Jeg har indtryk af, at det engang var en almindelig del af sproget. »Gud velsigne dig« sagt som tak for noget, eller som anerkendelse af, at den anden gjorde noget godt for andre. Det siges stadig, men sjældnere. Personligt har jeg nemmere ved at skrive det, når jeg på et lykønskningskort ønsker Guds velsignelse over fremtiden, over et nytår eller over den nye situation, som modtageren står i.
Måske udtrykket er på retur, men anliggendet må vi ikke miste: Gud ønsker at velsigne. Han ønsker, at livet skal være godt. At mennesker må erfare Guds kærlighed midt i deres eget liv. At vi skal opleve, at også i fremtiden, i det ukendte, er Gud der.
Det ved vi, fordi Jesus ødselt delte ud af Guds velsignelse hånd i hånd med, at han forkyndte evangeliet. Mennesker blev helbredt på både sjæl og legeme, og det førte dem til tro og vished om, at Jesus virkelig var Kristus, den levende Guds søn. Den Gud, der elsker sin skabning og længes efter at velsigne den.
Paulus beskriver Jesus som ham, der døde for os, mens vi endnu var syndere. Han rækker os velsignelsen uden at skele til, om vi er værdige til den, og han glædes dybt i sit hjerte, når vi tager imod, og det tænder troen i os.
Det må vi ikke miste at række videre til hinanden. Måske udtrykket ikke bliver almindeligt i sproget igen, men så må vi bede om velsignelse for hinanden, ønske velsignelse for hinanden og sætte ord på det i andre situationer. For Gud ønsker, at evangeliet må blive en levende, erfaret virkelighed for os.
Gud velsigne dig!
