Kvindelige præster må ikke blive tabu

---

Indre Missions Hovedbestyrelse besluttede i 1973 at stille de lokale fællesskaber frit i spørgsmålet om kvindelige præster. Er IM stadig officielt imod ordningen med kvindelig præstetjeneste?

Det korte svar er: Ja. Men lad mig uddybe:

    Da loven om kvinders adgang til præsteembedet blev vedtaget for 72 år siden (året efter fulgte de første ordinationer), var IM’s samlede hovedbestyrelse (HB) enige om, at ordningen ikke kunne begrundes i Guds ord. Det var den teologiske linje, hvor man også henviste til kirkens tradition.

    I januar 1949 udtalte daværende formand Chr. Bartholdy bl.a. på HB’s vegne: »…At der er givet kvinden en plads i evangeliets gerning, men ikke som ordineret, ikke som menighedens leder, ikke ’det hellige prædike- og læreembede’, som vort ordinationsritual taler om.«

    HB vidste, at der var forskellige meninger blandt IM’s venner og ønskede ikke at befale over dem. Derfor gav man i udtalelsen et råd til vennerne om ikke at gå til gudstjeneste hos kvindelige præster, uden dermed at frakende dem deres tro. Herefter fulgte to befalinger. Først til missionærerne om ikke at samarbejde med kvindelige præster. Dernæst til bestyrelserne for missionshusene om, at kvindelige præster ikke har tilladelse til at tale i IM’s huse.

    Beslutningen i 1973 skal ses i det lys. Flere steder i IM’s bagland blev linjen fra 1949 ikke fulgt i praksis, og dertil kom, at der heller ikke længere var enighed i HB.

    Derfor udtalte HB: »Vi har konstateret, at nogle af Indre Missions samfund tilsidesætter forbudet, at kvindelige præster taler i missionshusene. Idet sagen dermed er taget ud af bestyrelsens hånd, finder vi det rettest i denne nødssituation helt og fuldt at lægge ansvaret for samfundenes stilling i denne sag over på de lokale samfundsbestyrelser.«

    HB’s officielle holdning stod stadig ved magt, og spørgsmålet var ikke gjort ligegyldigt. Valgte nogen anderledes, blev ansvaret lagt på de lokale bestyrelser. I 1981 blev beslutningen fulgt op af en udvidet vejledning i et protokollat og en udtalelse. Man lagde friheden og ansvaret hen til den enkelte samfundsbestyrelse og de enkelte medarbejdere samt bestyrelsesmedlemmer. Der blev lagt vægt på, at vi ikke skal tvinge hinandens samvittigheder.

Er IM’s officielle modstand imod ordningen mest udtryk for et mindretalshensyn, eller er det udtryk for en teologisk linje?

Det handler om teologi og embedssyn. Men linjen har siden 1973 været, at der er givet frihed i spørgsmålet ud fra den kirkelige situation. Som HB udtalte i 1981, så »kan ingen tvinges til den rette erkendelse i alle lære- og ordensspørgsmål i kirken.« Det betyder, at friheden stadig gælder i HB, hvor der heller ikke er enighed i spørgsmålet, men ingen er i opposition til IM’s officielle syn.

    Det betyder, at man respekterer friheden hos medarbejderne, og at det er op til den enkelte at vælge at samarbejde eller sige nej.

    Det betyder, at der er frihed til, at modstandere af ordningen selv må finde ud af, hvordan de vil praktisere deres holdning, når det sker uden unødige provokationer.

    Allerede i 1981 var HB klar over, at modstandere ville være et mindretal på sigt – også i IM. Derfor sagde man: »I dette spørgsmål ønsker vi at værne om vore medarbejderes og alle vore venners frihed til at sige nej til at samarbejde med kvindelige præster.«

Hvordan kommer den holdning til udtryk i IM i dag?

Udtalelser og vejledning fra IM’s ledelse følger fortsat denne linje. Vi står ved det officielle syn, samtidig med at der er givet en frihed som beskrevet ovenfor. Respekt er et vigtigt ord her.

    Når vi vejleder lokale fællesskaber, medarbejdere eller IM-venner, som henvender sig om en konkret situation, handler det om at være med til at skabe forståelse og hensyn. Der er ikke en facitliste med svar til alle situationer.

    Denne politik kommer for eksempel frem ved, at HB ikke inviterer kvindelige præster til forkyndelsesopgaver ved landsarrangementer, mens det kan forholde sig anderledes i et lokalt fællesskab. Er man ikke enige lokalt, må man gerne kontakte os for at få vejledning. Måske kan vi hjælpe til at finde brugbare modeller, så spørgsmålet ikke splitter.

Hvad har det betydet for IM, at vi har forsøgt at rumme både tilhængere og modstandere af ordningen med kvindelige præster?

Det er en lang og broget historie, som også har været under påvirkning af den folkekirkelige udvikling og ligestillingsdebatten i samfundet. Visse lokale steder har det giver brydninger. For nogle har det været svært at give udtryk for deres syn og praksis. Jeg tror, at mange i dag oplever det som en fortiet debat, et tabu. Andre som et ikke-aktuelt spørgsmål, for kvindelige præster er kommet for at blive.

    Sagen er jo, at når der sjældent tales eller skrives om det, og når der er så stor uenighed også blandt missionsfolk og bibeltro teologer, bliver det vanskeligt at berøre emnet. Frihedssporet har været en vej til at rumme hinanden, men samtidig har det over tid medført, at det er vanskeligt at have en teologisk drøftelse. På den måde føler mange nok, at de er blevet ladt alene med at finde vej.

    Spørger man næste generation, oplever jeg, at flere ikke ved, hvad der er på spil om for eksempel bibelsyn, teologiske argumenter, embedsforståelse, eller hvordan man kan udvise en respektfuld praksis uanset ens holdning.

    Jeg ser gerne, at vi i IM fortsat vover åbent og respektfuldt at tale om teologi og praksis i dette spørgsmål ud fra den vejledning, som HB kom med i 1981.

Læs bladet her: