Det begynder med glæden - indremission.dk
Indre Missions Tidende

02.09.2016

Det begynder med glæden

Martha og Maria var ikke så forskellige, som vi ofte gør dem. Men Maria havde bedst styr på rækkefølgen




Prædiken til 15. søndag efter trinitatis

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Luk 10,38-42

Ora et labora - Bed og arbejd! Sådan lyder valgsproget i Benediktinerordenen, som Benedikt af Nurcia grundlagde helt tilbage i år 529. Og der blev både bedt og arbejdet i ordenen. Alene i Danmark har der været 35 benediktinske munke- og nonneklostre, og Ansgar, som bragte kristendommen til Danmark, var selv benediktinermunk.

     Det giver god mening at forene netop bøn og arbejde. Hvad er forskellen egentlig? Ja, umiddelbart er det jo to ret forskellige ting. Og så alligevel ikke. Når vi arbejder, udfylder vi en mangel. Vi råder bod på det, der mangler, så bilen kan køre, så regnskabet stemmer, så livet fungerer. Og når vi beder, siger vi: Åh Gud, jeg mangler noget. Kom med din tilgivelse og fyld det ud, som vores synder har taget bort. Her er én, der er syg, og én, der er trist. Kom Gud, med din kraft og glæde og udfyld det, vi mangler. Komme dit rige, ske din vilje, må dit navn blive helligt.

Ingen forskel

Når vi beder til Gud, kigger vi på en mangel og beder ham om at udfylde den. Når vi arbejder, kigger vi på en mangel, og så arbejder vi med Gud for at udfylde manglerne her i vores mangelfulde verden, for at livet skal blive godt. Bed og arbejd. Fra et vist perspektiv er der ikke nogen forskel. Når vi arbejder, fortsætter vi bønnen med andre midler. Arbejdet bliver en forlængelse af bønnen. Sådan må vi i hvert fald godt se på det.

    Vi kommer let til at tænke om kirken, at det er et sted, vi går ind om søndagen, og halvanden time efter går vi ud igen. Eller gør vi? Vi kunne jo også tænke sådan om det, at vores hjem er et kapel. At vores arbejdsplads er et af sideskibene. Og at der, hvor vi holder ferie, møder mennesker og hygger os sammen, er kirkens våbenhus. Sådan er det! Vi lever ikke vores liv i to rum, men i ét stort rum, hvor vi beder og arbejder.

Den gode del

Derfor var søstrene Martha og Maria måske heller ikke så forskellige, som vi ofte gør dem. Vi betragter som regel Martha som den foretagsomme storesøster, der sørger for, at alt er i orden og parat. Sådan er mange storesøstre! Mens lillesøsteren Maria lader rodet og støvet ligge og sætter sig for at hygge og lytte. Måske var de ikke så forskellige endda.

    Bed og arbejd, sagde Benedict. Intet af det, Martha gjorde, var uvæsentligt, bestemt ikke. Det var ikke ligegyldigt, om der blev lavet mad og gjort rent. Der var tydelige mangler, som naturligvis skulle udbedres, og Martha gik forrest i det arbejde. Alligevel var det nødvendigt for Jesus at sige til Martha, at Maria havde valgt den gode del. Martha var så optaget af arbejdet, at det ene fornødne godt kunne drukne lidt i alt det, hun skulle have gjort. Grunden til alt det, hun skulle, kunne godt blive lidt diffus for hende.

Rækkefølgen er ikke ligegyldig

Maria prioriterede anderledes. Hun lod rod og skidt ligge og satte sig foran Jesus som et lille barn. Hun lyttede med store øjne og åben mund, mens Martha rumsterede med alt det praktiske. Maria prioriterede det ene fornødne. Hun valgte den gode del, og den skulle ikke tages fra hende, siger Jesus.

    Bøn og arbejde er to sider af samme sag, men rækkefølgen er ikke ligegyldig. Det lærer vi af Martha og Maria. At lytte til Herren er det ene fornødne, og det går forud for arbejdet. Lad os derfor bare gøre en masse. Lad os udbedre manglerne i denne verden, så den bliver bedre og skønnere at leve i. Men lad os altid vende tilbage som børn, der sidder hos Gud og mærker hans kærlighed og omsorg for os. Det er der, det hele udspringer. Det er det ene fornødne.

Vend kalenderen

Jeg har landets måske frommeste kalender. Treårs-kalenderen fra Forlagsgruppen Lohse. Men når jeg slår op i den, ser jeg til min store forbløffelse, at den er skruet helt forkert sammen. Den begynder med arbejdsdag mandag, tirsdag onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Og først helt til sidst kommer søndagen. Det er jo helt forkert! Det må de simpelthen se at få lavet om på, på det fromme forlag!

    Søndag er ugens vigtigste dag, og den kommer ikke til allersidst som en lille gevinst, når vi har slidt og slæbt hele ugen og næsten ikke kan mere. Nej, det hele begynder med søndag, det begynder med glæden.

    Den skabte verden begyndte på en søndag, da Gud sagde: Der blive lys! Kristus stod op af graven på en søndag, og dermed begyndte den nye verden, som Gud har til os. Det var en søndag, den første dag i ugen, Gud sagde "Der bliver lys!". Gud rige blev virkeliggjort på en søndag, da Kristus blev opvakt fra de døde. Og det var på en søndag, Helligånden kom over disciplene og gav dem kraft til at vidne over hele verden. Det var pinsesøndag.  Søndag er Vorherres dag, den første dag i ugen. Vores uge, hele vores tilværelse begynder med, at vi er sammen med ham.

Per Damgaard Pedersen er sogne- og arresthuspræst i Kolding.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter