ECHO vil sende deltagerne sultne hjem - indremission.dk
Indre Missions Tidende

ECHO afvikles i Kolding fra 23. til 25. september.

12.07.2022

ECHO vil sende deltagerne sultne hjem

En ambitiøs konference for både unge og voksne vil gerne sætte hele Indre Mission i bevægelse.




Hvis man tager et godt vækkelsesmøde og tilsætter en portion missionskonference, et stykke bibelkursus og et helt lederseminar, og krydrer det hele med fyldig lovsang og stærke forkyndere, så har man konferencen ECHO, som er IMU's nye satsning den 23.-25. september i Kolding.

Sådan ser det i hvert fald ud, når man studerer echo.imu.dk. ECHO er smækfyldt med spændende møder, seminarer, lovsang og tilbud.

ECHO var i første omgang programsat til februar 2022, men blev på grund af corona udsat til september. Det har givet arrangørerne lidt mere tid til at forberede det omfattende program.

"Vi vil gerne sætte hele Indre Mission i bevægelse," fortæller Dyveke Nepper, der er initiativtager og projektleder for konferencen. "Derfor er ECHO for alle aldersgrupper. Og vi har et spor, som særligt er for ledere," forklarer hun.

Gå sultne hjem

Dyveke Nepper lover, at ECHO bliver en anderledes oplevelse, end mange er vant til.

”Vi gør os umage. Rammerne er lækre og inspirerende, og kvaliteten er høj,” forklarer hun.

"Vi skal gå sultne hjem, sultne efter at se og opleve Guds kærlighed virke igennem os og blive omsat i handling. Det er visionen med ECHO."

Navnet ECHO refererer til, at Guds kærlighed kom først, og at kristne derfor ønsker at være et ekko af hans kærlighed. En del af konferencen foregår på engelsk, idet flere af hovedtalerne kommer fra USA. Desuden forventer arrangørerne også deltagere fra Norge og Sverige.

"Vi skal nok sørge for, at det hele oversættes til dansk for dem, som har brug for det," beroliger Dyveke Nepper.

Rabat inden 1. august

Konferencen afholdes i Sydbank Arena i Kolding. Her er også mulighed for at booke overnatning på det tilknyttede Sportellet, eller man kan benytte sig af gratis, fælles overnatning i nærheden.

Tilmelder man sig inden 1. august, er der ekstra penge at spare.

Du finder ECHO på echo.imu.dk og kan følge forberedelserne på Instagram og Facebook


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter