Hold fokus på det vigtigste - indremission.dk
Indre Missions Tidende

09.07.2020

Hold fokus på det vigtigste

Dette impuls handler på mange måder om at finde ind til kernen




Den 10. juli er det 100 år siden, kong Christian den Tiende red over den gamle grænse ved Taps og markerede, at Sønderjylland igen var en del af det danske rige.

Genforeningen i 1920 er en vigtig del af nyere dansk historiefortælling, og det samme er det fordragelige forhold mellem de dansksindede og de tysksindede både syd og nord for den nye grænse.

Vigtigere end flaget

Flytningen af grænsen til Tyskland var dog ikke helt så uproblematisk, som vi ofte gør den til. Både familiemæssigt og kirkeligt gav det spændinger.

I dette impuls fortæller vi historien om en dansk-tysk familie, for hvem troen i generationer trods alt har været vigtigere end flaget. Men også om Indre Mission i Nordslesvig, som endte med at blive sprængt på spørgsmålet om, hvor politiske vi skal være, og hvad der er vigtigst for IM.

Når det handler om de kristnes forhold til staten og dens love, så vidner både genforeningen og nutidens åndsfrihed om, at vi danskere lever i en lille, sjælden smørklat. Andre steder koster det livet at sige sin mening eller bekende sin tro. Det reflekterer Stella Meldgaard over i Søndagstanker, hvor hun spørger om vores velstand har svækket vores missionsiver og vores åndelige frimodighed? Er vores magelighed og menneskefrygt vigtigere end naboens frelse?

Kreativiteten blomstrer

Mens coronareglerne har lukket store dele af de sædvanlige sommeraktiviteter ned, er krea-bibelkurset på Børkop Højskole gennemført med fuldt hold og stor succes. Her handler det om, at skaberglæden og udviklingen er vigtigere end de perfekte produkter.

Også på Bornholm har kreativiteten blomstret, og der er arrangeret bibelcamping uden camping, men med godt besøg. Det vigtigste er at finde en måde at samles på.

God sommer med impuls, som du stadig også kan læse på impulsonline.dk og i impuls-appen.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter