"Du skal da være evangelist!" Sådan sagde en lærer til Mette allerede på efterskolen. Det mente Mette nu ikke, hun skulle.
"Jeg har altid været et meget forsigtigt menneske og ikke særlig udfarende," forklarer hun.
Men den 1. juli blev 30-årige Mette Hornstrup ansat som missionær og evangelist i Indre Mission Region Syd. Og der var mange andre, der tidligt så et potentiale og begyndte at opfordre hende.
Kort tid efter efterskoleopholdets afslutning mødtes hun med sit gamle efterskolehold til en uges samvær på Mørkholt Strand Camping, og her lød samme opfordring. Hun var faldet i snak med en jævnaldrende om sin bekymring for de unge fra efterskolen, som ikke troede på Jesus. Og helt tilfældigt blev en missionær inddraget i samtalen. Efter et stykke tid sagde han til Mette: "Du skal da bare ud og fortælle andre om Jesus!" Men Mette var stadig ikke overbevist.
"Senere på sommeren skulle min bror giftes, og da vi gik og gjorde deres nye lejlighed klar til indflytning, snakkede vi om tro. I løbet af samtalen siger min bror noget i retningen af, at jeg da skulle være evangelist," fortæller Mette og griner.
"Jeg følte ikke, at jeg kunne sidde det overhørig længere og gik så og tyggede drøv på det et stykke tid."
Efter ferien begyndte hun på gymnasiet i Viborg og kom også i IMU der. I IMU var de med til at lave "JesusFEST", og IMU'erne blev enige om, at alle, der havde lyst, skulle ud i byen og snakke med mennesker på gaden og invitere dem til festen.
"Jeg syntes, det lød megaskræmmende, men jeg tænkte også, at jeg hellere måtte prøve det der gadeevangelisation af, så jeg kunne få bevist, at det ikke var noget for mig. Men da jeg så stod der, følte jeg mig bare som en fisk i vandet. Det var virkelig underligt!" siger hun med et smil.
Herefter kastede Mette sig sammen med andre fra IMU ud i diverse evangelisationsprojekter, og hun husker tilbage på gymnasietiden med stor glæde.
Mette blev student og arbejdede derefter et år på et soldaterhjem i Aalborg, hvor hun også fik lov til at tale med mange mennesker om sin tro.
"Jeg var rigtig glad for mit arbejde der, og det blev mit andet hjem," fortæller hun.
Så begyndte hun på Aalborg Universitet og kom også i IMU, men hun afbrød studiet, da hun fik en depression. Alligevel tog hun stadig med IMU'erne på natevangelisation selv i de mørkeste perioder af depressionen.
"Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg kunne magte det, men det var på den anden side nærmest det eneste, jeg kunne i den periode. Først tænkte jeg, at jeg bare lige kunne tage med de andre fra IMU til bedemøde, før de skulle ud på gaden. Men jeg kunne jo også lige hjælpe dem med at slæbe noget kaffe med. Og så faldt jeg i snak med folk, og den ene time tog den anden."
I stedet for at blive sygemeldt blev hun tilbudt en timelønnet stilling på soldaterhjemmet i Aalborg, hvor hun primært skulle arbejde uden for åbningstiden.
"Det var et Guds under, at jeg kunne gøre det, men jeg havde en oplevelse af, at det var bedre for mig at have noget at stå op til. Det betød meget for mig, at jeg fik den mulighed," fortæller Mette.
Efter to år var Mette igen rask, og hun besluttede, at hun skulle videre. Det blev via et ophold på Indre Missions Bibelskole i foråret 2011. Hun ville starte blidt op igen og finde ud af, hvad hun skulle med sin fremtid.
"Jeg var bange for at vende tilbage til uddannelsessystemet, for jeg havde jo været i gang, men måtte droppe det. Det var et nederlag for mig," husker Mette.
Ved højskoleopholdets afslutning bredte der sig almindelig panik om, hvad fremtiden nu skulle indeholde. En af Mettes højskolekammerater havde hørt, at der var en ledig stilling i Cafébussen, og han spurgte Mette, om det var noget for hende.
"Jeg havde en forestilling om, at det var en bestemt type, der arbejdede i Cafébussen, og den type var jeg ikke," forklarer Mette. Men efter mange overvejelser og en snak med Indre Mission endte hun alligevel med en 1-årig volontørstilling i netop Cafébussen.
"Mine kolleger jokede tit med, at jeg jo bare kunne få forlænget min kontrakt. Og det endte det faktisk også med. Jeg var så glad for at arbejde der. Især Gammelbro Camping fik en særlig plads hos mig, for her kommer folk fra år til år, fordi Cafébussen kommer. Og så vil de gerne tale om tro. Det er helt specielt at have flere dage til at tale med den samme person i stedet for kun én aften."
Efter to år som volontør drømte Mette om en fuldtidsstilling med mulighed for at komme ud og snakke med andre mennesker om Jesus. Men hun ville gerne have lidt mere ballast i rygsækken og begyndte derfor på en uddannelse i Kristendom, Kultur og Kommunikation ved Diakonhøjskolen i Aarhus, som hun færdiggjorde i juni i år. I foråret var hun dog ikke helt sikker på, hvor hun skulle arbejde.
"Jeg mindede mig selv om, at jeg gik ind til uddannelsen med det formål og ønske at fortælle andre om Jesus. Om jeg ligefrem har haft et kald siden teenageårene til at blive evangelist, ved jeg ikke. Det er sommetider et stort ord at tage i munden. Men jeg kan i hvert fald se, at der er en retning i de ting, jeg har prøvet," konstaterer Mette.
Selvom Mette ikke så sig selv som missionær, var der alligevel ikke langt fra tanke til handling, da hun så stillingsopslaget fra Indre Mission.
"Jeg er opvokset 'indenfor murene' og har altid haft et hjem i missionshuset, så det er ikke fremmed for mig," forklarer hun. "Jeg talte med mine forældre om stillingsopslaget i påskeferien, men jeg var stadig ikke helt afklaret."
Da hun en søndag aften sad og grublede over tingene, fik hun pludselig en opringning fra en tidligere kollega, som opfordrede hende til at sende en ansøgning til Indre Mission.
"Det var lidt pudsigt, at han lige ringede på det tidspunkt, hvor jeg netop gik og tænkte meget over det."
Mette havde to betænkeligheder om stillingen som missionær. For det første indebar det, at hun skulle forkynde, og for det andet syntes hun ikke, at hun kunne se sig selv i den klassiske forestilling om en missionær.
"Men jeg overtalte mig selv: Jeg er uddannet til formidling, og desuden er forkyndelse ikke undervisning, men at minde mennesker om, hvem Kristus er. Det havde jeg jo gjort mange gange, da jeg arbejdede i Cafébussen. Og med hensyn til stillingsbetegnelsen valgte jeg at fokusere på arbejdsbeskrivelsen, for den indebar opgaver, jeg godt kan varetage. Og nu er jeg faktisk begyndt at holde af missionærtitlen."
På Mettes kaldsbrev fra Indre Mission er stillingsbetegnelsen dog udvidet til evangelist.
"Det havde vi ikke talt om, men evangelisation er mit hjertebarn, så det passer mig helt fint."
Mette er nu primær kontaktperson for 18 fællesskaber, og hun er ikke i tvivl om, hvad hendes første opgave bliver.
"Jeg skal møde de lokale IM-folk og lytte til, hvilke udfordringer de oplever, og hvad de gerne vil, at jeg skal hjælpe dem med. Lige nu er min tilværelse bare meget ny, og jeg kender intet til Sønderjylland, men det skal nok blive godt," forsikrer Mette.
"Det er et job med en rigtig lang læreperiode, og bare det at lære at skelne mellem privatliv og arbejdsliv er en udfordring. Når jeg tidligere åbnede min bibel, var det bare mig og Gud. Men når jeg åbner min bibel nu, er det mig og Gud og IM, for jeg tænker hele tiden på, om der er noget, jeg for eksempel kan bruge til en andagt. Men jeg har altså også brug for, at der sommetider kun er mig og Gud," fastslår hun.
Det prøver hun at løse ved, at alt der har med arbejde at gøre, kun foregår inde på hendes kontor.
"Min største drøm er at hjælpe mennesker, der brænder for at fortælle om Jesus, med at blive ved med at brænde. Hvis ikke der er gang i branden i fællesskabet, spreder den sig heller ikke til andre mennesker."
