IM vil støtte menighedsråd - indremission.dk
Indre Missions Tidende

19.03.2020

IM vil støtte menighedsråd

Et udvalg arbejder lige nu med en model for, hvordan IM kan stille et hjælpeapparat til rådighed for menighedsrådsmedlemmer




"Hvor arbejdet ender, er for tidligt at sige, men der er ingen tvivl om, at IM ønsker at være mere proaktiv på det punkt," siger generalsekretær Jens Medom Madsen.

»Nogle gange får vi menighedsrådsarbejdet reduceret til kun at handle om indflydelse i forbindelse med præstevalg. Men det handler i lige så høj grad om alt det, der foregår mellem præstevalgene. Det handler om at give gode vilkår for ordets forkyndelse og for menighedens virke i hverdagen.

Det er en vigtig opgave for folk fra IM, som kan bidrage med både kant og profil, men mest af alt den indstilling, at det med Jesus er den vigtigste sag i verden. Den skal vi tage med ind omkring bordet, hvor de praktiske  beslutninger skal træffes, sammen med dem, vi er i mission sammen med,« siger generalsekretæren, som opfordrer IM-venner til at bakke op om deres menighedsrådsmedlemmer.

Det kan nemlig godt være en ensom post at sidde i menighedsrådet. Ikke mindst fordi folk fra IM træffer forskellige valg. Nogle vælger den lokale kirke, mens andre fra samme sogn kører til et andet sogn, hvor de måske har mere tillid til præstens forkyndelse.

»Her må vi give hinanden frihed til at gøre, som vores samvittighed byder os, men jeg forstår godt, at der kan sidde nogle tilbage i den lokale kirke og føle sig svigtet. Det er blandt andet derfor, vi som landsbevægelse arbejder på, hvordan vi kan hjælpe og bakke op,« siger generalsekretæren.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter