet om Jesus skal ud

Allerede i Es 2,3 introduceres vi for det udadgående spor med ordene: "For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem." Der er et vigtigt budskab, der skal forkyndes. Det skal nå ud over jorden.

    Guds ord udgår fra Jerusalem. Byen er frelsens sted. Gud frelser ud fra Jerusalem. Byen blev centrum for Guds folk, Israel, da David indtog byen og gjorde den til kongeby og hovedstad. Under folkets eksil i Babylon længtes de tilbage til Jerusalem, og Esajas taler fra kapitel 40 trøst ind i den situation og lover dem Guds udfrielse og hjemkomst.

    Jerusalem er symbolet på Guds rige, fordi det var her, Jesus døde på et kors, her han opstod af graven, og her Helligånden blev sendt til de første kristne.

    Dermed peger byen også frem imod Guds rige, som kommer synligt, og som er evigt. Dér skal Guds menighed leve på en nyskabt jord under en nyskabt himmel (Es 65,17). Edens have er genoprettet (Es 11,6-9 og Es 51,3). Gud og mennesker lever synligt sammen, men de fristende slanger og Satan selv er sat ud af spillet for evigt.

Banneret

Derfor skal der hejses et banner. Navnet på Isajs rodskud, Messias, skal stå på banneret (Es 11,10). Jesu navn er ikke kun et budskab til Israel, men for folkeslagene, så de kan søge og finde Frelseren, Guds hånd, som er rakt ud til dem med liv og håb.

    Hvordan får vi gjort Jesu navn synligt i dag? Der er mange budskaber i både det offentlige og de private rum. Religion og levende tro er udskældt og foragtet af mange meningsdannere. Men tænk, hvis ét menneske fik øje på Jesus som den, vedkommende netop havde brug for! Eller modsat: Tænk, hvis et menneske, som Gud har forberedt til at tage imod Jesus, ikke kan få øje på ham, fordi hans navn ikke er tydeligt i vores liv! Banneret kan hejses, når du og jeg har bedt over og gennemtænkt, hvordan vi kan synliggøre Jesu navn i dagligdagen.

Et lys for folkene

Herrens tjener, Messias, er det afgørende midtpunkt, når Guds ord ifølge Esajas skal forkyndes for mennesker i og uden for Israel. Esajas 42 beskriver, at Gud har kaldet og sendt sin tjener, Messias, for at han skal bringe ret ud til folkene (v. 1). Mennesker over hele jorden skal fries ud af deres egen uret og det mørke og fangenskab, som uretten fører med sig. Det er Jesus, der bærer alle menneskers uret, så han kan give sin egen renhed og retfærdighed til den, der kommer til ham.

    Det er universets og menneskenes skaber, der sender sin søn. Gennem ham kan mennesker – både jøder og hedninger – leve i pagt med Gud (Es 42,6). Han er et lys for mennesker ud i verdens mørkeste afkroge.

    Gud er fast besluttet på, at hans redningsaktion skal omfatte såvel Israels folk som folkeslagene ud over jorden. På den måde er Esajas' Bog et fantastisk skrift, fyldt af håb og løfter til os, der ikke i udgangspunktet var regnet med i Guds folk. Gud siger til sin tjener, Messias: "Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende" (Es 49,6).

Jerusalem samler Guds folk

Hvad skulle banneret med frelserens navn bruges til? Og hvorfor skulle Guds ord fra Jerusalem tales ud til folkene? Jo, for at mennesker kan komme hjem. I Es 62,10-12 forkyndes det, at banneret skal rejses, og der skal banes vej for mennesker. Budskabet skal lyde til jordens ender.

    "Se, din frelser kommer! Se, hans løn er med ham, hans fortjeneste går foran ham." Frelseren er Gud og Messias, hans tjener. Lønnen og fortjenesten er hans folk, som han har løskøbt og gjort helligt. Nu er dette folk for altid sammen med deres Gud og frelser.

    Jerusalem skal kaldes "Den Eftertragtede", hvilket først hentyder til den fysiske by og templet, som de troende i Israel længtes efter, når de befandt sig ude i det fremmede. Dernæst betyder det frelsens sted, hvor frelsens fundament blev lagt. Og endelig det frelste folk, hvor vi hører sammen i troen på Jesus, uanset om vi er jøder eller ikke-jøder.

Med retning mod det evige liv

Sådan skal mennesker alle vegne fra samle sig om Guds frelse og nærvær, som han giver os igennem sin søn og de begivenheder, hvorigennem han betalte vor skyld og besejrede døden. "Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier" (Es 2,3).

    Nu er det tid til at søge Guds frelse og vejledning. Nu sendes hans ord med budskabet om håb og liv ud over jorden. Dommen er på vej. Det samme er det evige liv, hvor sværd forvandles til plovjern, spyd til vingårdsknive, og al krig er forbi (Es 2,4).

    Lyt derfor til budskabet! Bliv selv en kanal for Guds ord, så flere får det at høre. Lev tydeligt som hans barn. Eller sagt med Esajas' opfordring til Israel: "Jakobs hus, kom, lad os vandre i Herrens lys" (Es 2,5).

Kurt Kristensen bor i Brøndby Strand og er regionsleder i Indre Mission Region Øst.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter