Henrik var død i 23 minutter - indremission.dk
Indre Missions Tidende

Ruth og Henriks forhold til livet og døden er gennemsyret af troen på et evigt liv.

29.10.2020

Henrik var død i 23 minutter

For Ruth og Henrik Dideriksen er døden blot en overgang til noget langt bedre. Men de er blevet mere bevidste om, at hver dag er en gave.




Mandag den 30. september 2019 var en dag som så mange andre. Kl. 6.30 var Ruth Dideriksen mødt ind til en 10-timers-vagt i bofællesskabet Hjertebo i Aalestrup, hvor hun arbejder som sosuassistent. Men et kvarter før fyraften skete der noget usædvanligt.

»Der var ikke mere at lave. Det havde jeg aldrig oplevet, hverken før eller siden i de fire et halvt år, jeg havde været der. Så jeg besluttede mig for at afspadsere og køre tidligt hjem,« fortæller hun.

Det skulle vise sig at være en livsvigtig beslutning.

Undervejs overvejede hun at køre forbi Rema 1000 for at købe ind, men det droppede hun. I stedet ville hun køre hjem til Skive og drikke en kop eftermiddagskaffe med Henrik, der er ansat som missionær i IM. Så måtte indkøbene vente til senere. Også den prioritering fik afgørende betydning.

»Da jeg kom hjem, tømte jeg postkassen, som jeg plejer, og trådte ind ad døren. Normalt plejer Henrik at råbe ‘Hej Ruth’ eller ‘Godaw fru Dideriksen’ eller sådan noget, men den dag sagde han ikke noget. Jeg tænkte, at han måske talte i telefon, da der lød en mærkelig lyd fra kontoret.«

Man flyver ikke med en død

Ruth skyndte sig derind og fandt sin mand liggende på gulvet med vidt åbne, døde øjne.

Henrik var før besvimet, uden at man havde fundet en årsag, så Ruth greb fat i ham og prøvede at vække ham. Men der var ingen reaktion.

»Gennem mit arbejde har jeg prøvet at komme ud til folk, som var faldet om eller døde i deres hjem, så jeg ved godt, hvad jeg skal gøre. Jeg ringede 112 og gik i gang med hjerte-lunge-redning. Hjertemassage og indblæsninger. Undervejs spurgte alarmcentralen, om jeg kunne mærke hans brystkasse hæve sig, når jeg blæste, men det kunne jeg ikke. ‘Så fortsæt med hjertemassage,’ lød det. Og det gjorde jeg. I otte minutter uden nogen form for livstegn. Derefter ankom ambulance og helikopter, og redderne stormede ind i huset.«

Redderne gik straks i gang med at gøre den livløse Henrik klar til transport, samtidig med at forsøget på genoplivning fortsatte.

»De kunne heller ikke få liv i ham, og der gik lang tid, før de fløj afsted. Det undrede mig. Senere er jeg kommet i tanke om, at de jo ikke flyver afsted med en død mand,« fortæller Ruth.

Følelserne måtte vente

Ifølge Henriks journal blev han forsøgt genoplivet i 23 minutter, inden det langt om længe lykkedes. Det vidste Ruth intet om, da hun med venners hjælp sad i en bil på vej til Aarhus, hvor helikopteren havde afleveret Henrik på Skejby Sygehus. På den tur nåede hun både at overveje, hvordan hun skulle få orienteret parrets tre voksne børn, hvordan Henriks begravelse skulle foregå, og hvordan hun skulle få huset solgt.

»Det er mig i en nøddeskal. Når verden vælter, så går jeg bare i gang. Så må følelserne vente, til det praktiske er på plads. Men tre uger efter sætter jeg mig ned og græder,« fortæller Ruth, som først længe efter fik besked om, at det var lykkedes at genoplive Henrik. Efterfølgende var han lagt i kunstig koma, og ingen vidste, om eller hvornår han ville vågne, og hvilken tilstand han ville være i.

»Det var fantastisk, at genoplivningen var lykkedes. Men Henrik skulle ikke overleve for enhver pris. På vej til Aarhus bad jeg en stille bøn om, at Gud gerne måtte tage ham med det samme, hvis alternativet var en fremtid, hvor han intet kunne og dårligt vidste, hvem han selv var. Sådan ved jeg også, at Henrik har det,« fortæller hun. Han nikker.

Huller i hukommelsen

Det stod hurtigt klart, at Henrik var sluppet billigt. Efter tre ballonudvidelser af tilkalkede blodårer ved hjertet og indoperering af en pacemaker med indbygget hjertestarter pumpede hjertet igen. Og bortset fra huller i hukommelsen blev Henrik stille og roligt sig selv igen.

»Jeg husker intet fra ugen op til hjertestoppet eller de efterfølgende to uger på Skejby Sygehus. Vi havde været til både bryllup og guldbryllup i weekenden, og på selve dagen, hvor jeg fik hjertestop, havde jeg prædiket ved et ældremøde i vores missionshus. Det er helt væk,« siger Henrik, som ellers ikke har fysiske eller kognitive mén af hjertestoppet.

»Jo, du bliver hurtigere træt,« siger Ruth og tilføjer med et smil, at Henriks energiniveau nu svarer til årstallet på fødselsattesten.

Der venter noget bedre

Parret går mange flere ture sammen i dagligdagen, og der bliver tænkt lidt mere over at spise sundt end før. Men de føler ikke, at de klamrer sig til livet, og hjertestoppet har ikke ændret deres forhold til døden.

»Jeg er glad for at leve og taknemmelig for hver en dag, jeg får lov til at være her sammen med min familie og får lov til at stå i det arbejde, jeg brænder for. Jeg har også et par døtre, som siger, at de gerne vil følges op ad kirkegulvet, inden jeg skal herfra. Men det er ikke noget mål for mig at blive 80 eller 85 år,« siger Henrik.

»Vores forhold til både livet og døden er præget af, at vi tror, der venter et evigt liv, som er en milliard gange bedre end dette, for dem, der tror på Jesus. Det håb lever vi på. Som unge rejste vi rundt og sang om det, og siden har jeg forkyndt om det. Det kan vi også dø på! Jeg har sagt til alle, jeg har mødt, at det var helt okay, hvis jeg var død, for jeg ved, at jeg skal hjem til Jesus,« siger han.

Gud var ikke færdig med Henrik

I de timer og dage, hvor Henrik svævede mellem liv og død, følte Ruth sig omsluttet af menneskers forbøn og Guds omsorg.

»Jeg vidste ikke, om jeg havde en mand længere, men det var ikke angst og frygt, der fyldte mig i bilen på vej til Aarhus eller de efterfølgende dage, hvor Henrik lå i koma. Jeg har følt mig tryg hele vejen, for jeg var sikker på, at Gud ville være der og sørge godt for os. Uanset om Henrik ville overleve, eller jeg skulle leve videre som enke,« siger hun med overbevisning i stemmen.

»Vi tolker det sådan, at Gud ikke var færdig med at bruge Henrik endnu. Hvis jeg ikke havde taget tidligt fri fra arbejde, eller hvis jeg havde fulgt min indskydelse og var gået i Rema 1000 på vej hjem, så var jeg kommet for sent. Jeg er overbevist om, at det var Guds vejledning, at jeg skulle nå hjem, lige da Henrik fik hjertestop,« siger hun.

Noget har ændret sig

Efterfølgende har mange spurgt, hvordan det var at være død, men det husker Henrik ikke.

»Jeg har fået at vide, at en sygeplejerske på Skejby bad mig om at beskrive det rum, jeg var i, da det skete. Og da fortalte jeg hende om et stærkt lys, jeg havde oplevet. Det passer meget dårligt med kontoret, hvor vinduet vender mod nord, så der er temmelig mørkt på den tid af dagen. Så om jeg har set ind i himlen eller haft besøg af en engel, ved jeg ikke,« fortæller han.

Han kan ikke selv genkalde sig oplevelsen, og det gør ikke så meget.

»Det er fint nok at have gode oplevelser med Jesus, men det er ikke dem, vi skal bygge vores liv på. Vi skal bygge på det, der står i Bibelen, for det holder,« understreger missionæren, som derfor heller ikke mener, at hans forkyndelse har ændret sig siden hjertestoppet.

»Jeg har altid talt meget om himlen, og det gør jeg stadig,« siger han.

Noget har dog ændret sig. For på årsdagen for hjertestoppet købte han en stor buket blomster til Ruth.

»Det plejer han ellers ikke at gøre,« siger hun med et stort smil.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter