Jørgen Erik har set Jesus arbejde - indremission.dk
Indre Missions Tidende

28.08.2015

Jørgen Erik har set Jesus arbejde

Som sømandsmissionær har Jørgen Erik Larsen ofte stået i frontlinjen med et kristent vidnesbyrd




"Mor gik altid og sang. Vi kunne høre på hende, hvordan hun havde det. Hun havde jo lært salmerne udenad. Og det lagde hun vægt på, at vi tre søskende også skulle. 'Jeg skal lige høre jeres salmevers,' var det sidste, hun sagde, inden vi cyklede i skole."

    Vi sidder i messen på det sejlende sømandshjem Bethel, og Jørgen Erik Larsen fortæller om sit liv med vægt på det, der har formet hans kristne tro.

    "Det var også mor, der sørgede for, at vi kom i kirke. Når kirkeklokken begyndte at ringe, mente vi andre, at det var for sent at komme afsted. Vi havde 117 undskyldninger, men der var ingen, der gjaldt. Kunne hun cykle til kirke, så kunne vi også. Siden har jeg takket hende for, at hun holdt os til ilden."

KFUM'er og børste

Jørgen Eriks hjem lå i Knabstrup mellem Holbæk og Kalundborg. Hans hjem var kirkeligt, men forældrene kom ikke i missionshuset.

    "Mine forældre var enige om det kirkelige, men far var en mand af få ord, så det blev mor, der sørgede for vores kristne opdragelse. Det var først, da jeg blev ældre, at jeg forstod noget af, hvad min far rummede. Han havde lært katekismus og sådan noget, så han vidste godt, hvad det handlede om."

    Som ung var Jørgen Erik med i KFUM og KFUK i Mørkøv. Det var Indre Missions ungdomsarbejde, og det blev helt naturligt for ham at komme i missionshuset. Han kom også i kontakt med et ægtepar, der var noget ældre end ham. "De to mennesker er dem, der har betydet mest for mit åndelige liv næst efter mit hjem. Dem kunne jeg snakke med om alt det, der ikke lige faldt så naturligt derhjemme."

    I løbet af sin læretid som slagter i Holbæk kom han i KFUM. "Mine kolleger var nogle børster, og det blev jeg også – på en måde som mine forældre i hvert fald ikke skulle høre om. Men mine reserveforældre kaldte en spade for en spade og sagde, at jeg skulle lade være med at føjte med de børster."

Ølflasken med vand

I sin læretid var han i et par år med i roklubben og sejlede i en firer med styrmand. De var til rostævne og regatta i Nykøbing og fik guldmedalje. Det blev fejret med en fest i roklubben og senere ved et asfaltbal i byen.

    "Inden jeg fortæller videre, er der lige en sløjfe, vi skal have med. Jeg fik medicin for epilepsi, så jeg kunne ikke tåle alkohol. Jeg skulle med til asfaltbal, og gruppepresset gjorde, at jeg skulle have en bajer i hånden som de andre. Den var ganske vist fyldt med vand, men det vidste de andre ikke.

    Selv om jeg kom i KFUM, var der en del ting, der ikke var gået helt op for mig, så jeg rendte rundt og skabte mig med den der flaske vand. Så er der en mand, der tager om mine skuldre og peger på mit KFUM-emblem. 'Hvis du mener noget med det der, så sæt den flaske. Det er vel vand, du har i den. Hold op med at skabe dig som de andre.' Og så var han væk."

    Jørgen Erik satte flasken og gik og gik hele natten. "Der skete et eller andet den nat. Jeg gik ikke alene. Måske var det Jesus, jeg gik sammen med. Jeg tog en beslutning om, at det var sidste gang, jeg festede med kammeraterne."

    Om morgenen fortalte han kammeraterne i roklubben, at der var sket noget om natten, som han ikke kunne løbe fra. Han kvittede fællesskabet i roklubben.

Regulært omvendt

Det blev vinter, og Jørgen Erik kom på vinterlejr i Ugerløse Missionshus. Han blev indkvarteret hos Nanna og Henning på Enggården.

    "På den lejr blev jeg regulært omvendt. Pludselig vidste jeg, hvad der var sket den nat, jeg gik. Troens bevidsthed vågnede."

    På den vinterlejr mødte han Anny, som fyldte 16 år på lejren. Hun blev senere hans kone. Hendes far, missionær Henry Tidemand, var med på lejren. Det var Onkel Anton også, og Arnold Jensen og Neimanas.

    "Der var en stærk forkyndelse af, hvad det var, Jesus havde gjort, og hvad jeg ikke kunne eller skulle gøre. I en tale sagde min kommende svigerfar: 'Hvis dit hjerte er uroligt, skal du give slip og lade Jesus komme til.' Onkel Anton kunne se, at der skete noget i mig. Han kom hen og snakkede med mig, og jeg kan huske, at han bad for mig, og så sagde han: 'Jeg kan se på dig, at du tror det. Hold fast på det.' Og så bad han mig understrege 1 Krøn 28,20 i min Bibel. Der står: 'Vær modig og stærk, og gå i gang! Vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme, for Gud Herren, min Gud, er med dig. Han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke, til du har fuldført arbejdet med Herrens tempel'."

    Senere var Jørgen Erik med på Havnsølejren som leder på en børnelejr. Der sang de: Bygge Guds rige ...

    "Der er en sætning om at bygge borg af hverdagsstene, og det gik op for mig, hvad det vil sige at bygge Herrens tempel," forklarer han med et smil.

I skal til Grønland

Så blev hans kommende svigerforældre lederpar på Sanden Bjerggaard. Jørgen Erik blev gift med Anny, og han fik et godt job hos en troende slagter i Skagen. "Jeg tjente rigtig godt med penge, for jeg har altid været en morakker. Min drøm var at få egen slagterforretning og villa, volvo og vovhund. Jesus var det største, men det andet betød også meget for mig," siger han.

    På et tidspunkt blev der brug for deres assistance på Sanden Bjerggaard. "Jeg sagde farvel til mit gode job, og vi flyttede til Bonderup ved Fjerritslev, hvor der var et hus, som vi på forunderlig vis fik mulighed for at købe. Det var som en foræring, og vi så det som Guds bekræftelse. Vi fik lidt løn, og vi fik madrester fra køkkenet, så vi led ingen nød."

    I tiden på Sanden Bjerggaard fik hans svigerfar Jørgen Erik i gang med at holde taler, og svigermor lærte ham at arbejde i et køkken. Så skete det, at Sømandsmissionen havde årsmøde i Hurup, og medarbejderne havde i den forbindelse nogle dage på Sanden Bjerggaard.

    "Vi fik lov til at være med til noget af programmet. Og så var det, at Ejlskov Holm fra Sømandsmissionen trak Anny og mig til side og sagde: 'I to skal til Grønland.'"

    "Det kan ikke lade sig gøre," var vores svar. "Der var brug for os på Sanden Bjerggaard, og vi havde tre små børn. Vi slog det ud af hovedet, men svigerfar havde fanget det. Han foreslog, at jeg skulle tage på bibelskole i Hillerød – det var før bibelskolen i Børkop. Anny var enig med ham, så vi solgte Volvoen, og jeg tog på bibelskole."

    Valdemarsdag 1973 rejste de til det ukendte Grønland som bestyrerpar på et sømandshjem.

Tabte hjertet til Grønland

"Vi anede ikke, hvad vi gik ind til. Vi har tit sagt til hinanden: 'Hvor er det godt, at Jesus var med.' Vi tudede os i søvn mange nætter, for der var så meget, vi ikke forstod. Der var så mange brokkehoveder," fortæller Jørgen Erik.

    Der spiste 200 mennesker i cafeteriet hver dag. "En dag fik jeg samlet så meget mod, at jeg kunne slå i bordet over for et højlydt brokkehoved. Han fik de 28 kr., han havde betalt for frikadellerne, og så smed jeg ham ud. Et par uger efter kom han og spurgte, om han ikke godt kunne få lov til at spise der igen. Siden hørte vi ikke mere brokkeri. Den oplevelse lærte os noget om, at det nytter at stå fast på sine holdninger."

    Bortset fra den første tid, oplevede de medvind i de mere end seks år, det blev til på sømandshjemmet. Stedet blev til en god forretning, og det blev en missionsstation.

    "De år vil vi ikke for noget i denne verden have undværet. Vi tabte hjertet til landet og befolkningen, og vi har stadig venner der."

Et særligt klem

Jørgen Erik havde altid et ærinde på skibene, for Sømandshjemmet var også posthus. Der var 16-17 mand på hver fiskerbåd. De tog gerne imod invitationen til søndagsmøde, eller de spurgte, om bestyreren ville holde en andagt på skibet, inden de sejlede. På skibene fik han mulighed for at øve sig i sjælesorg. Det skete ofte, at en fisker kom og sagde: "Jeg skal lige snakke med dig."

    Han fortæller en af oplevelserne:

    Skipperen på det færøske skib Logos var en stor mand på flere måder. Han sad nede i skibet og havde det ikke ret godt.

    "Hvad er der galt med dig?" spurgte jeg.

    "Der er det galt, at jeg snakkede med konen over radioen, og nu har hun været til missionsmøde. Det havde vi ellers aftalt, at hun ikke skulle. Og nu er det værste sket."

    "Nå, hvad er det værste?" ville jeg vide. "Har hun mødt Jesus?"

    "Ja, hvor vidste du det fra?"

    "Jo, det kunne jeg høre på dig."

    "Og så siger hun, at jeg også skal møde ham. Men jeg skal garanteret ikke slæbes med til noget missionsmøde."

    Tiden gik, og Jørgen Erik holdt kontakt, når Logos var i havn. Da de skulle hjem til Færøerne, sagde skipperen: "Jeg vil ikke hjem."

    "Selvfølgelig skal du da hjem," sagde Jørgen Erik. "Du giver din kone et klem, og så siger du tillykke med det, der er sket med hende."

    "Jamen, hvad nu hvis ...?"

    "Jamen, det sker der da ikke noget ved. Hvis du møder Jesus, så vil jeg give dig et klem, næste gang, vi mødes."

    Da de nogle uger senere igen kom til Grønland, sagde den store skipper til Jørgen Erik: "Du skal give mig et klem."

Jesus i centrum

Efter hjemkomst til Danmark blev Anny og Jørgen Erik efter lidt tid bestyrere på sømandshjemmet i Nyhavn, hvor de var i mere end 11 år.

    "Det var slidt godt ned, så der var nok at gå i gang med. Min far var god til at tapetsere, så han brugte flere dage om ugen i mange uger. Der lærte jeg ham at kende indvendig fra. Han stod fast på sine ben – også i troen. Han skiltede ikke så meget med det som vi andre, men det fik stor betydning for mig, at vi kunne snakke, mens vi tapetserede," fortæller han.

    Med tiden blev jobbet i Nyhavn for tungt, og så i 1990 blev han sømandsmissionær på Sjælland, øerne og Bornholm.

    "Jeg har været rundt i mange flækker på Sjælland – dengang var der en masse missionshuse," husker han. "Ifølge min kone har jeg altid holdt for mange møder."

    Hans yndlingsvers lyder: "Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset" (Kol 2,14).

    "Det vers rummer essensen af, hvad kristendom er for mig," understreger Jørgen Erik.

    Han lægger vægt på, at forkyndelsen har karakter af vidnesbyrd. "Jeg tror selv, at jeg er Kristus-centreret i min forkyndelse. Men jeg er ikke bange for at fortælle om mine egne nederlag, og hvordan Jesus har rejst mig igen og igen."

    Han ønsker, det bliver mere almindeligt, at kristne vil dele deres vidnesbyrd. "Vi har brug for nye, friske kristne vidnesbyrd. Jeg tror på, at alle som tror på Jesus har et vidnesbyrd, men desværre er det sjældent, at det rigtig kommer frem. Heldigvis sker det da, at vidnesbyrdene bliver delt, men det er en skam, at det ikke er meget mere normalt."

Livets rigdomme

Selv om han er pensioneret nu, så mødes vi på det sejlende sømandshjem Bethel, mens det ligger i Aabenraa. Han er nemlig stadig en del af teamet på båden.

    "Jeg tager normalt tre uger ad gangen. Det har noget at gøre med mit temperament. Der skal hele tiden ske noget omkring mig. Hvis DAMP var opfundet for længe siden, havde jeg været et DAMP-barn. Men det tager mig et døgn at omstille mig. Derfor ville det ikke give mening, hvis jeg kun skulle være med en uge.

    En af mine rigdomme er alle de mennesker, jeg har fået lov til at følge et kort eller langt stykke af vejen. Det her er sømandsmission, når det er bedst. Rigtig mange er kommet til tro her," siger han med en favnende bevægelse.

    "Vi har tid til at være sammen med den enkelte. Derfor er der altid to af os på skibet. I vores Nikodemus-hule nede i skibet sidder den besøgende yderst, så de til enhver tid kan rejse sig og gå. I Nyhavn kommer folk listende, når det bliver mørkt ..."

    Og så går han i gang med at fortælle om manden, der gerne ville se skibet, men endte med at få hele sit liv endevendt.

    "Manden fik et levende forhold til Jesus, og han fik styr på det meste i sit liv," slutter fortællingen. "Det er fantastisk sådan at være vidne til, at Jesus arbejder i et menneske."


Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookiepolitik
Følg vores aktiviteter