Impuls fortsætter - indremission.dk
Indre Missions Tidende

20.03.2020

Impuls fortsætter

Vær opmærksom på de mennesker, som ikke er fortrolige med digitale medier




Den aktuelle Corona-krise har pludselig vendt op og ned på alles hverdag. Indre Missions Hus er næsten tømt for mennesker, og det gælder også kommunikationsafdelingen, hvor impuls produceres. Her arbejder de fleste nu hjemmefra.

impuls fortsætter med at udkomme, og vi forventer, at denne udgave af impuls når frem til langt de fleste abonnenter. Men efterhånden som epidemien udvikler sig, kan det måske blive vanskeligere at få de trykte udgaver ud til alle modtagere. Da alle de lokale IM-fællesskaber samtidig er afskåret fra at mødes som sædvanligt, har vi valgt, at de digitale udgaver af impuls fortsat er tilgængelige for alle og ikke kun for abonnenter. Det gælder både impulsonline.dk og impuls-appen.

Læg i øvrigt mærke til de nye runde symboler ved de artikler, som i online-udgaverne er aktive links. På side 2 er deres betydning forklaret.

Vi samles på nettet

I den aktuelle situation vil vi den kommende tid have ekstra fokus på vores digitale medier. Alle relevante nyheder og historier vil blive lagt ud på vores online-medier. Følg IM på Facebook, via vores nyhedsmail og på indremission.dk. Vær også opmærksom på, at både imedia.dk og jesusnet.dk er fyldt med forkyndelse, undervisning og vidnesbyrd. Vær i den forbindelse også opmærksom på de mennesker omkring jer, som ikke er fortrolige med de digitale medier og af den grund nemt kan føle sig lukket ude.

Stilhed og forbøn

Vi er i fastetiden, og i år bliver det en helt særlig tid. Fastetiden kalder os til stilhed og refleksion. Og det er der for øjeblikket mere brug for end nogensinde. Tid til at tænke over livets skrøbelighed og til at bede for hinanden, for vores ledere og for de mange mennesker, som i denne tid arbejder ekstraordinært hårdt.

Fastetiden minder os også om »det ene nødvendige«, som et af dette nummers Korn handler om. Nok er vores sociale fællesskaber nu sat på pause og de menneskelige relationer udfordrede. Men vi er først og fremmest bundet sammen af noget større end de fysiske fællesskaber. Nemlig vores fælles relation til Gud, som har alle ting i sin hånd. Det vil vi også pege på med dette nummer af impuls.



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter