Kristendom uden Gud - indremission.dk
Indre Missions Tidende

06.07.2014

Kristendom uden Gud

En del teologer og præster har omdefineret ord som "Gud" og "tro", så de kan sige trosbekendelsen uden at hykle eller lyve




Fokus var navnet på en række velbesøgte teologiske foredrag, der var at finde blandt tilbuddene på Årsmødefestivalen på Mørkholt Strand Camping. Det sidste emne i rækken var "Kristendom uden Gud" ved rejsepræst lektor Leif Andersen.

 Da der forud blev annonceret, at "Kristendom uden Gud" var flyttet til det store mødetelt, sagde en dreng på seks-syv år til sin mor: "Sikke noget sludder. Det findes da ikke."

 De 420 deltagere, der valgte Fokus søndag eftermiddag, hørte om præster og teologer, der faktisk forkynder noget, de kalder kristendom, men det er en kristendom uden en personlig Gud.

 Deres opfattelse kan, ifølge Leif Andersens afrunding af temaet, opsummeres således: "Vi kan ikke længere tro på den Gud, som er kærlighed, men vi kan tro på den kærlighed, som er Gud."

 Det følgende er et referat, som gengiver flere hovedpunkter fra foredraget.

En moderne præst

James Bond-filmen Skyfall var fantastisk, synes jeg. Men det mente Mads Holger bestemt ikke! Han er blogger på Berlingske og radiovært på Radio24syv med programmet Skriftestolen om tro, kristendom og eksistens. Da filmen havde premiere skrev han, at den moderne James Bond var slap og tøset. Han kom med dette interessante blog-indlæg:

 "James Bond er som resten af vores kultur blevet kvindagtig, og således er det påfaldende, at samme verden for tiden befinder sig på fallittens rand. Han er blevet en moderne mand, og som jeg ofte har betonet, er moderne blot et ord, der tjener til at annullere begrebet, med hvilket det sættes i forbindelse. En moderne konge regerer således ikke over sit eget land, en moderne præst tror ikke på Gud, en moderne familie består ikke af far, mor og børn, en moderne mand er ikke agent i ordets egentlige betydning."

 Jeg er bestemt ikke enig i hans syn på James Bond, men hvordan er det gået til, at det hører til det at være en "moderne" præst, at man ikke tror på Gud?

En troende præst

I januar sidste år søgte menighedsrådet ved Mejdal Kirke en "troende præst". Det vakte en masse protester blandt teologer, som straks gik i gang med det, de nu er bedst til: at "fortolke". Og stillingsopslaget blev fortolket som et forsøg på at snage i præstens inderste.

 Men menighedsrådet havde for længst præciseret, at det ikke handlede om at måle tro og tvivl eller kontrollere sindelag, men reelt var et teologisk spørgsmål: Hvad mener præsten, når han siger "Gud"?

 Lars Sandbeck var i Politiken 29.1.2013 ude med riven og tale om tåbeligheder og sindelagskontrol. Han smed i den forbindelse en trumf, der vist endnu ikke er blevet overtrumfet: "Du kan sagtens være præst uden at tro på noget som helst, men hvis præster melder det ud, så kan de blive opfattet som dybt utroværdige". Åbenbart overvejede Sandbeck ikke, at det i så tilfælde måske heller ikke var helt i skoven at opfatte præsten - ja, netop som dybt utroværdig.

Hovedet på sømmet

Ifølge den lille artikel i Politiken ramte Lars Sandbeck, måske uden at ville det, faktisk hovedet på sømmet. Ifølge ham tror cirka halvdelen af alle præster i den danske folkekirke ikke bogstaveligt på Bibelen, men på kristne værdier.

 "De tror ikke bogstaveligt på, at der findes en Gud, hvis du mener et væsen et eller andet sted. De synes, at der måske er et eller andet, som man kan kalde guddommeligt, eller at Gud er en eller anden kraft, der binder os sammen," forklarer han. Han mener, at mange præster har en meget mere metaforisk måde at fortolke den kristne trosbekendelse på. "Man kan spørge, om alle de her overnaturlige - nærmest overtroiske - tanker, som også har været knyttet til kristendommen, er essentielle for det kristne budskab?"

 Ja, det kan man nemlig spørge om. Og det var præcis det, menighedsrådet i Mejdal gerne ville have svar på: Når præsten siger "Gud", mener han så, at der findes en Gud? Eller væver han bare?

Den metaforiske Gud

Lars Sandbeck var i sin tid en af Grosbølls væbnere. Og man kan jo håbe på, at han skyder vildt langt over målet, når han gætter på, at halvdelen af præsterne ikke tror bogstaveligt på Bibelen eller på en personlig Gud, men på kristne værdier. Gad for øvrigt vide, hvor han ved det fra, når nu han raser sådan imod sindelagskontrol og trosmåling.

 Men hvis han har ret i, at så mange præster - eller bare i omegnen af det tal - virkelig forstår den kristne bekendelse, ja, selve ordet Gud, "metaforisk", så har vi at gøre med et teologisk massestyrt af et omfang, som får hårene til at rejse sig på hovedet.

 I 2006 udgav Lars Sandbeck Fantasiens Gud - den handler ikke om, at Gud er ren fantasi, men om, at "Gud" skal forstås i et mytisk, poetisk sprog, dvs. metaforisk. For vi kan kun tale om Gud i billeder - og det har han faktisk noget ret i. Ingen af os kender jo Gud direkte. "Ingen har nogensinde set Gud," siger Johannes (Joh 1,18). Derfor må vi tale om Gud i gudsbilleder. Så langt er det rigtigt.

 Men hans pointe er, at der simpelt hen ikke er anden Gud end vores gudsbilleder.

 Tanken er ikke ny. I hvert fald har Lars Sandbeck ret i, at når Grosbøll i En sten i skoen udskiftede Gud med stort G, Gud som Himmelens og Jordens skaber og opretholder, med gud med lille g, gud som "tydning" af livet, så sagde han i virkeligheden ikke noget nyt. Grosbøll sagde for så vidt ikke andet end det, han havde lært på det teologiske studium.

Vil ikke være ateist

Leif Andersen omtaler et par bøger af filosoffen Gianni Vattimo og biskop John Shelby Spong. Han slutter den del af foredraget med nogle bemærkninger om Spong.

 Spong vil ikke være ateist. Fidusen er, at man kalder livet og kærligheden for "Gud". Så er man stadig gudstroende og kan kalde sig kristen. Gud er så bare ikke en person. Han er ikke en "han", men en myte, en metafor for det, der er "større end mig".

 Jamen hvad så med Guds navn Jeg Er? - hvad gør Spong ved det? Det er da meget person-agtigt. Jo, Jeg Er - det er mig! Vi kan alle sammen sige Jeg Er om os selv. Det kan Gud da umuligt tage patent på.

 Spongs pointer er et opkog af en gammel 60'er-teologi, hvor Gud ikke er nogen person, men Al Værens Grund. Der findes derfor intet overnaturligt, ingen mirakler, ingen skabelse, ingen opstandelse, ingen forsoning og ingen syndsforladelse!

Jeg mangler ord

En tilbagevendende pointe hos for eksempel Spong er, at Gud ikke kan beskrives i dogmer og definitioner. Ja, hans erklærede mål er at nærme sig en gudsoplevelse "uden definitioner" ... hvorefter han selv definerer Gud i punkt 1, punkt 2, punkt 3. Som han selv udtrykker det: "Når jeg forsøger at beskrive denne virkelighed, mangler jeg ord ..." - hvorefter han skriver 255 sider om den.

 Der er tale om en meget speciel form for teologisk metode, der har to faser. Først afgør man, hvad man synes, man selv kan tro på. Derefter undersøger man, hvordan denne tro så kan kaldes kristendom.

 Det burde vel gå den anden vej: Først undersøger man ud fra kristendommens tekster, hvad kristendom er. Derefter afgør man, hvorvidt man overhovedet kan kalde sin egen overbevisning for kristendom.

En anden betydning

Leif Andersen gik derefter over til at tale om ordenes betydning. Han forklarede, at præster, der prædiker kristendom uden Gud, ærligt mener, hvad de siger, men de har lagt noget andet i ordene.

 Snakker man på normalt dansk med den almindelige dansker, så vil de fleste mene det samme med ordet Gud, som vi gør - vi kan så blive uenige, om han nu findes eller ej.

 Men det er meget vanskeligt at håndtere, når eliten så - filosoffer og teologer - begynder at bruge ordet på en helt anden måde, end dagligsproget gør.

 Ordbøgerne definerer Gud som en person - den stærke Gud, som hører bøn og så videre. Men det er præcis den Gud, der er på vej ud. Det er den Gud, den moderne præst ikke tror på. Men det forhindrer ikke ham eller hende i at stå og bekende troen, synge salmerne og døbe børnene, faktisk uden at hykle, for de tror på Gud i en helt anden betydning af "Gud" og en helt anden betydning af "tro" - en billedlig, metaforisk betydning.

Det går alligevel galt

De lyver ikke, for de omtolker hele tiden de klassiske og daglige udtryk til noget metaforisk, narrativt og billedligt. Det er syret, det er sært; men det er egentlig ikke uærligt.

 Dér, hvor det så alligevel går galt, er når de bruger de klassiske og daglige udtryk i håb om at blive misforstået. De ved udmærket godt, at når de står ved kisten og taler om "Gud" og om "opstandelsen fra de døde", så lægger tilhørerne præcis det i det, som de er vant til; tilhørerne tror, at præsten mener det bogstaveligt. Og det ved præsten godt. Det er det, han satser på. Det er her, uærligheden kommer ind.

 Jeg har her lyst til lige at minde om et ord af Jesus, der for så vidt tager højde for den metaforiske omskrivning:

 "Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn ...."

 Hans disciple sagde: "Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud" (Joh 16,25ff.).

 



Læs bladet her:
.
Indre Mission
Korskærvej 25
7000 Fredericia
T: 75 92 61 00
E: post@indremission.dk

Persondatapolitik
Cookie politik
Følg vores aktiviteter