Gud helbreder i Sisimiut - indremission.dk
Indre Missions Tidende

28.04.2017

Gud helbreder i Sisimiut

24-årige Sabina Sonne oplever, at Gud helbreder og bruger hendes vidnesbyrd på et grønlandsk sygehus




Den klassiske Skype-ringetone runger i rummet, inden Sabina besvarer opkaldet og hurtigt lirer nogle grønlandske gloser af, som får de fleste afrikanske stammesprog til at blegne. Der er netop tid til en videosamtale, inden hundene skal luftes. Naturligvis foran en hundeslæde, for sådan er livet på Grønland. Her er hunde ikke kæledyr, de er arbejdskraft. Og biler bruges kun i byen, for ude på sneen skal man have sin snescooter med, og på den lokale restaurant serverer de moskusokseburger hver onsdag.

    Der er langt fra Herning til Sisimiut på den grønlandske vestkyst, nord for polarcirklen, og der er langt fra en dansk hverdag til Sabinas nye liv. Et liv, hvor hun siden januar 2016 har udgjort halvdelen af fysioterapeuterne, der skal behandle de 5500 indbyggere i Grønlands næststørste by.

    Hun arbejder på byens eneste hospital, hvor de har 19 sengepladser og klarer alt, hvad der skal klares. Nede i kælderen er Sabina og hendes to nærmeste kollegaer, den anden halvdel af fysioterapeutkorpset og en ergoterapeut, placeret. Her behandler de alle slags skader, og det har været både fagligt udfordrende og frustrerende at opleve særligt de kronisk syge patienter.

Helbredt ved bøn

    ”Da jeg kom herop var det hårdt at se vores kronisk syge patienter, som cykler rundt i systemet. Vi behandler dem, og de kommer igen efter nogle måneder, fordi de stadig har ondt, ikke kan træne eller varetage et arbejde. Jeg blev så frustreret, fordi jeg blev i tvivl om, hvad jeg kunne tilbyde dem. Jeg ville gerne hjælpe. Jeg prøvede så godt, jeg kunne på arbejde, og når jeg så kom hjem, bad jeg til Gud om, at han måtte hjælpe dem.”

    Sabina har én gang før oplevet, at fælles bøn på hendes efterskole hjalp en kammerat, der led af børnegigt, men har ellers ikke medvirket ved helbredelser før. Men det skulle ændre sig på Grønland. Særligt tre af de kronisk syge patienter, som hun bad for, husker hun.

    ”Jeg fik en kvinde ind, hvor jeg kunne se, at hun havde en masse problemer. Jeg undersøgte hende, og bad hende komme igen ugen efter. Den uge bad jeg for hende hver dag på arbejde og derhjemme. Så kom hun igen ugen efter og sagde: ’Sabina, jeg har ikke ondt mere.’ Det var helt uvirkeligt, og jeg tænkte bare ’Hvad?’ Det har jeg så oplevet to gange mere, -en mand med rygsmerter og en med knæsmerter. Og de her tre er aldrig kommet igen for at få behandling. Det er helt fantastisk, og det er så vildt! Jeg har ikke givet dem øvelser eller noget - de er bare blevet helbredt af Gud. Gud blev stor i min magtesløshed, som der står i 2 Kor 12,9.”

Må ikke tale om Gud

Men når Gud helbreder gennem bønnen, er det ikke noget, Sabina må fortælle hendes patienter. Det er nemlig ikke tilladt for personalet at fortælle om Jesus, medmindre de bliver spurgt ind til deres tro. Det har været frustrerende, at Sabina ikke må forklare sine patienter, hvordan de er blevet raske.

    ”Det er svært at forklare dem, at det ikke er mig, de skal takke - for jeg må kun sige noget, hvis de spørger mig direkte. Så jeg kæmper stadig med at finde ud af, hvordan jeg kan sige det, uden at sige det. På den måde er det både velsignende at være her, og frustrerende at jeg ikke må fortælle mere. Jeg har så meget lyst til at sige det, men det kan jeg ikke. Men det ved Gud alt sammen, og så må han gøre med det, hvad han vil.”

    Heldigvis oplever Sabina, at flere kollegaer og patienter spørger ind til det kors, hun har hængende om halsen eller spørger, hvad hun laver, når hun har fri. Og så er der rig mulighed for at fortælle om Jesus.

    ”Mine kollegaer er heldigvis ret åbne om troen og spirituelt bevidste, så vi har nogle gode snakke. Jeg prøver at tale, så meget jeg kan, om Gud, men ellers ser jeg bare, hvad der sker. Jeg involverer mig i lokalmiljøet, prøver at lære grønlandsk, tager på kaffebesøg hos mine kollegaer, hjælper dem med at flytte og prøver at være en del af samfundet.”

Sømandshjemmet støtter op

Selvom Sabina trives i arbejdet og nyder sine langrendsski, snescooter og hundeslæde i Sisimiuts omgivelser, så har det hele ikke været nemt. Det kristne fællesskab på Grønland er noget anderledes end i Danmark. Den lokale folkekirke kører rent grønlandsk, så Sabina bruger sine søndag eftermiddage på sømandshjemmet, hvor de er en lille gruppe, der mødes til en prædiken fra internettet og fællessang på dansk.

    ”Jeg savner de her lidt større kristne sammenkomster - f.eks. lovsangsaftener, bibelcamping og større fællesskaber, hvor du kan møde nye mennesker. Så når jeg er hjemme en gang imellem, prøver jeg at tage med til en masse og få fyldt på. Men jeg er glad for fællesskabet på sømandshjemmet. Både til gudstjenesten om søndagen, men også til den bibelstudiegruppe vi har, er de en god støtte. For her er der andre unge, der står i de samme udfordringer som mig med at missionere ind i en grønlandsk kultur.”

    Sabina og sømandshjemmet har af flere omgange overvejet at starte nogle udadrettede missionerende tiltag ud i byen, men de er af forskellige årsager aldrig kommet i gang. Selvom hun ærgrer sig over det, er hun sikker på, at Gud har styr på det.

    ”Måske er det bare sådan, som mit liv er nu, at jeg skal være i mission. Måske skal jeg sidde hjemme og bede. Jeg vil gerne ud og lave en masse projekter, men jeg skal lade Gud lede mig lige nu, for det har han gjort hele vejen.”

Gud ledte til Grønland via Israel

Sabina lægger ikke skjul på, at det er Gud, der har ledt hende til Grønland. Selvom alting har ikke har været lige let, har Guds ledelse været et gennemgående tema i Sabinas liv, siden hun blev færdig som fysioterapeut i sommeren 2015.

    ”Jeg følte mig ikke klar til et rigtigt arbejde, da jeg var færdiguddannet, så jeg meldte mig til et fire måneders volontørophold i Israel. Mange af mine studiekammerater mente, at det var åndssvagt, for vi havde fået af vide, at vi skulle ud og finde arbejde med det samme – ellers ville man ikke ansætte os senere. Jeg var meget i tvivl, og jeg bad Gud lede mig og give mig noget arbejdserfaring i form af et vikariat. Han gav mig det, så få dage efter, at jeg var blevet færdig, tog jeg til Norge i to måneder. Det gav mig værdifuld erfaring og en opsparing, inden jeg tog til Israel. Hen mod slutningen måtte jeg igen til at finde ud af, hvad jeg skulle.”

    Det skete blandt andet gennem en bedegruppe, hvor volontørerne bad om, at Guds vilje, og ikke deres egen, måtte ske. Og på samme måde som med vikariatet i Norge dukkede der en jobmulighed op i Israel. Sabina troede, dét var Guds plan, men til samtalen føltes det helt forkert. Hun sagde nej og bad videre. Et stillingsopslag fra sygehuset i Sisimiut poppede op på hendes computer. Hun søgte det og bad videre, mens Gud kastede vidnesbyrd, sange om mission og bibelvers efter hende i stor stil.

    ”Jeg følte mig ledt af Gud i hele processen, og jeg kom til en samtale over Skype. Et par dage efter fik jeg jobbet, og tre uger senere landede jeg så i Sisimiut og gik i gang. Det var et travlt halvt år inden Sisimiut, men også en fantastisk tid. Jeg bekymrer mig normalt meget om det, der skal ske, men den bekymring har været helt væk med henblik på at flytte herop. Det er Gud, der har taget styringen og smidt bekymringerne væk. Min rejse herop kommer ikke fra mig. Når folk siger, at jeg er noget specielt heroppe, så er det et vidnesbyrd om Gud ind i mit liv, og det han har gjort for mig. For han har sendt mig herop og skabt lysten til Sisimiut i mig.”

Lys i mørket

Det har ikke været nemt at komme ind i en grønlandsk kultur, hvor danskerne ikke altid har det bedste renommé, og hvor de kulturelle forskelle er store - på trods af det danske sprog og den danske ost i det lokale supermarked.

    ”Der er en sang, ’Ocean’ af Hillsong, som har fyldt mig i min tid heroppe. Den handler om, at Gud kalder os ud på dybt vand, hvor vores tro må briste eller bære. Hvor vi må stole på ham. Jeg skal ikke basere min tro på følelser, for Gud er der altid. Men jeg har aldrig følt Gud så nær i mit liv, som jeg gør nu.”

    Sabina er kommet på dybt vand i Grønland, men hun oplever, at Gud er med hende. Også selvom hendes bønner ikke altid bliver hørt på den måde, som hun kunne ønske.

    ”Jeg har også patienter, jeg beder for, som kommer igen og igen, og ikke er blevet helbredt. Jeg må tro på, at der er en mening med det hele – også når helbredelserne ikke sker. Så jeg fortsætter med at bede. Også for mig selv. Bønnen er noget levende og en kommunikation med min far i himlen. Den gør virkelig meget og kan forandre liv og hele menigheder.”

    Sisimiut ligger nord for polarcirklen, så flere uger om vinteren står solen ikke op i løbet af dagen. Og ensomheden i de lange, mørke dage kan også ramme Sabina. Men hun har fundet glæde ved at se på kirkegården over for hospitalet.

    ”Der står et stort kors, og i de mørke vintermåneder er det oplyst. Det er blevet et vidnesbyrd for mig om, at Jesus må blive et lys for mig, så jeg kan blive et lys for andre. Det, håber jeg også, denne historie kan hjælpe andre til at indse. For min historie skal ikke være en solskinshistorie, om hvad jeg har oplevet. Jeg vil gerne, at mennesker med helt almindelige jobs og hverdage skal se, at vi altid kan gøre noget. Nogle tænker, du skal være præst eller noget lignende for at give noget til folk. Det behøver vi ikke. Vi kan give et smil, hjælpe en dame over vejen og bede en bøn. Mit vidnesbyrd skal ikke være, at alle skal kunne helbrede. Vi har alle vores nådegave, og så må vi følge Guds vilje. Der har været svære tider, men Gud har ledt mig til Grønland og Sisimiut, og jeg er sikker på, at han også vil lede mig videre herfra.”


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter