Flere efterskoler melder om elevfremgang - indremission.dk
Indre Missions Tidende

Der er stor søgning af elever til bl.a. Grejsdalens Efterskole og Nordsjællands Efterskole. Det er to af de 15 efterskoler, der er tilknyttet Indre Mission.

Foto: Grejsdalens Efterskole
29.08.2022

Flere efterskoler melder om elevfremgang

Der er glæde over den store søgning til efterskolerne. Dog har de svære år med coronanedlukning sat sine spor.




Der er 15 efterskoler tilknyttet Indre Mission, og de er kommet rigtig godt i gang efter sommerferien. De rapporterer om fyldte skoler. Flere af skolerne oplever ligefrem en fremgang. Det gælder blandt andet Nordsjællands Efterskole, hvor der er begyndt 103 elever. Forstander Morten Bech går rundt med det helt store smil.

»Det er dejligt med så mange elever. Vi ser fremgangen som et udtryk for, at det er lykkedes os at skabe en tydelig profil. Og så har vi nogle medarbejdere, som gør et fremragende arbejde,« fortæller han.

En anden forstander går rundt med samme stolthed, og det er René Brorson fra Grejsdalens Efterskole i Vejle, hvor de også oplever en stor søgning til skolen.

»Vi slår meget på det nære og hjemlige, og det tror jeg, tiltrækker mange elever. Så leverer vi et produkt, som eleverne godt kan lide. Jeg tænker blandt andet på vores linjefag, hvor kunst- og forfatterdelen søges af mange,« siger forstanderen.

Eftervirkninger af corona

Flere efterskoler oplever, at elever har det svært efter år med coronanedlukninger, isolation og restriktioner. Det gør de blandt andet på Frøstruphave Efterskole, hvor der i år er begyndt 132 elever.

»Vi kan mærke, at udfordringerne er blevet forstærket for de elever, som i forvejen har udfordringer. For nogles vedkommende er deres angst blevet værre. Og så kan vi se blandt alle dem, der ikke har haft problemer, at de lige skal vænne sig til af egen vilje at søge fællesskabet igen,« forklarer forstander Anders Østerby.

Derfor sætter man på efterskolen yderligere fokus på elevernes trivsel.

»Vi har valgt at blive en del af Me&We-projektet, som Efterskoleforeningen og blandt andet Mary Fonden står bag. Det skal styrke unges sociale kompetencer, sociale relationer og sociale fællesskaber for at give de unge et værn mod mistrivsel,« siger Anders Østerby.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter