I dag føler jeg mig fri af angsten for at dø - indremission.dk
Indre Missions Tidende

Camilla Haunstrup Bjerregaard har et håb, som er større end angsten for at dø.

04.11.2021

I dag føler jeg mig fri af angsten for at dø

I mange år skjulte Camilla, at hun var bange for at dø




De klare efterårsfarver trænger igennem den noget grå og støvregnsagtige efterårsdag i det vestjyske, nærmere bestemt i Rimmerhus lidt uden for Videbæk. Her bor Camilla Haunstrup Bjerregaard med sin familie på den gård, hvor hun i sin tid voksede op. Ved det store spisebord i udestuen sidder hun med et krus kaffe i hænderne og siger åbenhjertigt:

»Det kommer lidt bag på mig, at jeg græder, for det gør jeg ellers sjældent. Men jeg kan mærke, at det gør noget ved mig, at jeg har valgt at fortælle noget, der har været det dybeste for mig. Jeg er ellers meget åben om det i dag,« understreger Camilla, der er 41 år, gift med Lars og mor til fire.

Hun kaster sig ud i det.

»Jeg var en stor pige, da jeg var til begravelse ved min morbror. Der var en tung stemning i kirken, og folk var trykket af sorg. Jeg kiggede over på min fætter, og det gik op for mig, at hans far var død. Efter begravelsen gik jeg ud i bilen og græd. Når jeg skulle sove, begyndte jeg at blive utrolig bange for at dø, og jeg var bange for, at mine forældre, søskende og dem, jeg holdt af, også skulle dø. Jeg var bange for at komme i helvede og for dommedagsprofetier. Det var værst, når jeg hørte, at Jehovas Vidner forudsagde en dato for, hvornår jorden skulle gå under,« siger Camilla.

»Det påvirkede mig så meget, at jeg ofte løb ned til mine forældre og sov hos dem.«

Jeg ville ikke fortælle dem, hvordan jeg i virkeligheden havde det. De skulle ikke blive bange eller kede af det

Jeg ønskede at beskytte dem

Hendes forældre gjorde alt, hvad de kunne for deres datter. Når de spurgte, hvad der var i vejen, fortalte Camilla dem, at hun ikke kunne sove, fordi hun havde haft mareridt eller set noget uhyggeligt i fjernsynet.

»Jeg ville ikke fortælle dem, hvordan jeg i virkeligheden havde det. De skulle ikke blive bange eller kede af det. Jeg ønskede at beskytte dem. Jeg var også bange for, at angsten blev værre, hvis jeg sagde, hvordan jeg havde det,« fortæller Camilla.

Det var udelukkende om natten, at Camilla havde det svært. Om dagen var der ingenting.

»Jeg var en glad pige, som trivedes og elskede sjov og ballade. Jeg blev utrolig god til at skjule det, så der var ingen, som spottede, at jeg gik og gemte på noget,« siger hun.

Camilla gik i kirke med sine forældre, og hun gik i søndagsskole. Om aftenen bad forældrene fadervor med Camilla. Hun husker, at hun mange gange vågnede om morgenen med foldede hænder.

»Jeg bad fadervor indtil flere gange, når jeg var bange for at dø, men det hjalp mig ikke.«

Da Camilla åbnede op

Hun kæmpede med angsten, da hun blev konfirmeret, og hun havde den med i bagagen, da hun tog på efterskole.

»Jeg kom i konfirmandklub, hvor der var en leder, som virkelig kunne fortælle fra Bibelen, og det gav mig noget. Da jeg blev konfirmeret, fik jeg en andagtsbog fra konfirmandklubben, og den tog jeg med på efterskole. Jeg læste et stykke hver aften, og sammen med mit fadervor var det en tryghed for mig, når jeg var bange for døden,« fortæller Camilla, der gætter på, at hun var 16-17 år, da hun en sommer var på Mørkholt og deltog i et ungdomsmøde, hvor hun fik en stærk følelse af, at hun skulle tale med en ungleder, der sad i en campingvogn udenfor.

»I dag ser jeg det sådan, at Gud greb ind. Dengang ville jeg aldrig nogensinde frivilligt have snakket med en vildt fremmed om noget, jeg ikke havde snakket med nogen andre om. Men jeg følte, at jeg måtte gøre det. Unglederen opfordrede mig til at læse i Bibelen og bede.«

Kort tid efter faldt hun over et afsnit i salmebogen om bekymringer, hvortil der var en henvisning til Matthæusevangeliet kapitel 6,24-34, hvor Jesus opfordrer disciplene til ikke at være bekymrede.

De vers blev Camillas holdepunkt og trøsteord, når hun var fyldt af angst.

»Jeg læste det hver aften, og ordene overbeviste mig om, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle bekymre mig, for det var ikke mit ansvar. Jeg faldt så meget til ro, at jeg kunne sove,« fortæller hun.

Hun hjælper børn med at få sat ord på

Hun begyndte på gymnasiet i Tarm og i KFUM & K i Vorgod-Barde. Her mødte hun Lars.

»Lars er ikke bange for at dø, så han blev ikke rystet af det, jeg fortalte ham. Han lyttede, og jeg kunne dele alt med ham. Det hjalp mig til, at jeg kunne begynde at tale naturligt om angsten for at dø,« forklarer Camilla, der en aften til et ungdomsmøde igen fik den stærke følelse af, at der var noget, hun skulle gøre. Så hun fortalte de andre om det, hun kæmpede med, og hvor meget det fyldte. Siden har Camilla fortalt om det i flere sammenhænge, blandt andet på Skjern Kristne Friskole, hvor hun er lærer.

»Det har hjulpet mig rigtig meget at få sat ord på det, jeg har båret rundt på. Jeg har oplevet, at mennesker ikke har trukket sig, når de har hørt det. Det er vigtigt for mig at fortælle, at der er børn rundt omkring, som har det ligesom mig. Og at det at være bekymret er en naturlig del af livet,« siger Camilla.

Hun bruger også noget af sin tid på skolen til at snakke med børn, som har det svært.

»Jeg vil gerne være med til at forhindre, at børn går og kæmper alene. Det er en stor hjælp at få sat ord på det vanskelige.«

Jeg er elsket som den jeg er

I dag fylder angsten for døden og bekymringer næsten ikke noget for Camilla. Enkelte gange er den dukket op og har styret hendes tanker. Så bruger hun Lars til at snakke med, og hun holder sig til trygheden i den kristne tro.

»I mange år har jeg bedt til Gud og læst hans løfter, når det har været svært. Det har gjort, at jeg har fået en ro og en erfaring af, at Jesus har styr på det. Det gør, at jeg kan lægge frygten, bekymringerne og ansvaret fra mig,« forklarer Camilla.

»Jeg tror på, at Jesus har frelst mig. Jeg har fået et håb, som er større end min angst for at dø. Så jeg har fundet roen i, at Jesus elsker mig som den, jeg er. Det gør, at jeg føler mig fri til at leve med det, der er mit.«


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter