Jeg vil være der for Annette - indremission.dk
Indre Missions Tidende

27.01.2017

Jeg vil være der for Annette

Birger valgte kemoen som livsforlængende behandling, for han ville gerne leve




"Kan jeg være der for Annette?" Det var et af de store spørgsmål, som Birger tumlede med sidste sommer, efter at han havde fået at vide, at kræften havde spredt sig.

    "Det var hårdt at tænke på, at hvis jeg dør, får vi ikke mere tid sammen," fortæller Birger Larsen, der bor lidt uden for Hjørring med ægtefællen Annette.

    Han lader tankerne gå tilbage til perioden, hvor de mødte hinanden. Nordjyden Birger og bornholmeren Annette var begge glade for at rejse og havde deltaget i forskellige ture i UNO, der er Indre Missions fællesskab for mennesker, der lever alene.

    I 2005 fik han et godt øje til pigen med det søde smil, men det var først året efter, at de begyndte at komme sammen efter en vandretur i Norge. Han var 47 år, og hun var 45 år, da de blev gift i 2007.

    De skulle træffe en stor beslutning om, hvor de skulle bo, for Annette arbejdede som farmaceut i København, og Birger var planteavlskonsulent i Nordjylland. Valget faldt på Nordjylland, hvor Birger havde overtaget barndomshjemmet nogle år forinden. Det gamle stuehus på grunden blev revet ned, og parret byggede deres drømmehus.

    "Her skulle vi blive gamle sammen," fortæller Birger, der gennem årene har nydt at have Annette at komme hjem til og at rejse sammen med.

Beskeden slog mig ud

Sidste forår opsøgte Birger lægen, fordi der var blod i urinen. Efter nogle undersøgelser blev det konstateret, at han havde prostatakræft. Han gennemgik flere undersøgelser, for lægerne ville tjekke, om der var kræft andre steder i kroppen.

    "Vi var til samtale i juni og fik den barske besked, at kræften havde spredt sig til lymferne, lunger, lever og knogler. Lægerne kunne ikke helbrede mig, men de kunne tilbyde mig livsforlængende behandling. Den besked slog mig fuldstændig ud," fortæller Birger.

    Han beskriver den følgende periode som en svær tid med masser af tanker og meget lidt søvn.

    "Da jeg fik at vide, at kræften ikke ville forsvinde, kom tankerne om, hvor lang tid jeg havde tilbage, og døden kom tæt på," siger han.

    "Jeg blev meget sur på Gud, og jeg sagde til ham, at det ikke kunne være rigtigt. Jeg havde fundet Annette, og vi var begyndt på et liv her i Nordjylland, og så skulle jeg dø. Det var så meningsløst."

Jeg ville gerne leve

Der gik nogen tid, inden lægerne fandt den rigtige behandlingsform.

    "Jeg syntes ikke, at der skete noget, for jeg ville gerne i gang med behandlingen," siger Birger, der blev tilbudt kemo. "Jeg fik at vide, at kemobehandling var et valg, for der ville komme nogle bivirkninger. Men jeg valgte kemoen, for jeg ville gerne leve."

    Fra august og henover efteråret fik Birger seks behandlinger. Den sidste var i december.

    "Lige efter en kemobehandling var jeg meget træt, og jeg orkede ikke så meget. Så havde jeg nogle gode dage, inden jeg skulle have den næste behandling," forklarer Birger, der har haft god opbakning fra arbejdet. Han har nogenlunde kunnet varetage sit arbejde.

    Han taler positivt om kontakten med læger og sygeplejersker.

    "Jeg synes, at de er utrolig dygtige, og jeg er meget tryg ved at være i deres hænder," siger han.

    Annette og Birger tog også imod et kursusforløb for kræftramte og deres pårørende, som de blev tilbudt på sygehuset.

    "Det var godt at få et indblik i sygdommen og de psykologiske reaktioner, der kommer," siger Birger. Annette var meget glad for samtalen med andre pårørende.

Uvisheden popper op

Som månederne er gået, har ægteparret vænnet sig til en hverdag, hvor de ved, at Birger er uhelbredelig syg.

    "Vi prøver at gøre dagen så normal som mulig og at nyde den tid, vi har sammen," fortæller Annette.

    "Jeg har lært, at det ikke nytter at gå i selvsving og bekymre sig om fremtiden. Det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg fokuserer på hverdagen her og nu og på at passe mit arbejde," fortsætter hun.

    Birger deler sin kones realisme.

    "Jeg er kommet dertil, at jeg tager en dag ad gangen og forsøger at få det bedste ud af det. Uvisheden om fremtiden kan jeg ikke gøre noget ved, så den er jeg nødt til at lægge til side, så den ikke fylder det hele. Nogle gange popper uvisheden op. Så bliver jeg lidt ked af det og beder lidt," forklarer Birger og ser hen på Annette.

    "Jeg vil gerne være stærk for Annette og støtte hende, så der er ting, jeg ikke fortæller hende, som hun ikke skal bekymre sig om."

    Annette nikker. "Tankerne ryger langt omkring, og nogle af dem vil jeg ikke belaste Birger med."

Mange beder

Som tiden går, oplever Birger, at de uvæsentlige ting glider i baggrunden.

    "Jeg er blevet mere bevidst om at bruge min tid rigtigt og på, hvad der er vigtigt," fortæller Birger. Han nævner Annette og samværet med familie og venner, der har bakket op med hjælp og forbøn.

    "Jeg er i balance og hviler i tingene, fordi mange beder for mig," siger han og bliver helt rørt. "Jeg tror, at det er derfor, jeg får styrken til at leve, selv om jeg ved, at jeg skal dø."

    Ægteparret kommer i Indre Mission i Hjørring, og Annette sætter pris på, når der er nogen, som kommer og spørger til dem.

    "Vi har brug for at vide, at der er nogle, som står bag os," siger Annette. "Det er guld værd, når jeg får en sms fra mine kolleger på apoteket i Hjørring."

Gud har udmålt tiden

Birger peger på fundamentet for hans liv som en anden uvurderlig værdi.

    "Jeg hviler trygt i troen på Jesus, men nogle gange kommer tanken, om mit forhold til Jesus er i orden," fortæller Birger, der husker løfterne i Bibelen og falder til ro.

    Han ser Gud som en tryg far.

    "Jeg hviler i, at det er ham, der har målt ud, hvor lang tid jeg skal leve. Samtidig kan jeg ikke forstå, hvordan Gud kan tillade, at jeg er blevet syg," siger Birger, der beder til Gud om, at han vil gøre ham rask.

    Inden jul blev Birger scannet for, hvordan kemobehandlingen havde virket. Den 3. januar var parret til samtale med lægerne, som havde gode nyheder.

    "Kemoen har virket, og kræften havde svundet lidt ind," fortæller Birger glad. Han skal ikke længere have kemo, men gå til kontrol hver tredje måned, hvor lægerne vil holde øje med, om kræften holder sig i ro.

    "Jeg tror på, at Gud vil give mig nogle flere år. Om det bliver tre eller 25 år er ikke til at vide," siger Birger.


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Whistleblowerordning
Følg vores aktiviteter