For første og sidste gang - indremission.dk
Indre Missions Tidende

11.06.2020

For første og sidste gang

Troens fællesskab og Guds ord står og falder ikke med et fysisk fællesskab




Indre Missions Årsmøde som en ren online-begivenhed. Det må være både første og sidste gang, det sker. Det tror jeg, alle var enige om. Selvom arrangementet lykkedes og blev godt modtaget rundt i landet, så er det alligevel ikke noget, vi har lyst til at gentage på den måde.

Som vennerne fra Timring, der fulgte årsmødet fra sommerhuset, siger det: »Det var det næstbedste, at vi kunne se det på nettet.«

Vi har lært noget

Troens fællesskab og Guds ord står og falder ikke med et fysisk fællesskab. Men at have en skærm imellem os er ikke den bedste måde at være sammen på. Heller ikke at det meste foregår envejs.

Det understreger generalsekretæren også i reportagen fra missionshuset i Odense: »Vi har brug for at kunne se hinanden i øjnene.« Ikke desto mindre tror han dog, at vi har lært noget, som vi kan bruge de kommende år. Også når vi igen kan samles fysisk.

At være fysisk sammen med andre mennesker er noget, de færreste af os kan undvære ret længe. Derfor har de sidste par uger også været en forløsende tid for mange af IM’s lokale fællesskaber, som nu igen kan mødes. Også selvom det måske er uden kaffe, kage og kram og med ekstra afstand. Sådan oplevede de det også i Holstebro, hvor de til gengæld har prioriteret at kunne synge sammen igen.

Bibelsommer.dk

Nu er forsamlingsloftet hævet til 50. Og fra 8. juli stiger det til 100. Det giver stadig ikke mulighed for at gennemføre de sædvanlige teltmøder og bibelcamping-aktiviteter. Men det åbner dog mulighederne for at mødes i mindre forsamlinger og at være sammen om de online-arrangementer og videomøder, som for øjeblikket planlægges og præsenteres på bibelsommer.dk. Det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter