Evangeliets frø spirer i multikulturelle Borris - indremission.dk
Indre Missions Tidende

Borris i Vestjylland følger landsgennemsnittet, hvor hver syvende indbygger i dag er enten indvandrer eller efterkommer.

12.08.2021

Evangeliets frø spirer i multikulturelle Borris

Hver syvende dansker er i dag indvandrer eller efterkommer. Det gælder også i Borris, hvor de nye naboer især er fra Østeuropa.




Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, sagde Jesus, men hvorfor gå til folkeslagene, når de er kommet til Danmark? Virkeligheden er, at der i dag landet over lever nydanskere fra alverdens lande.

For 20 år siden udgjorde indvandrere og efterkommere 4,6 procent af befolkningen. Ifølge en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Danmarks Statistik er andelen i dag steget til 14 procent af befolkningen. Det svarer til hver syvende. For eksempel bor der mindst 40 nationaliteter i Torsted Sogn i det sydlige Horsens, en typisk villabydel med ligusterhække og parcelhusidyl.

Nye naboer i klassen

Udviklingen berører hele landet og således også Vestjylland. For eksempel Borris ved Skjern, hvor 15 procent af sognets knap 1400 indbyggere ved den seneste opgørelse i 2020 er indvandrere eller efterkommere. Dermed er demografien også i forandring i et sogn, hvor nogle slægter kan spore deres rødder langt tilbage.

Den demografiske forandring har sognepræst i Borris Simon Møller Olesen og hans kone Sara særligt mærket gennem deres ældste datters klasse, hvor næsten to ud af tre elever helt eller delvis har en anden baggrund end dansk.

De nye naboer i Borris kommer særligt fra tre østeuropæiske lande, Polen, Rumænien og Ukraine. Han husker også, at han på et tidspunkt modtog de opsigtvækkende tal fra Folkekirkens Migrantsamarbejde.

»På det tidspunkt var omkring 10 procent i Borris Sogn ikke-danske. Da blev det tydeligt for mig, at det ikke bare er nogle få, der bor her,« siger Simon, der roser lokalsamfundet for at være åbne over for tilflyttere, og hans kone er enig.

»Man er glade for, at de er her. De arbejder her jo, de får børn og er med til at holde skolen i gang, og nogle køber også huse og er med til at gøre, at byen lever. Man køber ikke hus i Borris for at sælge igen om tre år,« siger Sara.

Hun peger på byens stærke foreningsliv som stedet, hvor de nye naboer let integreres, ligesom flere lokale har hjulpet østeuropæerne med at købe huse, og en gruppe frivillige åbnede en sprogcafé.

»Nu er østeuropæerne ikke længere de fremmede, og sprogcaféen er lukket, fordi der ikke længere kom nogen,« siger sognepræsten.

Dyrlægerne fra Ukraine

Ikke langt fra præstegården byder Liliia og Oleg Shabatin på kaffe. I 2016 flyttede de med deres børn Daniel og Lisa fra Ukraine til Danmark og skiftede dermed livet i den store by Bila Tserkva ud med det mere landlige Borris. De er begge uddannet dyrlæger, men Oleg uddanner sig nu også til SOSU-assistent.

Få ting i deres spisestue indikerer, at familien har rødder 1600 kilometer sydøst for den vestjyske muld. Spisebordet er typisk skandinavisk i en lys træsort, og kaffen skænkes fra en gammelrosa designertermokande fra danske Rosendahl. På væggen hænger billeder af børnene side om side med et verdenskort. Familien gør alt, hvad de kan, for at integrere sig i det danske samfund, understreger Liliia, som også kalder sig Lily.

»Vi er så tilfredse med vores liv her. Vi har aldrig hørt danskere undre sig over, hvorfor vi som udlændinge har købt hus her. Da vi flyttede ind, fik vi gaver fra vores naboer, og vi har fået mange danske venner,« fortæller Liliia, der arbejder i en farestald på en svinefarm og for nylig har fået permanent opholdstilladelse.

Hun har været med i skolens forældrebestyrelse, og børnene har et aktivt fritidsliv. Daniel på 10 år går blandt andet til ridning, mens syvårige Lisa går på balletskole. Efter sommer begynder de i 1. og 4. klasse.

»Vores børn er meget involverede i livet her i Borris, og de taler perfekt dansk. De har mange venner, og de er så glade for at være her,« siger Liliia og forklarer, hvordan familien også forsøger at tillære sig danske traditioner ved for eksempel at fejre jul den 24. december, selv om de som ukrainere kommer fra den ortodokse kirke, der fejrer jul i januar.

»Vil børnene have et godt liv i Danmark, skal de også lære at tage traditionerne til sig og acceptere danskernes kultur,« siger Liliia.

Kirkens opgave

Tilbage i præstegården fortæller sognepræsten, at da han for nylig fejrede 40-årsfødselsdag, var familien Shabatin med. Det samme var en rumænsk familie fra byen. Simon har lært, at de nye naboer fra Østeuropa ikke kan puttes i samme kasse, for tilflytterne fra de tre lande er vidt forskellige.

»De er jo lige så forskellige, som danskere er. Også kirkeligt set. Nogle kommer med en klar kirkelig baggrund, nogle med sådan en kulturel-kirkelig baggrund, og nogle er bare glade for at være sluppet af med kirken,« siger sognepræsten fra Borris, som også skal forholde sig til, at polakkerne typisk er katolikker, mens rumænerne og ukrainerne ofte er ortodokse kristne.

Han har en forventning om, at de nye naboer i Borris inden for en kortere årrække bliver lige så integreret i samfundet, som hollænderne, der kom til landbruget for 20-30 år siden. Integration i folkekirken er dog en anden sag. Med deres ortodokse eller katolske baggrund smutter østeuropæerne ikke automatisk ind i folkekirken.

Borris Kirke har derfor forsøgt at ramme en fællesnævner, en engelsksproget julegudstjeneste, og det er gået godt. Første år kom der 75 børn og voksne.

»Jul er noget, vi har til fælles alle sammen, uanset hvordan og hvor kirkelige vi er. Der kunne vi jo starte, tænkte jeg, for så var der også en mulighed for at sætte Gud i centrum. Kirkens primære opgave er at få ledt dem ind i en form for fællesskab, hvor det med Gud også får lov til at betyde noget. Jeg går stadig og overvejer, om vi også kan lave et eller andet til påske, for jeg tror gerne, de vil komme.«

Populær klub

Hvor kirken har sin udfordring, ser det anderledes lyst ud i torsdagsklubben, en klub med tilknytning til Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler for børn fra tre år til 3. klasse. På få år er de gået fra cirka 15 til 30 børn i klubben, og når torsdagsklubben er med til at invitere til familieaften i missionshuset, kommer forældrene også med, fortæller Sara, der leder klubben.

»Vi var oppe på at være 70 til en familieaften, og det er ret vildt her,« siger klublederen, som har set mange østeuropæiske børn komme med i klubben.

»Og der kommer stadig nye børn med. Hvert år deler vi programmer ud efter sommerferien, og hver gang dukker der nye børn op, og det gør der også i løbet af året,« fortæller Sara, som også lufter, at torsdagsklubben har bidraget til, at en del af de østeuropæiske børn har lært dansk.

Daniels beslutning

Daniel og Lisa fra familien Shabatin er nogle af de børn, der har glæde af torsdagsklubben, og det har deres mor også, for gennem tre år har Liliia været leder i torsdagsklubben og derigennem lært dansk.

Det har også åbnet en dør for, at flere af de østeuropæiske familiers børn kommer med i klubben.

»Der var flere udenlandske familier, der fra starten af var bekymrede for, hvad børnene lærte i torsdagsklubben, men jeg har fortalt dem, at der ikke er nogen, der bliver presset til noget i torsdagsklubben,« siger Liliia.

Berøringen med byens kirke- og klubliv har affødt, at Daniel nu snakker om, at han vil konfirmeres, og det har han sine forældres opbakning til.

Selv om familien kommer ud af den ortodokse kirke, og konfirmationen må betyde et brud med denne, bekymrer det ikke Oleg, der kun har oplevet mødet med kirken i Borris som positivt. Familien har blandt andet deltaget i de engelsksprogede julegudstjenester, hvor Liliia har læst bibeltekster op på ukrainsk.

»Der er ikke så stor forskel mellem at være ortodoks og protestant. Det er ikke som muslimer og kristne. Så vi skal ikke være bekymrede for kirken,« siger Oleg, der vil lade det være Daniels valg, om han vil konfirmeres.

Konfirmationer og begravelser

Borris-præsten forventer, at netop konfirmationer bliver et definerende tidspunkt for det kirkelige tilhørsforhold for nogle af østeuropæerne.

»Jeg tvivler på, at de voksne melder sig ind i folkekirken, men det kan godt være, at nogle af børnene gør, når de bliver konfirmeret. Jeg har ikke et mål om, at de alle skal døbes eller konfirmeres, men kan de finde ind i det kristne fællesskab og leve med det, er det dejligt,« understreger Simon.

Indtil videre tyder det på, at nogle af de østeuropæiske børn vil konfirmeres med deres klassekammerater, og dermed bliver både børn og voksne nødt til at forholde sig til, hvor de kirkeligt set hører til. Det samme gør sig gældende på den forhåbentlig lange bane.

»De fleste vil sandsynligvis blive begravet her i Danmark, men af hvem og hvor? Rigtig mange af østeuropæerne afbryder forbindelsen til deres kirke, når de flytter hertil,« siger Simon og indikerer dermed en forventning om, at han og hans efterfølgere engang kommer til at begrave østeuropæerne.

Han reflekterer over den indsats, han i dag gør som præst i Borris.

»Det er jo ikke uden grund, at Jesus fortæller om, at Guds rige er som et sennepskorn, der kommer i jorden, og det tager lang tid, før det gror op. I dag kommer børnene i kirke hvert år via børnehaven og skolen, og de går i torsdagsklub. Guds ord vender ikke tomt tilbage. De må tage et eller andet med. Det er måske ikke mig, der får lov til at se kornet blive modent nu og her, men der er helt sikkert noget, der spirer.«


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter